På tålt ophold

Kan vi undgå turen ud i specialmiljøet, men klare det udsatte barn med støtte i normalmiljøet? Centerleder Bent Madsen går ind for inklusion med fynd og klem – men ikke for enhver pris. For inklusion er ikke et spareprojekt, understreger han. Men med de rigtige midler i ryggen er inklusion det, der gør det muligt for udsatte børn, børn med handicap, børn med adfærdsproblemer at lære og gøre noget andet.

Af Elisabeth Lockert Lange

Hvad er det der gør at skoler og daginstitutioner ekskluderer børn, hvilke mekanismer er det der træder i kraft? Og hvilken pædagogik skaber inkluderende miljøer?
Inklusion er på alle læber. Men mener alle det samme, når de taler om det? Er det for nogle bare et modeord eller et spareprojekt, mens det for andre er det ypperste til at varetage alle børns tarv?

Et forsøgsprojekt med inklusion har kørt i Københavns Kommune en rum tid, dels i Indre By, dels på Bispebjerg, og for nylig var der en afsluttende høringsrunde inden den såkaldte specialreform bliver implementeret. Guldkorn fra høringssvarene kan du læse om i den efterfølgende artikel. Først skal vi til begrebet, tanken bag, idéen, formålet med inklusion.
Bent Madsen er centerleder i Nationalt Videnscenter for Inklusion og Eksklusion, som er placeret under professionshøjskolen UCC, og her skaffer og udvikler de viden om inklusion gennem diverse forskningsprojekter og projekter med udvikling af praksis med lærere og pædagoger.

”Der er lidt for mange børn på tålt ophold. De er tolereret hvor de er, men er de også inkluderet? Og hvordan bliver børn aktive deltagere?”, spørger han et halvt hundrede lfs’ere en dag efter fyraften.
Han understreger at inklusion ikke er en enten-eller tænkning.
Derfor er videnscentret også i gang med projekter, hvor det er tanken at udvikle mellemformer mellem specialinstitutioner og almindelige daginstitutioner. Og der er også stadig brug for regulære specialinstitutioner.
Inklusion handler i høj grad om at bygge bro mellem almenpædagogik og specialpædagogik. Hvad er pædagogens kerneydelse, hvad kan de hver især? Hvornår er man specialpædagog?
Og hvor er støttepædagogen placeret? Den viden som specialpædagogen og støttepædagogen har udviklet er der brug for, mere end nogensinde før. Så hvordan får vi den viden, som er udviklet i specialpædagogikken, ind i almenpædagogikken?

Hvordan kan den viden blive til rådighed for den almindelige stuepædagog?
”Videndeling foregår slet ikke som vi tror. Vi forestiller os at man kontakter den mest relevante kollega, men det gør vi ikke.
Vi kontakter den vi bedst kan lide, og så dem vi taler mest med i forvejen. Så for at videndeling skal være mest brugbar, skal den struktureres, planlægges og iscenesættes.”

Lærer ved at deltage

Børn lærer det de har mulighed for at deltage i. De lærer at blive en god kammerat ved at inviteres ind som kammerat. Hvor man ikke deltager, lærer man ikke, vurderer Bent Madsen. Derfor skal alle børn have mulighed for at være deltagere i fællesskaber af jævnaldrende indenfor det normale.

”Det er svært for børn, som er marginaliseret og udstødt, for så har de ikke adgang til at udvikle de kompetencer som ønskes.
Og det gør disse børn da heller ikke. Derfor skal vi arbejde med fællesskaber. Og alle er ansvarlige for at der er en god pædagogik som inkluderer. Hvorfor får nogle børn ikke en positiv rolle?
Kan vi ændre vores måde at møde børnene på? Vi skal først og fremmest have fokus på vores egne reaktioner, vores egen måde at svare på, ikke på deres adfærd”, siger Bent Madsen og fortsætter:

”Inklusion handler om at være opmærksom på alt det, vi gør som ekskluderer, som skaber hindringer for børn, så de ikke kommer til at deltage i fællesskabet. Så de overhøres og overses.”
Vi skal arbejde med differentierede fællesskaber, mener han, for alle børn har ret til at høre til i mindst ét fællesskab. Og fællesskaber er der ikke arbejdet så meget med og slet ikke differentierede fællesskaber.
Fx er der i skolen ét klassefællesskab, men hvad hvis man ikke er med i det? I institutionerne er der stuefællesskaber, en stor gruppe.

”Der kan man etablere differentierede fællesskaber, så alle børn kan være i en gruppe, hvor de er velkomne. Det er børns ret. Og det er pædagogens opgave at danne disse grupper, at tænke: hvor kan Mads være trods sin aggressive adfærd. For også han skal være deltager for at lære.”

Med andre ord er det vigtigt at børn oplever at vi alle lever i samme samfund, vurderer Bent Madsen. At børn ikke allerede i tidlig barndom oplever, at nogle børn er så anderledes at de ikke kan være sammen med dem. Og at disse nogle ikke allerede i tidlig barndom oplever, at de er så anderledes at andre ikke kan være sammen med dem.

Det forskellige

På trods af en international erklæring fra 1994 om at alle børn har ret til at høre hjemme i samme skole og uddannelsessystem, så udspaltes der stadig her i Danmark. Ja vi er faktisk verdensmestre i det, fortæller Bent Madsen.
”Blandt anbragte børn går halvdelen i døgninstitutionens skole, hvor de kun møder ligedanne. Det producerer en særlig adfærd og har store konsekvenser for børns udvikling af kompetencer.
Børn med særlige behov kommer til at opleve sig som særlige, og det tager længere tid at integrere dem igen end selve den behandling de får”, vurderer han.
De mange parallelsamfund, vi har i Danmark, er med andre ord ulovlige.

”Men der er brug for særlig støtte i normalmiljøet, ja selvfølgelig. Det handler om at ændre på de almindelige systemer.”
I samtaler med børn i specialklasser fortæller de at det på den ene side er godt at være i et mindre miljø hvor man bliver forstået, og det er almindelige skoler og daginstitutioner ikke indrettet til, men på den anden side er det dejligt at komme ud af det stigmatiserende i at gå i specialklasse.
”Kan vi undgå den tur ud i specialmiljøet, men klare det med støtte i normalmiljøet? Det handler inklusion om.”
Det handler også om læring, og mange forældre vælger mangfoldige daginstitutioner til deres børn, fordi børnene derved får lettere ved at begå sig mellem forskellige kulturer.

”Læring sker når børn møder det som er forskelligt fra dem selv. Det samfund hvor alle havde samme værdier, og alle forstod en kollektiv besked og så videre, det er slut og kommer aldrig
tilbage. Børn bliver mere og mere forskellige, der er mangfoldighed i kultur og værdier, og læring i det moderne samfund sker ved at beriges af det. Derfor kan der godt alligevel være bestemte værdier man er fælles om, men det fællesskab handler om at man netop er fælles om noget.”

Børneparate

Antallet af børn med diagnoser, ADHD og autisme fx, er steget voldsomt i København på få år – og hvorfor? Bent Madsen mener at det fortæller mere om det samfund, der uddeler diagnoser end om børnene. Og det fortæller en masse om institutionerne, og om hvordan vi forstår læring.
”Barnets handicap skabes først i den reaktion, som omgivelserne møder barnet med. Så hvor stort er handicappet ved ADHD? Nogle børn er i bevægelse hele tiden, men i en skovbørnehave er de jo ikke handicappede, for de lærer med kroppen, men i en skoleklasse er det et stort handicap. Inklusion handler om at minimere handicappet og skabe rum i miljøet, hvor der er plads til dem. Og dette er verdenssamfundet altså enige om.”

I inklusion tager man ikke det individuelle perspektiv og taler ikke om børn med vanskeligheder, hvor man placerer udviklingsopgaven hos barnet. I inklusion arbejder man med sociale perspektiver: børn i en vanskelig situation, børn i udsatte positioner.
Og børnene er jo ikke lige udsatte hele tiden.
”I dette perspektiv placerer vi udviklingsopgaven i omgivelserne, det er ikke kun barnet der trænes og testes, vi skal også udvikle kompetencer til at støtte barnet”, forklarer Bent Madsen.
Hvor mange udsatte børn kan rummes i normalmiljøet? Det afhænger jo netop af muligheden for og villigheden til at udvikle kompetencer. Og om indstilling. I nogle skoler kan man fx slet ikke rumme nogen børn der afviger, der er klasser for alt, og en tredjedel sorteres fra.
”Vores er det mest ekskluderende af de nordiske lande. Vi har valgt at bruge mange ressourcer på specialsystemet, og der skal ikke ret meget til, før børn ikke hører hjemme i det almindelige system.

At arbejde med inklusion kræver at skolerne skal være børneparate, de skal være for de børn, som rent faktisk er der. Så hvor mange der kan rummes i normalmiljøet? Det kommer an på, hvordan man organiserer miljøet. Nu hvor der hele tiden er besparelser er det svært at lave inklusion, for inklusion er ikke et spareprojekt. Det kræver nye måder at samarbejde på og organisere støtten på.”
Italien fx er ikke ekskluderende. Men forholdene er også nogle helt andre. Pædagogerne har forberedelsestid, da de er lærer- og universitetsuddannede, de har assistenter, og så har de masser af kvadratmeter til at lave differentierede fællesskaber.

Nødvendige ressourser

Det er én måde at skabe inkluderende miljøer på, men det kræver både tid og plads. Inklusion kræver i det hele taget ressourcer for at lykkes.
”Vi som voksne har et ansvar for at børnene støttes der, hvor de skal leve deres liv. Og vær varsomme med at tale om normale børn og børn med særlige behov. Det er aldrig statisk, og børn med særlige behov kommer også med ressourcer. Vi ser da også at børn uden problemer inkluderer andre børn med bevægelseshandicap.
Problemet er truende børn med uforudsigelig adfærd”, siger Bent Madsen og vender problemstillingen om:
”Er der daginstitutioner og skoler, som vi ikke kan tilføre de nødvendige ressourcer til inklusion?”
Og svarer selv: ”Næh. Selv børn med adfærdsvanskeligheder kan støttes.
Men det kræver økonomi, det er dyrt at skabe inkluderende trygge miljøer. Og hvis man ikke vil gøre det trygt, så er specialinstitutioner alternativet, med den særlige viden der er der. Der er gode intentioner i specialreformen i København, men uden penge eller ressourcer til at realisere det, er det et problem. For inklusion skal ikke være for enhver pris, fagligheden skal være der, og det kræver en længere proces med nye samarbejdsrelationer og videndeling. Det tager tid og nogen skal organisere det.”

Ikke alle kommuner praktiserer i øvrigt inklusion uden ressourcer, fortæller han. Gentofte kommune bruger mange penge på det, og også på Bornholm flyttes der ressourcer til det. Men ikke i København.

Fællesskabet

Inklusion handler altså om fællesskaber. Men er det udsatte barn reelt en del af fællesskabet, eller ser det bare sådan ud, når det går rundt blandt de andre børn, som vælger hinanden til?
Bent Madsen mener både og. Fordi vi både vælger nogen som ligner os selv, men vi også gerne vil være sammen med nogen, som er forskellig fra os.

”Og barnet med en diagnose er jo ikke altid den samme, ikke altid ”sådan”. De børn som er noget særligt, er også alt mulig andet, og jo flere muligheder de har for at være med, jo flere muligheder har de for at udvikle kompetencer. Og vi andre har meget at lære af de anderledes.”
Han fremhæver pædagogers særlige evner for at skabe fællesskaber med indbygget mulighed for at gå ind og ud. Og i fællesskaber, som de voksne skaber, må alle jo være med, fx om en aktivitet.
”Det pædagogen særligt skal have blik for er ikke blot det enkelte barn og dets handlinger men også dets relationer med andre. Hvis man vil forstå barnets handling, så skal man se på, hvilke relationer barnets handlinger er svar på. En handling er altid svar på andres handlinger, på en social situation man er i.

Og socialt samspil er jo livsgrundlaget. Vi kigger på os selv med andres øjne og bliver sociale. Vi lærer gennem omgivelsernes reaktion på det det gør.”
Pædagoger kan både have det inkluderende blik og se når nogen er på vej ud i noget, de ikke kan magte, men de kan også komme til at bidrage til eksklusion, hvis de ikke ser sammenhængen, vurderer Bent Madsen. Nogle børn fanges i en spiral, hvor det de gør fortolkes negativt. Andre tusser rundt for sig selv, lægger puslespil etc. Bent Madsen har talt med nogle af dem.
”De siger bl.a. at de roller de får tildelt i legen fx er den onde som de andre er bange for, og når de går ind i legen, så får de skældud af de voksne. Nogle børn har gode grunde til ikke at ville være sammen med de andre. Vi skal kigge på børnenes adgangsbillet til fællesskabet, og det er der pædagogen skal være med.”

Bent Madsen er medforfatter til Inklusionens pædagogik.
Læs mere på www.nvie.dk