Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Concrit er et netværk bestående af praktikere, uddannere, pædagoger, forskere etc. fra først og fremmest lokale institutioner, Ngo’er og fagforbund. De er alle engageret i børn og barndom, børneinstitutioner og pædagogiske professioner. Netværket skaber rum for vidensudveksling om bl.a. tendenser i tiden, afprøvning af idéer og udvikling af alternative løsninger. 15.-16. maj blev der holdt ConCrit konference i Barcelona.
Mangfoldighed
Dette er en tale holdt på ConCrit af Mikael Rothstein, forfatter og lektor, mag. art og ph.d. fra Institut for religionshistorie, KU.
Enhver hævdelse af enhed er en konstruktion. Vi er ikke ens. Vi har aldrig været ens, og vi bliver aldrig ens. Forskellighed er det givne, det selvfølgelige og det naturlige. Når en gruppe mennesker samles på et stadion til en fodboldlandskamp, er udgangspunktet, at den ene halvdel er danskere og den anden svenskere (idet vi tænker på en landskampsklassiker). Ser vi nøjere efter viser det sig, at mange tilskuere er grækere, tyrkere, amerikanere, ghanesere og nordmænd. Ikke så mange ganske vist, men dog nogle tusinde. Svenskerne er nok svenskere, men de kommer fra hhv. Gävle, Malmö, Örkelljunga og Stockholm, for ikke at sige Markaryd og Åtvidaberg.
Deres dialekter er vidt forskellige. Ham fra Stockholm har svært ved at forstå skåningen. På samme måde er de danske tilskuere fra hhv. Albertslund, Viborg, Bjerringbro, Rødovre og Allinge. Fokuserer vi på alle svenskerne fra f.eks. Örkelljunga, som er en lille by i Skåne, konstaterer vi, at nogle af dem er tilknyttet den lokale pinsemenighed, andre er baptister. Nogle af dem er højtuddannede, andre bor i en campingvogn og har aldrig taget en uddannelse. Nogle er rige, andre er fattige. Og en af dem er sandelig ham ghaneseren, som vi kom til at sortere fra før. Han har nemlig boet i Örkelljunga siden 1996 da han blev gift med Ingalil Hirén.
Blandt danskerne er der en del medlemmer af Socialdemokratiet, men også medlemmer af Dansk Folkeparti er repræsenteret.
Og sandelig om ikke flere som har stemt på Enhedslisten er til stede? I øvrigt er flere af socialdemokraterne muslimer.
Dem fra Enhedslisten er lykkeligt fri for religion, og blandt dem, der stemmer Dansk Folkeparti, vil de fleste kalde sig kristne.
Ingen tvivl om det!
Der synges og drikkes en del øl – vi er vel til landskamp – men der er dog grænser: En som hedder Bjarne, har bundet det syvende halvliters plastikkrus, mens Gregers og Morten stadig smager på den ene øl, de hver især har købt. Stakkels Bjarne.
Han er alkoholiker, og hvordan kan det være anderledes når ens mor var narkoman og man er vokset op på utallige institutioner?
Gregers far var rektor på et gymnasium, og han selv er HR-manager i et stort firma. Morten har et reklamebureau. Og forresten sidder de langt fra hinanden. Bjarnes udsigt er ikke ligeså god som Gregers’ og Mortens.
Danskerne mod svenskerne? Ja, naturligvis. Nationaliteten er jo defineret ved hvad der står i passet. Men ellers må vi tale om hhv. danske og svenske kulturer. Ikke dansk og svensk kultur.
Vi er ikke ens. Vi har aldrig været det, og vi bliver det aldrig.
At lade nationalt tilhørsforhold definere et menneskes kulturelle identitet er ikke kun fortegnende, det er også farligt. At være dansker eller svensker er ikke noget i sig selv. Det er alene et juridisk anliggende som definerer under hvilken jurisdiktion man hører hjemme. Det nationale tilhørsforhold er derfor en praktisk eller formel ramme omkring den man reelt er. Og – har jeg nævnt det? – vi er alle forskellige. Vi kan naturligvis gruppere os på alle leder og kanter for at finde vores ligesindede, og det gør vi, men selv da er forskellene til at få øje på.
Lad os blive ved fodbolden: Holdet løber på banen. Elleve mand. Fælles mål. Endda et veldefineret mål. Og efter to minutter skændes de indbyrdes. Den ene mener ikke den anden løber nok i hullerne, den anden hævder at han har en zone der skal dækkes. Forskellige idéer om spillet. I et lille politisk parti, som lever med ryggen mod muren og spærregrænsen lige under fødderne, kan man ikke blive enige om den politiske linje. Og omkring middagsbordet i den lille familie er yngstemand blevet vegetar. Fint, ingen problem med det – indtil hans ven, som er veganer, skal spise med. Der falder en bemærkning om muslimer som ikke spiser svinekød. Ja, det er sandt, men hvad så med Hassan? Han spiser da pølser efter træning? Men er Hassan da muslim? Næh, han er da fløjtende ligeglad med religion, men sandt nok fra Marokko, som er et muslimsk land.
Igen snød nationaliteten – som om man har en bestemt religion fordi man kommer fra et bestemt land! Jamen danskerne, de er da kristne – 83 % af dem er medlem af folkekirken!? Det er sandt. F.eks. er både Bjarne, Gregers og Morten alle medlem af folkekirken, men spørger man til deres religion svarer Bjarne at religion kan rende ham i røven, Gregers erklærer, at han er medlem af kirken fordi han synes det ligesom hører sig til, og Morten bekræfter at han tror på ”noget”. Et andet sted i tilskuermængden står Sissel med sin kæreste Jonas. De er medlem af noget der hedder Unge Kristne, og de er vilde med kristendom:
”Jeg bliver totalt høj på Jesus!” kvidrer Sissel hvis man spørger hende. Men folkekirken... glem det! Den er en død sild. Jonas mor er forresten healer.
Enighed? Enhed? Glem det. Vi er alle samme forskellige. Også i børnehaverne og vuggestuerne.
Derfor er mangfoldighed et uinteressant begreb. Det beskriver bare det der giver sig selv. Det er hævdelsen af enighed og enhed vi skal være på vagt overfor. Vi skal komme overens, og vi skal passe på hinanden. Men vi skal være os selv i fællesskab med dem, der er sig selv på andre måder.