Ungdomspædagogisk konference:

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Hvis vi skulle starte på ny ...

”I dag handler det om medarbejdernes perspektiv.”
Dagen er konferencedag for Ung i København, LFS’ ungdomspædagogiske konference. Ordene kommer fra ordstyrer og pædagog Jørn Foss. Han overvejer: Har vi de tilbud som modsvarer de unges behov? Er samarbejdet godt nok på tværs af forvaltningsgrænser?
Og hvordan kan det gøres bedre?

Det er hverdagens eksperter, både fra almenområdet og fra specialområdet, som kommer med bud i dag den 28. oktober.
Konferencen påstår ikke at kunne løse problemer. Den er designet til at give indsigt i de unges kulturfællesskaber og i at videregive til politikerne den faglige vurdering af, hvad der skal ændres i indsatsen.

Konferencen samler ca. 60 medarbejdere, 60 af de fagprofessionelle fra både klubber, døgninstitutioner og forvaltninger til en gedigen brainstorming på, hvordan indsatsen kan styrkes i alle led. Der er input fra de unge det handler om, fra forskere, og til den afsluttende debat deltager de tre borgmestre, som har ansvaret for de tre ungdomsrelaterede områder, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, socialborgmester Mikkel Warming og beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Haugaard.

Trods forskelle i områder, arbejdspladser og pædagogiske opgaver i forhold til de unge, så er mange af buddene, rådene og idéerne samstemmende. Selvfølgelig handler indsats også om ressourcer, men faktisk er der ingen på konferencen, der (kun) råber ressourcer, selvom tid til de unge, tid til indsatsen, tid til at lytte og tid til at handle naturligvis er helt centralt i alt ungdomspædagogisk arbejde. En voksen som kender dem, kender deres familie, som vil dem – og har tiden og ressourcerne til at følge det op – det er kernen. Det er ingen i tvivl om efter konferencen – men netop på denne konference går tankerne – også – i andre baner, over andre grænser og peger på andre barrierer.

Fleksibilitet og inklusion

Fleksibilitet er et kernepunkt i alle input, altså det store ønske om at få mulighed for at være langt mere fleksible i indsatsen i alt fra åbningstid til arbejdstidsregler. Og det hænger sammen med den forskellighed, som alle er enige om, der skal være i tilbuddene til de unge.
Adskillige af deltagerne efterlyser altså at de får mulighed for forskellige klubstrukturer. De mener godt de kan rumme alle slags unge, de skal blot gives muligheden og rammerne for det.

”Lad os få mindre bureaukrati omkring åbningstiden, så vi kan komme i gang med alle vores gode idéer”, opfordrer en klubmedarbejder. Der går alt for lang tid fra en beslutning er taget fx om et ungdomshus – og til det er en realitet. Giv medarbejderne beslutningskompetence, og lad pengene følge med. Se det er afbureaukratisering.

”Lad de unge og vi professionelle tage beslutningen om, hvor vi skal satse, hvem vi især skal arbejde med”, siger en anden deltager.

”Den gode historie? Dem har vi hundrede af om dage. Det er historien om nærvær og om inklusion”, siger en tredje.

I virkelighedens verden er udviklingen gået den modsatte vej, mod færre kvadratmeter, strammere regler, tvangsudmeldinger af unge for at få andre unge ind, samtidig med at det opsøgende arbejde kan ende med at ske over for netop de unge, som i sin tid blev tvangsudmeldt. Der mangler i den grad sammenhæng.

Det pædagogiske personale har ikke brug for at få en skabelon oppefra for, hvordan de skal arbejde. Det er ikke det de efterspørger.
I disse tider tager man ressourcer fra de almindelige børn til at slukke brande med problembørnene, men almindelige børn kan have mange mere stille problemer, som ikke skaber avisoverskrifter. Og almindelige unge vil også ses.

Tværfaglighed

Projekter har fanden skabt. I hvert fald den slags projekter som dræner det fortløbende stabile arbejdes pengekasse, løber en kort tid og stopper uden at have flyttet noget som helst.
”Vi har ikke brug for 500 projekter, som aldrig skaber præcedens for fremtidig udvikling, men kun bruges til brandslukning, og derefter nedlægges. Lad os dog få de projekter der trods alt skal være og pengene til dem lokalt forankret i klubberne, der vil de gøre nytte”, appellerer en af de pædagogiske deltagere.

Flere opfordrer til at man bryder faggrænser ned, laver tværgående netværk, så der kommer en naturlig nærhed til de andre forvaltninger. Fleksibilitet fra klubmedarbejderne i forhold til Socialforvaltningen efterlyses, som en deltager siger: ”så det bliver helt naturligt for en klubmedarbejder at tage den unge ved hånden og gå ind i Socialforvaltningen.”

Det tværfaglige har bevist sin virkning, for netop tilbud og projekter der fungerer i lokale netværk virker – fortæller et par deltagere.
Hvad hvis man ser de 450 LFS’ere som arbejder med de unge i forskellige kapaciteter under ét? Hvis man lader medarbejderne være med til at definere opgaven? Hvis man giver rum til at samarbejde om inklusion med dem i de andre forvaltninger og instanser?

Det mest radikale forslag er at rydde bordet og tænke helt forfra. Simpelthen have mod til at nulstille den ungdomspædagogiske indsats og nydesigne en ungdomspolitik. Hvis vi sammen på tværs af grænser skulle lave en sådan politik uden at have nogen struktur eller gamle grænser, hvordan ville den så optimalt se ud? Ville vi have åbent om søndagen? Det kræver mod, erkender forslagsstilleren, en pædagog fra en døgninstitution.

Mod og inklusion – og vilje til at lave planen først og se på økonomi efter. Han tilføjer at der til gengæld helt sikkert vil være økonomi i en forebyggende klubindsats på lang sigt – i forhold til prisen på en døgninstitutionsplads.