Længe leve mangfoldigheden på kvindearbejdspladser

Vi ved det jo godt. At der er pæn stor forskel på kvinder og mænd som køn og derfor også på vores måde at være medarbejdere på. En ligelig fordeling mellem mænd og kvinder på arbejdspladsen giver ifølge psykoterapeut Ingrid Ann Watson den bedste balance, for forskellighed skaber trivsel. I fag, hvor der er overvejende flest kvinder, er en af  de største udfordringer, at både ledelse og personale hilser mangfoldigheden velkommen i form af kolleger, der ikke nødvendigvis ligner dem selv.

Af Lene Outzen Foghsgaard

”Det, der virkelig springer i øjnene, som en af de absolut største forskelle på mænd og kvinder, er, at mænd løser problemer via det tænkte ord, mens kvinder løser problemer via det talte. Men det betyder jo ikke, at mænd ikke taler, og kvinder ikke tænker!”

Ingrid Ann Watson er uddannet psykoterapeut og arbejder til daglig som samlivs- og seksualrådgiver, foredragsholder og virksomhedscoach. I mere end 15 år har hun beskæftiget sig med forskellen på kvinder og mænd, og hvad den betyder for de relationer, vi hver især optræder i. Hun lægger ikke skjul på, at arbejdspladser med en ligelig fordeling af begge køn som udgangspunkt
er de sundeste. Det handler om, at mænd og kvinder lærer af hinanden, lærer at indordne sig og arbejde sammen trods forskelligheder – ligesom i parforholdet derhjemme.

”Hvor mænd bliver mindre rå og macho, og mere hensynsfulde af at arbejde tæt sammen med kvinder, bliver kvinder mindre snakkende og mere handlingsorienterede, når de deler arbejdsplads med mænd. Begge køn tager hensyn til hinanden, og det er altid befordrende at se verden fra forskellige kønsmæssige og menneskelige synsvinkler.”

Lad det dog være slået fast med syvtommersøm allerede her i starten. Ingrid Ann Watson ser masser af fordele ved typiske kvindearbejdspladser. Er man nemlig så heldig at arbejde et sted med gode og kærlige kollegaer, så er kvinder som køn helt uovertruffet gode til at have det rart sammen. Hun siger: ”Der kan være utrolig meget lethed og grin over feltet, når kvinder er samlet under samme tag og på dage, hvor livet måske er surt, vil kvindelige kolleger forsøge at højne humøret, stryge dig over håret, trøste og fortælle dig, at alt nok skal gå alligevel.
Hvis der er tryghed i personalegruppen, er der også stor mulighed for at ikke at behøve at gemme på, hvem man er, og hvordan man har det. Kvinder er generelt rigtig gode til at trække hinanden op og give komplimenter. Kvinder kan om nogen give lyst til at komme på arbejde.”

Men hvad er det med al den snak om talende kvinder? Hvorfor taler kvinder så meget mere end mænd, og er der egentlig noget galt i det? Eksperten siger. ”Som nævnt er der en helt grundlæggende årsag til, at kvinder taler så forholdsvis meget, nemlig at vi finder løsninger, mens vi gør det. Man kunne også bruge billedet, at kvinder taler i cirkler, rundt og rundt om den varme grød, indtil vi kommer ind til den, mens mænd først åbner munden, når de har fundet vejen. Da der hele tiden er ting i livet, der skal ordnes, kan det tit virke som om, at mange kvinder er konstant talende.”

Det uheldige ved for meget snak er, forklarer Ingrid Ann Watson, at det kan gå ud over koncentrationen. Hvis vi f.eks. tager en typisk kvindearbejdsplads uden eller med kun få mænd, kan det være meget generende for arbejdsmiljøet, hvis én eller flere kolleger hele tiden har en cirkel-samtale kørende – der vil ikke være ro nok til, at andre kan udføre deres arbejde ordentligt.
Nu er det selvfølgelig ikke alle kvinder, der er lige snakkende og ikke alle mænd, der er lige tavse.
Eksperten oplever i stigende grad, at en ny generation af talende mænd er kommet på banen – en stadig større gruppe, der insisterer på at tale om alt lige fra parforhold til personlig udvikling.
Samtidig er der stadig flere kvinder, der er mere handlingsorienterede.
Hun kalder det for en følelsesmæssig rollebytning.

Kunsten at kende sine behov

Udover et udpræget tale-gen har rigtig mange kvinder fra barnsben lært sig at holde deres behov nede. Altid har det handlet om andres behov frem for ens egne – de har lært at være pæne piger.
”Hvor drenge generelt lever efter devisen: jeg gør det bare, så får jeg tilgivelse og tilladelse bagefter, holder mange piger igen: for det ville mor og far nok ikke kunne li´. Når kvinder derfor møder andre kvinder, f.eks. på arbejdspladsen, der lever sider ud, som de ikke selv gør og tør og kender deres behov og står ved dem, så kan det virke utrolig provokerende og også misundelsesværdigt.”

Ingrid Ann Watson nævner eksempler fra sine terapi-forløb, hvor klienter har berettet om deres medsøstres hårde medfart, fordi det f.eks. er lykkedes dem at få attraktive arbejdstider. Hun nævner en kvinde med små børn, en pædagogmedhjælper, der fik lavet en aftale om at undgå sene lukkevagter. Det faldt hendes kolleger for brystet, også dem uden børn. De kaldte hende beregnende og en trussel for fællesskabet, men det eneste hun reelt havde gjort var at forsøge at tilgodese sine behov, så hun kunne hente sine børn før klokken halv fem.
”Misundelse og jalousi opstår især blandt kvinder, når de oplever, at andre kvinder er gode til at holde fast i deres egne behov. Dels ved de stærke kvinder, hvilke behov de har, men de er også ekstremt gode til at værne om dem. Jeg mødte en bekendt forleden, der er pædagog og single uden børn. I ti minutter beklagede hun sig over, at det altid var hende, der skulle tage dagene i påsken. Hun fremstillede sig selv i en offerrolle og de andre som nogle egoister. Jeg sagde til hende, at ingen jo kommer nogen vegne med selvopofrelse og martyrroller – det skaber bare splid, nid og dårlig stemning. Derimod rykker det at sige sin frustration højt og komme med et konstruktivt forslag til, hvordan tingene måske kunne gøres anderledes, f.eks. hvordan vagterne kunne fordeles mere fair.

Jeg forklarede hende, at det var hendes eget ansvar at stå op for sig selv”.
Samlivsrådgiveren refererer til en episode undervejs i sin uddannelse, hvor en medstuderende rakte hånden op og sagde, at hun syntes, at Ingrid Ann Watson fyldte for meget. Underviseren lyttede til den studerende, hvorefter han foreslog hende at tænke lidt over, om det måske nærmere var hende, der fyldte for lidt, siden hun havde behov for at bringe emnet på bane. Ifølge psykoterapeuten er essensen, at ingen andre skal eller kan give os vores behov. Vi må selv blive klar over dem og selv sørge for at få dem opfyldt. Det er hverken egoistisk eller urimeligt.
”Når en arbejdsplads er præget af mobning og sladder har det ofte grobund i, at de bagtalende eller mobbende kolleger ikke selv er gode til at sige til og fra.”

Løsning: To kasser på væggen

For at forebygge en dårlig stemning på arbejdspladsen, anbefaler Ingrid Ann Watson kasse-modellen, der i al sin enkelthed går ud på, at medarbejderne selv kommer med løsningsforslag på et
givent problem. Strategien er at placere to postkasser diskret i institutionen, så det er muligt anonymt at lægge beskeder i dem.

”Den ene kasse er en brok-kasse, hvor man skriver, hvad hjertet løber over med af frustrationer. Det vigtige er dog, at afsenderen fokuserer på bolden og ikke på manden (kvinden).
F.eks. kan det være, at Vibeke altid bruger fem-syv minutter, efter at hun er mødt, på at sminke sig ude på toilettet. Det betyder at afsenderen af beskeden oplever, at hun de første fem-syv minutter
af Vibekes mødetid, skal besvare telefonen og tage imod børn, samtidig med at hun også skal se efter tidligt mødte børn inde på stuen. Hun oplever, at hun bliver unødigt presset i de minutter, hvor Vibeke reelt burde være kommet på banen. På brok-beskeden skal ikke skrives, at Vibeke er vildt tarvelig eller latterlig eller andre personlige angreb. Det gælder udelukkende om at påpege  problemet og gøre rede for de konsekvenser, det har for de øvrige kolleger. I den anden kasse skal lægges et løsningsforslag.
I tilfældet Vibeke kan det være, at forslaget går på, at hun møder fem-syv minutter før om morgenen eller venter med sminken til efter halv ni, hvor de fleste børn er mødt. Ved at skulle aflevere løsningsforslag samtidig med at angive problemer, bliver kvinder mere bevidst om at være mere handlingsorienteret, når de står overfor en udfordring.”

Et andet godt råd fra Ingrid Ann Watson er altid kun at sige det højt, som man kan tåle at høre igen – forstået på den måde, at de personlige historier hænger ved. Hvis vi f.eks. betror os til vores overordnede om en urimelig ægtefælde eller andre problemer på hjemmefronten, så vil det uvægerligt spille ind, hvis der på et tidspunkt kommer en højere stilling, vi får lyst til at søge.
Her vil lederen huske på de noget ustabile private forhold, så selvom medarbejderen måske fagligt set er fuldt ud kompetent til jobbet, så kan den personlige indsigt give bagslag.
”Jeg mødte for nylig en finanschef, der holdt foredrag om kvinder og karriere. Hun lagde ikke skjul op, at når man fortæller fra sit privatliv, så må man være opmærksom på, at især de negative betroelser i den samlede faglige vurdering trækker ned.”

Ingrid Ann Watson kan ikke dy sig for at sammenligne med manden og kvinden i parforholdet, hvor manden, stærkt opfordret af hende, giver hende ret i, at jo brysterne er måske lidt små, men de er dejlige alligevel. Her klapper fælden. Manden HAR sagt, at de er for små, og alverdens andre søde, rosende ord vil ikke kunne opveje den indrømmelse. Hun vil kunne trække ordene frem igen og igen. En arbejdsplads må gerne være personlig, understreger samlivsrådgiveren, for det giver et godt klima, men vi må lære at skelne mellem det personlige og det private.

Længe leve mangfoldigheden

”På mange daginstitutioner landet over, hvor der er overvejende flest kvinder eller udelukkende kvinder, oplever jeg, at der er et skjult kodeks for, hvordan man skal være som medarbejder. Der
kan være forskellige kodeks fra fag til fag, men især i fag, der omhandler børnepleje og omsorg, har jeg erfaret, at der er en særlig ramme, du som ansøger til jobbet skal passe inden for. En klient kom for nogen tid siden til mig, fordi hun følte sig forkert og misforstået i den institution, hvor hun arbejdede. Hun havde kun arbejdet få år inden for faget, og havde af ledelsen indirekte fået at vide, at hun var for feminin. Min klient fortalte, at hun i forhold til sine kolleger klædte sig mere feminint i kjoler og flæser og holdt af at lege feminine lege med pigerne, far og mor og børn og dukkelege. Det passede ikke ledelsen. Hun skulle være mere midt-i-mellem, havde hendes chef formuleret det, lidt mere mand! Klienten endte med at sige op.”

Ingrid Ann Watson understreger, at lige som børn er forskellige, skal voksne også være det for at stimulere og matche de børn, de har i deres varetægt. Kvinder skal ikke være mænd, for kvinder er kvinder, men kvinder i landets institutioner kan godt kompensere for manglen på det modsatte køn ved at tillade, at en større grad af forskellige personligheder får lov at komme på banen. Det gælder om at ansætte alle typer medarbejdere. Lige fra flæsekvinden, der bedst kan li´ de feminine dyder – håndarbejdet, bollebagning og stillesiddende lege - til de kvinder, der er mere til at jord under neglene, klatre i træ, snedkere i værkstedet og spille fodbold på plænen. De kvinder kan støtte piger
i at kravle i træer, hvis pigerne ellers har lyst til det, ligesom den feminine kvinde kan støtte drengene i at lave perleplader og korsting. Der skal være mulighed for mangfoldige armbevægelser,
så både børn og voksne oplever, at der er nuance og balance også på rene kvindearbejdspladser.

”For moderne børn er det et faktum, at en stor del af dem vil vokse op primært omgivet af kvinder. Måske mor og far er skilt, og barnet bor det meste af tiden hos mor. I vuggestuen, børnehaven og op gennem skolesystemet, er det også primært kvinder, barnet møder. For at barnet får så  mangfoldigt indtryk af den verden, det lever i, må de voksne omkring det kunne repræsentere forskellige egenskaber. Og i de institutioner, hvor der rent faktisk er mænd til stede, skal kvinderne huske også her at hylde forskelligheden. Mænd skal have plads til at være mænd. Der skal være rum, respekt og forståelse fra begge køn.
Jeg plejer at sige til kvinderne i omsorgssektoren, at den dårligste nyhed, i forhold til at de er overrepræsenteret som køn, er altså, at de lave lønninger vil fortsætte. Lønnen følger desværre
stadigvæk kønnene – det vil sige jo mere mænd på arbejdspladsen jo højere løn – og det er hverken særligt kønt eller rimeligt.
Vi kvinder må mande os op NU.”

Fakta:

Ingrid Ann Watson: Uddannet: Exm. Psykoterapeut, konfliktmægler, samlivs- og seksualrådgiver, professionel sparringspartner og exm. coach. Foredragsholder med over 500 afholdte foredrag bag sig, brevkasseredaktør samt klummeskribent på www.oestrogen.dk og medforfatter til bogen: ”Ravnemor” om Kvinder, Karrierer – og børn. Har brugt de sidste 15 år på bl.a. at specialisere sig i kommunikation - og specielt den mellem kønnene, kolleger og ledere.