Debat

Svar til Birthe Harboe (LFS Nyt 7/09)

Den falske frihed og anerkendelse

Kære Birthe Harboe

Det er altid godt med debat om fagpolitiske holdninger. Derfor hilser jeg også dit indlæg velkommen. Men jeg forstår ikke helt hvad dit ærinde er? For du sparker åbne døre ind, når det kommer til spørgsmålet om anerkendelse. I adskillige høringssvar, artikler og oplæg har LFS og undertegnede argumenteret for at ”kampen om anerkendelsen” er et centralt tema i det politiske, fagpolitiske og pædagogiske arbejde. Som det kan læses i debatoplægget ”En profession på vej – strategi for en styrkelse af den pædagogiske faglighed” (2006): ”I den pædagogiske relation er anerkendelsen fra et andet menneske den kropslige og psykologiske ilt, der skal øge den enkeltes livsduelighed  og livslæring.

Problemet med dit indlæg er, trods mange fine citater, at du fuldstændig overser den grundpræmis at der ikke findes ”nøgne” begreber, det vil sige begreber, som er neutrale og renset for ideologiske medbetydninger. Dit indlæg forholder sig udelukkende til en fag-faglig teoretisk diskussion, ikke til
den politiske kontekst hvor hele den pædagogiske virkelighed udspiller sig.
Dermed legitimerer du indirekte den politiske kontrol og styring.

Det er desværre meget symptomatisk i disse år, at begreber fra den progressive pædagogiske og sociologiske tænkning overtages og tømmes for indhold, begreber tages ud af deres sammenhæng, og de indtænkes i reaktionære, nykonservative top-down styringslogikker i landets kommuner.
Jeg undrer mig over, at du ikke forholder dig mere kritisk til den magt, som det politiske og forvaltningsmæssige system udøver.
Det vil sige den magt de udøver over for mennesker, der tillægger det konkrete professionelle relationsarbejde en anden værdi, end de gør.

LFS’ begrundelsesstrategi for kritik af begrebet ”anerkendende pædagogik” er således et forsvar for retten til at bedrive samfundskritik, og en kritik af den politiske pædagogik og pædagogiske politik, som bliver mere og mere fremherskende i kølvandet på markedsgørelsen af den offentlige sektor.
Alex Honneth taler netop om ”strukturelle former for ringeagt”, som offentligt ansatte udsættes for, og som kan gøre brug af kritikken i deres ”modværgeforanstaltninger”.

Opgaven for LFS som fagforening er kort og godt, som Rasmus Willig skriver i introduktionen til Honneths ”Kamp om anerkendelse” (2006) ”at artikulere de skjulte lidelses-, urets-, ringeagts- eller krænkelseserfaringer, som aldrig kommer til offentlig eller politisk drøftelse, men holdes nede af det offentlige hegemoni eller den herskende politiske diskurs, og som derfor aldrig bliver gjort til genstand for politik.”

Din beskyldning om at LFS og undertegnede bedriver kritik på et utilstrækkeligt grundlag, har ikke bund i virkeligheden.
Tværtimod! Det er ikke LFS der bedriver censur af hvilke faglige terminologier, teorier og metoder der må anvendes. Det er Børne- og ungdomsforvaltningen som med alle deres projekter kvæler mangfoldigheden, metodefriheden og den pædagogiske autonomi.

”Umyndiggørelse” hedder sociologen Rasmus Willigs nye bog. Den er bygget på beretninger fra de århusianske daginstitutioner, hvor al kritik er blevet kvalt eller vendt indad. Rasmus Willigs studie er også et studie af, hvordan pædagogernes kritiske sans langsomt bliver slået i stykker af politikernes konstante krav om effektivitet.

Rasmus Willig kalder nutidens ledelsesbegreber (f.eks ”anerkendende ledelse”) for falske, idet forandringsevne, grænseløst arbejde og selvledelse lader til at rumme frihed, men i stedet rummer falsk frihed, hvor mål og ansvar langt overstiger indflydelsen.
Mens vi jagter målet og anerkendelsen, flyttes målet. Og selvom målet nås, har ledelsen i mellemtiden lagt en ny strategi, og vi oplever derfor ekstrem vilkårlighed i, hvad vi måles på og anerkendes for.

LFS vil en anden vej, væk fra markedsgørelsen af Københavns Kommune og Børne- og ungdomsforvaltningen. Vi vil så at sige finde veje til at myndiggøre det pædagogiske personale
og tage den pædagogiske definitionsmagt tilbage blandt andet med hjælp fra Alex Honneth, Rasmus Willig og aktuel forskning. For vi ved bedst om pædagogik og børns hverdagsliv.

Jan Hoby
Næstformand i LFS