Rep 2008

Repræsentantskabsmødet 2008 med ca. 100 delegerede fra LFS’ tre områder, almen, special og dagplejen var først og fremmest præget af de mange udfordringer, som faget og det pædagogiske arbejdsområde står overfor. Det er ingen hemmelighed at det pædagogiske arbejdsfelt er presset.

Presset af økonomi, af tidens markedstænkning, af kommunernes hang til bureaukrati og detailstyring, af skoleficering og af standardisering. Samtidig er det pædagogiske område stadig et lavtlønsområde, som også af den grund i en tid med små årgange har store og stigende problemer med at rekruttere og fastholde medarbejdere.

Repræsentantskabsmødet var også præget af sammenhold. Sammenhold på flere leder. Den splittelse man tidligere har kunnet se i diskussioner – i hvert fald i en vis grad – mellem ledelse og medarbejdere på gulvet, var væk. Ledere som medarbejdere gav klart udtryk for at fokus på ledelse er vigtigt for hele arbejdspladsen. Sammenholdet handlede også om solidariteten mellem de faglærte grupper og de ufaglærte grupper, og i den forbindelse beslutningen om at droppe professionstanken til fordel for visioner for den pædagogiske faglighed.

Og netop sammenholdet mellem alle LFS’ medlemsgrupper havde da også stået sin prøve ved forårets overenskomstkamp.

Af Elisabeth Lockert Lange

Fællesskab

Repræsentantskabsmøde 08 LFS’ formand Britt Petersen greb i sin mundtlige beretning fat i dagens problemer. Det vil sige samfundets udvikling hen mod minimalstat koblet med presset på det pædagogiske område fra strømmen af krav om dokumentation, kontrol og måling, markedsgørelse, nedskæringer og et presset arbejdsmiljø. Som i sin tur giver problemer med at skaffe nye medarbejdere og holde på dem man har.

Bagtæppet er nedslidning af den offentlige velfærd, nedskæringer på det offentlige serviceniveau og flere nye opgaver. Den borgerlige regering er godt på vej til at realisere den minimalstat, som statsminister Anders Fogh Rasmussen engang beskrev som sit politiske livs mål.

Bagtæppet er også politiske tiltag som frit-valgsordninger (for de uindviede handler det altså ikke om at man kan vælge ydelser, men kun mellem privat og offentlig leverandør), ventelistegarantier (med overflytning til de langt dyrere privathospitaler), udliciteringer, private pasningsordninger og sundhedsforsikringer (som fører til a- og b-hold).

”Vi vil en anden vej. Vi vil et velfærdssamfund drevet og ejet af det offentlige, et velfærdssamfund der mindsker forskellene mellem borgere, ikke øger dem. Vi vil en anden politik, vi vil velfærden, og vi er parat til at kæmpe for den. Og vi skammer os ikke over at blande os politisk. Hvis vi skal ændre vilkårene for de borgere, vi hver dag møder i vores arbejde, så skal vi også handle på den viden vi har. Det skal vi bruge ressourcer på”, sagde Britt Petersen.

Og med de ord var tonen for repræsentantskabsmødet sat. En tone som varslede vilje, holdning og kamp til stregen (hvor stregen ikke mindst er kommunalvalget næste efterår).

Hvis det skal have nogen gang på jorden, kræver det solidaritet og fællesskab, to begreber som brændte igennem ved forårets overenskomstkamp. Britt Petersen berettede om sin stolthed, da alle LFS’ faggrupper besluttede at gå fra forhandlingerne, velvidende at det måske eneste de fik ud af det var deres selvrespekt. Hun berettede om ”alle for én” og de mange imponerende aktiviteter med ledere, pædagoger, medhjælpere og dagplejere i fælles kamp.

”Den lille enhedsfagforening var sgu’ stor, mangfoldig og rummelig. Ja, solidaritet og fællesskab gav mening.”

Desværre er uforudsete prisstigninger på dagligvarer og en finanskrise kommet på tværs af det gode resultat. Som verden så ud i foråret, ville de generelle lønstigninger sammen med reguleringsordningen sikre reallønnen, og organisationsforhandlingerne skulle udgøre reelle lønstigninger. Nu kan det ende med at kun reallønnen holder.

Faglige visioner

Hvordan får vi i fællesskab øget den faglige bevidsthed, hvordan kan vi sammen handle og stille krav ud fra vores fælles viden og erfaring? Det er en diskussion værd, og langt mere end en teoretisk professionsdiskussion, vurderer Britt Petersen. Og tidligt i diskussionerne om faget forlod LFS da også professionstanken og forfulgte i stedet sporet om visioner for den pædagogiske faglighed.

”Det giver for mig langt mere mening end en ekskluderende diskussion, som når den omsættes i handling, meget let kommer til at handle om, hvilke opgaver nogen i et arbejdsfællesskab har ret til at udføre frem for andre, alene begrundet i uddannelse.”

Og netop fælles handling er nødvendig over for mere kontrol, flere dokumentationskrav og mere markedsgørelse, alt det som i total disrespekt for den faglige viden og det gode pædagogiske arbejde sniger sig ind på området.

Og LFS har taget kampen op. Mod skoleficering, sprogtest, SFO’er, pædagogiske målepunkter for blot at nævne nogle.

”Kun ved i fællesskab at være parate til at handle kan vi forhindre en udvikling, som fjerner fokus fra den pædagogiske kerneopgave”, sagde hun og nævnte i den forbindelse Kritisk Pædagogisk Netværk.

Også et nyt projekt fra Servicestyrelsen under Familieministeriet fik et par ord med på vejen. Tilsyneladende en uskyldig database med fælles forståelse og fælles sprog som formål. Men går man ind i databasen, folder idéen sig ud som en udveksling af begreber og mellem forskellige it-systemer. Og formålet…

Tja måske benchmarking, altså den systematiske undersøgelse og vurdering af fx en virksomhed holdt op mod en standard.

Folkedomstolen

I løbet af de sidste par år har specialområdet stået for skud i medierne. Vi taler om ansatte, som har været jaget vildt efter tv-udsendelser optaget på bosteder for udviklingshæmmede og psykisk syge med skjult kamera og klippet sensationelt (og ude af sammenhæng) sammen. Til tider har optagelserne på bostederne foregået over et halvt år, før en ansat faldt i med et eller andet; bliver man ved længe nok, finder man – selvfølgelig – en fejl, også på det pædagogiske område.

Processen og endemålet: at præsentere hr. og fr. Jensen for de ansattes arbejde med en borgergruppe, hvis funktionsniveau de dybest set intet ved om, og dermed sætte folkedomstolen i gang, er uhørt.

”Uhørt over for de ansatte, uhørt over for de udviklingshæmmede og psykisk syge, og uhørt over for alle de pårørende”, slog Britt Petersen fast. Og bekymrede sig over nogle afgørelser i personsager, der ”for alvor kan stille tvivl ved, hvornår man som ansat er på pædagogisk gyngende grund i forhold til tryghed i ansættelsen.”

Arbejdskraft og arbejdsmiljø

Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere er ikke mere et nyt tema i kommunerne. Med stigende pædagogmangel er sagens alvor gået op for de fleste. Britt Petersen tog fat i den del af det, der hedder personalegoder. Og i den særlige ende, hvor arbejdsgivere tilbyder deres ansatte goder uden at det koster samme arbejdsgivere noget. Lars Løkke Rasmussen betaler, er idéen i de såkaldte bruttolønsordninger, altså ordninger hvor der før skat betales sundhedsforsikring, fitness, transport etc. Men det er jo ikke finansministeren der betaler, det gør vi sådan set alle sammen, det handler jo om skattetænkning.

”For dagplejerne er der i øvrigt det helt særlige at de kan komme til at betale for tilbudet om personalegoder. De har et skattefradrag, fordi de bruger deres eget hjem som arbejdsplads, og værdien af det fradrag bliver mindre med en bruttolønsordning, for så reducerer man det beløb fradraget beregnes af. Hvis vi skal lave den slags aftaler for dagplejerne, så skal de oveni have et særligt tillæg.”

Den slags personalegoder, som arbejdsgiveren selv har forhandlet en rabat på i hus, eller selv finansierer noget, er derimod en ganske anden sag.

Næh, der skal andet end personalegoder til for at lokke nye medarbejdere til kommunerne og fastholde dem der er. Fx et godt arbejdsmiljø. Men med det går det den forkerte vej, bekræftede en rapport fra analysefirmaet Scharling Research for nylig om daginstitutionsledernes store og alvorlige problemer med deres psykiske arbejdsmiljø i København. Den beskriver ledere som aldrig har mus-samtaler med deres ledere, ledere som ikke har en jordisk chance for at udføre alle de opgaver, der vælter ned over dem, men må prioritere og bortprioritere, ledere som ingen støtte får i deres administrative opgaver, ledere som arbejder alt alt for mange timer. (Man kan læse mere om undersøgelsens resultater i LFS Nyt nr. 11/08)

”Det er ikke et overraskende billede desværre, det passer alt for godt sammen med vores billede af virkeligheden og med de mange individuelle sager vi har om ledere, som er gået totalt ned med flaget. Og når lederen har et ekstremt dårligt arbejdsmiljø, går det ikke kun ud over lederen, det går ud over hele personalegruppen. Så får vi forbedret arbejdsmiljøet for lederne, så får vi også forbedret det for resten af personalegruppen.

” Mens der bliver færre pædagoger, bliver der flere pædagogiske vikarbureauer. Et stort problem. Det gør ondt værre at pædagoger på institutionerne søger væk fra faste stillinger og over i vikarbureauer for så at lande som vikarer i de faste stillinger. Det giver kun dårligere pædagogisk kvalitet til en højere pris. Ejeren af bureauet skal jo også leve af det…