Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Redigeret af Elisabeth Lockert Lange
En kvinde ansat i 30 år i Arla Foods har fået 100.000 kr. i godtgørelse for en opsigelse som Arla ikke har kunnet begrunde. Hun blev opsagt efter 30 års ansættelse med den begrundelse, at hendes stilling skulle nedlægges som følge af rationaliseringer. Hun konstaterede efterfølgende at Arla søgte nye medarbejdere til at udføre hendes hidtidige arbejdsopgaver og lagde derefter sag an. Og fik altså 100.000 kr. i godtgørelse.
KEDELIGE OPGAVER OG DÅRLIG LEDELSE
Over halvdelen af lønmodtagerne skifter job på grund af kedelige arbejdsopga-ver og utilfredshed med cheferne. Først på en tredjeplads dukker utilfredshed med lønnen op som årsag til, at man ønsker et jobskifte. Det fremgår af en ny analyse fra ASE, de selvstændiges a-kasse. De har spurgt 446 lønmodtagere om hvorfor de søger nyt job.
Og 57 pct keder sig altså på arbejdet, mens 54 pct er utilfredse med ledelsesstilen. Derimod betyder lønnen noget for hvad man så søger hen til. Her bliver lønniveauet lige så vigtig som ledelsesstilen. Højst prioriteret er fortsat spændende arbejdsopgaver. Kilde: www.arbejdsmiljoviden.dk
SPROGSCREENES
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender vil skabe de lovgivningsmæssige rammer for, at en sprogscreening af alle 3-årige børn kan gøres obligatorisk. Ministeren vil også igangsætte udviklingen af screeningsredskaber til alle børn i 3-års alderen foruden hvordan resultaterne fra screeningen kan omsættes til pædagogisk praksis.
Pengene kommer fra to milliarder kr. til bedre kvalitet i dagtilbud der blev afsat ved sidste års finansforhandlinger.
Formålet med screeningen er så tidligt som muligt opdager de børn, der har behov for yderligere støtte i deres sproglige udvikling. Og gøre noget for barnet.
Det er ministeriets vurdering at de nye screeningsmetoder vil stille det pædagogiske personale bedre og give dem nye og gode redskaber til deres videre arbejde med udviklingen af børnenes sproglige kompetencer.
LEG MED KOPIER
Alle steder på Nationalmuseet er der naturligvis originale ting fra gamle dage. Bag glas i montrer. Men i Børnenes Museum er der kopier, som børnene må røre ved, lege med og bruge i rejsen gennem 1000 års historie. Her kan de se og prøve ting, der viser, hvordan man spiste, arbejdede, legede og klædte sig for hundreder af år siden.
Der er tegnebord, farver og papir og en reol med historiske børnebøger, hvis man har lyst til den slags. Og børnene har også mulighed for at prøve at lave en lille udstilling af ”skatte” og mærkelige sager. Se mere på www.natmus.dk
OFFENTLIGE LEDERE TIL LAV LØN
Ledere af store offentlige institutioner som ældrecentre, skoler og daginstitutioner bør have dobbelt så meget i løn, som de får i dag, hvis man kigger på deres ansvar, både det økonomiske og det personalemæssige. Det vurderer tre af landets førende konsulentfirmaer med speciale i lederrekruttering i Ugebrevet A4 (og de færreste undtagen arbejdsgiverne vil nok være uenige).
I bunden af de offentlige institutionslederes lønskala ligger lederne af daginstititutioner med kun 8-10 ansatte og budgetter på 3-4 mio.kr. De private konsulenter vurderer, at lønningerne i det private for tilsvarende jobs ville ligge mellem 35.000 og 43.500 kr. Eksperter mener, at den lave løn kan gå ud over kvaliteten af ledelsen.
Kilde: Ugebrevet A4