Ringene i vandet

Projekt Forældreakademi i Børneraketten på Nørrebro har været en succes. Det har ført til et forældresamarbejde, som er integreret i det pædagogiske arbejde, ja som har styrket det.
Omdrejningspunktet har været børnene, og dem har forældrene kunnet mødes om på tværs af kulturel og etnisk baggrund.

Et inspirerende eksempel.
Det kalder Eva Gulløv, lektor og forsker på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole det treårige integrations- og forældreprojekt, som Børneraketten, en integreret institution på Nørrebro, netop har afsluttet og evalueret. Det hele blev præsenteret på et afsluttende seminar.

Eva Gulløv har været medlem af projektets eksterne følgegruppe, så hun ved hvad hun taler om. Og hun taler om en grundholdning af gensidig respekt, tillid og ikke mindst god kommunikation. Hendes evaluering vender vi tilbage til.
Forældreakademiet hedder projektet, hvis konkrete indhold og aktiviteter har fået navnet Den røde løber.
Gitte Vendelboe er leder af Børneraketten, tidligere Børnejunglen (med 110 børn), og nu efter sammenlægning en daginstitution med 230 børn. Hun fortæller at personalet for tre år siden blev trætte af den skarpe opdeling i børn med dansk baggrund og i børn med indvandrerbaggrund. For selv om der var ca. fifty-fifty, så var der 100 pct. danske børn i bussen og 100 pct. børn med indvandrerbaggrund i den stationære del.

”Det besluttede vi at vi ikke længere ville leve med. Der var brug for noget integrationsarbejde.”
De fik Egmontfonden til at støtte med 1,3 mill.kr., og så gik de ellers i gang. Efter et pilotprojekt fandt de den kombination af aktiviteter, som fik betegnelsen Den røde løber.
Kort fortalt består løberen af fire foredrag om året af høj standard til forældrene, med børnepasning imens og mad bagefter, et tilbud om psykologhjælp til forældre og børn, sportsaktiviteter for børnene, koloni (og ja minoritetsbørn kommer nu med både i skoven og på koloni) – og efteruddannelse til personalet.
Omdrejningspunktet blev børnene.

Ser hinanden som forældre

Foredragene var et udpræget trækplaster. Personalet fandt kapaciteter, som bidrog med en stor viden om børn og opdragelse i dagens Danmark, og som virkelig kunne fortælle alle forældre noget, de var interesseret i og kunne bruge i deres hverdag sammen med børnene. Mens forældrene deltog, passede personalet børnene, og bagefter spiste de sammen. Og her kommer pengene ind i billedet, for kapaciteter koster penge (men Gitte Vendelboe mener nu at for ca. 70.000 kr. om året kan det meste af Den røde løber rulles ud).

”Der kom mange forældre, og af alle slags. En gang talte vi 60-70 forældre til et foredrag, og det var mens vi havde 110 børn. Det er en god repræsentation”, fortæller Gitte Vendelboe, glad for både resultat og evaluering.
”Det viste sig jo, at når vi satte folk sammen om deres børns udvikling, så brød vi den asymmetri mellem de to grupper, som vi var utilfredse med. Alle forældre vil jo det bedste for deres børn, så når forældrene mødes om børnene, så ser de hinanden som forældre, som almindelige mennesker. Der blev brudt barrierer ned.”

Ud over de fire årlige foredrag, som virkelig faldt i god jord, benyttede mange også tilbuddet om psykologsamtaler i Dansk Røde Kors’ regi. Faktisk var det 32 pct. af familierne, som gjorde brug af tilbuddet, fortæller Anne Bovbjerg fra PsykoTraumecentret, Dansk Røde Kors. Det viser at der er et behov, som det almindelige system åbenbart har svært ved at opdage og tilgodese.
Projektets sportsaktiviteter, hvor forældrene melder sig ind i en idrætsforening, giver også en berøringsflade, hvor forældrene ”alt i alt erfarer at de er mere ens end forskellige”, som Gitte Vendelboe udtrykker det.

Hun glæder sig over forældrenes definition på integration, som de har formuleret i deres evaluering, at integration er en erfaring af at forskellighed er værdifuldt og skal bevares. Og netop denne definition er Gitte Vendelboe meget begejstret for.
”Vi skal nemlig blive ved at være dem vi er. Og vores erfaring er at hvis man tilpasser tilbuddet til folks behov, så kommer de også.”
Hun peger på en god sideeffekt af projektet, nemlig at forældre nu i stor stil kommer til forældremøderne.
”På det sidste var 70 børn repræsenteret. Om det holder ved vi jo ikke, men aktiviteten er langt over, hvad vi havde forventet.
Det er som ringene i vandet.”

Gensidig respekt

Projektet (og personalet) får stor ros af alle, der har evalueret.
Det er sammensat, så det rammer rigtigt og gør en forskel i forældresamarbejdet.
Eva Gulløv har ud over at følge projektet eksternt også iagttaget det pædagogiske arbejde indefra i forbindelse med et andet projekt. Og hun er fuld af lovord om både institutionen og projektet, som hun kalder et inspirerende eksempel med sin satsning på gensidig respekt og nærdemokrati. Andre institutioner kan ikke kopiere det, men de kan lade sig inspirere af det.
”Der har været meget fokus på forældresamarbejdet, og det er også lykkedes at få meget kontakt til forældrene. Ofte er forældresamarbejde tilsyneladende en kilde til frustration i mange daginstitutioner. Ofte er der en retorik om forældrene som krævende og besværlige. Den snak har jeg aldrig oplevet i Børneraketten, forældrene omtales aldrig som belastende. Personalet har en helt anden vinkel til forældrene, en interesse for dem og deres baggrund og holdninger. Tilgangen i alt har netop været den som Gitte Vendelboe omtalte: en tillid til at alle forældre vil det bedste for deres børn. Det er det bærende.”

Eva Gulløv fremhæver at Børneraketten har haft en klar og institutionel prioritering af samarbejdet, og satset på daglig kommunikation med alle forældrene.
”Og det er meget. Når normeringerne som nu ikke er for gode, og personalet er belastet, så er det meget at prioritere det at tale med alle forældre hver dag. Men de får meget igen af investeringen i forældresamarbejdet”, konstaterer hun.
Smidighed er et ord hun vender tilbage til i sin ros af Børnerakettens projekt. Smidighed i deres prioritering af konflikter, i en afvejning af fx at det er vigtigst at barnet kommer med på koloni end at det kommer til tiden.
”Institutionen tilsidesætter dens egne rytmer til fordel for en smidighed til barnets tarv. De vægter hvor de vil opdrage forældre, og hvor de ser på barnets tarv. Det er ikke institutionens funktionalitet der er vigtigst.”

Sprog og intervention

Eva Gulløv noterer sig også at der er tolke tilstede til alle aktiviteter, hvis det er nødvendigt.
”Det er vigtigt, og det er tydeligt at det gør en meget stor forskel i kommunikationen. Det er ligeværdigt. Og når forældrene nu kommer til møder og andet, så er det netop på grund af den respekt i signalet om at dette også er for dem. Og så får de jo også noget ud af det, når de kan forstå hvad der bliver sagt.
Den store vægt på kommunikation er vigtigt for integrationen”, understreger hun.
Det er opmærksomheden på sprog også, vurderer hun. Og det er endnu et område, hvor Børneraketten har satset og satset rigtigt efter hendes mening, nemlig på at ansætte personale inden for mange sproggrupper.

”Selvfølgelig er der en vægtning af dansk, men der er samtidig en smidighed i det sproglige og en opmærksomhed på at der skal være en stor mangfoldighed i personalegruppen.”
I det hele taget fremhæver Eva Gulløv den gennemtænkthed og gensidighed i hele kommunikationen, som hun ser resultaterne af i sin evaluering.
”Der er ingen forudfattede holdninger, jeg har derimod iagttaget et arbejde hos personalet på at finde ud af netop denne families baggrund. Derfor har de også et solidt kendskab til familierne, og derfor er det også lettere at forebygge og intervenere hvis det er nødvendigt. Og det har  institutionen modet til at gøre. Der er kontant handlekraft i institutionen til at intervenere, og der følges op på det. Denne intervenerende pædagogik er god, fordi det er omgærdet af respekt. Og handlekraften kommer også af den tætte kommunikation, for personalet ved når deres bekymring er begrundet.”
Forældrene har af disse grunde stor tillid til personalet.
”Og den er reel og begrundet, for forældrene oplever at børnene ikke, sådan som det sker mange andre steder, trækkes ud og sendes andre steder hen.”

Kort sagt et systematisk og prioriteret samarbejde med forældrene.
Et forældresamarbejde som ikke er ved siden af det pædagogiske arbejde men en del af det, og som styrker det pædagogiske arbejde. Et arbejde som kræver teamwork, energi, ildhu og korpsånd.
”Personalet arbejder da også meget, og nok på kanten af hvad man kan kræve af folk, så man kan ikke ud fra Børnerakettens arbejde opstille standarder. Men man kan se at forældresamarbejde ikke er spild af tid, men tværtimod er vigtigt for det pædagogiske arbejde.”