Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Stop mobning
Igen i år støtter Bonderen i Remiseparken op om projektet stop mobning med en MGP.
Sidste års MGP gik ikke stille af sig, og efter succesen fik legepladsen Bondegården mange henvendelser om den ikke kunne gentages i år.
Svaret var ”jo det skal den”. Og det bliver den 18. juni – samtidig som dette nummer af LFS Nyt udkommer. Derfor har vi ikke noget foto af festligheden, men lad os gætte på at der er ligeså mange tilskuere som sidste år, hvor der var 600, der bakkede op om de 10-15 grupper, der fik mulighed for at deltage i selve koncerten.
Det er jo heller ikke en MGP om hvad som helst. MGP står jo (også) for Mobning Go Please, og det handler om mobning, som er et problem, som ikke bare kan overses.
”Derfor har publikummer og deltagere, som har brugt emnet mobning i det daglige, da også her en anledning til at kunne gå i dybden og gennemarbejde problemet mobning. De får en god dialog med
børnene om, hvilke tanker og følelser mobning sætter i gang hos dem”, fortæller legepladsmedarbejder Sofie Sønderup, som er primus motor i at stable endnu et MGP på benene for
alle Amagers fritidsklubber, fritter og legepladser i kampagnen sammen mod mobning og for trivsel, tolerance og tryghed.
”Vi synes ikke at der kan komme for meget fokus på det. Vi tror på at børn er nemme at nå via musik, så vi gennem musikken kan lære børnene at det er ok vi mennesker er forskellige, uden det går hen og bliver personligt. Vi har erfaret efter sidste år, at det at gennemarbejde emnet mobning har hjulpet børnene til at se på andre mennesker med andre øjne, fordi de nu har billeder af, hvordan det føles at blive fx holdt uden for. De børn der var med hele vejen siger selv, de er blevet bedre til at acceptere andre menneskers forskellighed.”
Bonderen er et sted med mange blandede brugere, børn og
voksne på alle alderstrin og med mange forskellige etniske og
kulturelle baggrunde.
”Bonderen er et fristed for mange sjæle, hvor vi gennem vores pædagogiske evner prøver at få børn og voksne til at forstå, at det er ok at vi alle er forskellige. Vi har mange børn, som bliver mobbet i skolen. Vores indtryk er, at disse børn typisk ”forsvarer” sig mod mobning, ved at forlade det sted og de personer der mobber. Bonderen bliver derfor et fristed for mange børn med mobningen inde på livet. Vi tolererer ikke mobning på Bonderen”, slutter Sofie Sønderup.