Af billedmager Tor Hildebrandt

Farver & leg

Vi er omgivet af farver, og de påvirker os hver dag både i positiv og negativ retning. Det sker, uden at vi selv er klar over det.

De fleste mennesker vil kalde farveskalaen fra gul-orange-rød for varme farver og de blålige og grønlige toner for kolde/kølige farver. Det har blandt andet indretningsarkitekter benytte sig af. Farvernes betydning er desuden kulturbestemt, hvor far-erne tillægges forskellig betydning alt efter, hvilken kultur man kommer fra. I Danmark er for eksempel sort ensbetydende med sorg, død og ødelæggelse, mens hvid forbindes med positiv styrke, men også med kyskhed, renhed og enkelhed. I Afrika betragter man derimod sort som en god og glad farve. I nogle kultursamfund foregår begravelser i hvidt.

De fleste af os har formentlig hørt om forskellige forsøg, der er blevet gjort med at servere mad med ”forkerte” farver, for eksempel blå frikadeller. Vi har åbenlyst brug for mad i de ”rigtige” farver. Det benytter producenterne sig selvfølgelig af og giver den måske lige en ekstra tand med lidt farve hist og her, desværre mange gange for at camouflere lidt for meget fedt eller lignende.

Farverne har en psykologisk indvirkning på de mennesker, der færdes i institutionernes indemiljø. Det er ikke ligegyldigt, om væggene er gule eller blå, og det drejer sig ikke kun om en bedømmelse ud fra et æstetisk synspunkt. I et hyggerum kan man ikke skabe hygge med farver, der står og skriger til hinanden. Hvis rummet skal være et sted, hvor man fostrer fantasilege, bør man vælge farver, der er harmoniske, som ikke står i skærende kontrast til hinanden.

På mange institutioner har man gjort meget ud af indemiljøet – man har brugt farverne hensigtsmæssigt i forhold til aktivitetens art i det pågældende rum. I de fleste tilfælde bidrager børnenes farvestrålende tegninger også til en glad og positiv atmosfære.

Derimod har man mere eller mindre opgivet ævred, når det gælder farverne udendørs. Det er som om børnene slet ikke bliver spurgt om, hvad de kan lide. Det kræver et stort stykke pædagogisk benarbejde at få børnene ind i beslutningsprocesserne og skabe en legeplads, som er farvestrålende og som passer til børnene. Det er selvfølgelig en langsommelig proces, men ønsker vi harmoniske børn, er det en af vejene frem. Det kan være en god idé at lade hvert område have en farve efter hvilken aktivitet, der foregår netop lige der, dog under hensyntagen til hvordan farverne påvirker os, samt hvordan de passer ind i landskabet og aktivitetens art.

Kandinsky (1866-1944) gjorde forsøg på en systematisk bestemmelse af farvernes psykiske egenskaber, på trods af, at Kandinsky selv gang på gang understregede, at regler og systemdannelser er uforenelige med kunstens inderste væsen og på trods af, at han altid fremhævede inspi-rationens betydning.

Kandinsky arbejder med fire modsætningspar. Det første par består af to ublandede primærfarver, nemlig gul – som han anser for at være den typiske varme, kvindelige af væsen – og blå, som han anser for at være den typisk kolde farve. Blå er ”ujordisk, en kosmisk farve, den er rolig og drømmende… mørkeblå klange sammenlignes med dybe cellotoner…”Næste modsætningspar er hvid og sort. I begge farver er al bevægelsesenergi ophørt, de er absolut statiske, dog med den forskel, at hvid giver modstand (ligesom pausen i musikken) og rummer muligheder for fortsættelse og liv, mens sort er modstandsløs, et udtryk for selve intetheden og musikkens absolutte ophør. Blander man sort og hvid, giver det grå, som ifølge Kandinsky er blottet for bevægelsesenergi og derfor virker trøstesløs.

Kandinskys tredje modsætningspar er en ublandet farve rød og dennes komplementærfarve grøn. ”Rød er varm, inderlig og ligesom den gule aktiv, men uden dennes flagrende excentriske spredning, den hviler ligesom mere i sig selv”, og Kandinsky udnævner den til at være den typisk mandlige farve.

Da grøn er en blandingsfarve (blå og gul) er den af sammensat karakter. ”Til-og-fra bevægelsen fra henholdsvis gul og blå holder hinanden i skak og gør, at grøn ikke kommer ud af stedet. Den aktive gule er hæmmet og gjort syg af den passive blå.” Kandinsky finder denne kombination af arveanlæg uheldig og har ikke meget godt at sige om mellemgrøn, som han karakte-riserer som selvtilfreds, dvælende. Den er ham imod, fordi den hverken er varm eller kold og han citerer Det Ny Testamentes ord om det fordærvelige ved al lunkenhed. Dog, siger han, kan den latente energi i grøn vækkes ved at give den et strejf mod gult. Med mere blåt i sig ”træder den i karakter”, bliver mere eftertænksom og alvorlig.

Det sidste modsætningspar består af to blandingsfarver, som følgelig begge er sammensatte karakterer: Orange og violet. Orange (gul og rød) har den gules energi med noget af den rødes virilitet i sig og minder ham om bratschens klange. Orange har været heldig i sit valg af forældre, hvis karakteregenskaber har ladet sig forene til en harmonisk kombination. Derimod er violet opstået af et større karaktermæssigt modsætningsforhold, nemlig den blås passivitet i rødt. Det vil sige en rød aktiv, der er gjort sygelig og derfor virker nedslående på sindet (kineserne bærer violette sørgeklæder). ”Violet må som linedanseren bestandig holde tungen lige i munden for ikke at falde ned,” siger Kandinsky.

For Kandinsky betød formerne lige så meget som farverne. Både hver farvenuance og hver form har sit særlige udtryk, og form og farve kan derfor samarbejde eller modarbejde hinanden. Til enhver form svarer en ganske bestemt farve – de har fælles psyke – og skulle derfor virke ens på betragterens sind. Som maler kan man spille på dette slægtskab og forstærke en virkning. Man kan også opnå et raffi neret modsætningsforhold ved at udfylde en abstrakt form med en farve med modsat karakter (en spids form får en blid farve, eller en blid form en spids farve).

Kolde og varme farver er relative begreber, og måske er det bedre at inddele i varme og kolde områder, hvor man igen kan tale om varmere og koldere toner indenfor rød og blå.

Øjets linse reagerer forskelligt på impulser fra kolde og varme farvestråler. De varme får den til at trække sig sammen og blive tykkere, det vil sige reagere nærsynet, mens de kolde får linsen til at flade ud og gør øjet langsynet. Det er grunden til, at det virker som om de varme farvetoner kommer frem mod os, mens de kolde synes at vige.

Det har ved forsøg vist sig, at hvis en rød og en blå farve af samme størrelse og form anbringes ved siden af hinanden, opfatter man den røde først, og den synes både større og nærmere end den blå. Eller barnet, der uvilkårligt griber efter de røde, gule og orange farveklodser frem for de andre.

Spændingsforholdet mellem kolde og varme farver er et af malerens vigtigste virkemidler, som sætter ham i stand til at skabe rum og dynamik i billedfl aden, ligesom farven spiller en afgørende rolle for formdannelsen. ”Når farven er rigest har formen sin største fylde” sagde den franske maler Poul Cézanne (1839-1906), efter han i en menneskealder havde studeret det koloristiske problem for at blive i stand til med den helt præcise farve at give genstandene deres rette form og placering i rummet.

Måske vi skal give os tid til at spørge børnene om, hvordan de kunne tænke sig, at de forskellige rum på legepladsen skal indrettes? Hvorfor skaber vi ikke udendørsrum med masser af farver gennem blomster og buske? En naturlegeplads behøver ikke at være grå i grå iblandet brune træstammer, men kan såmænd omkranses af naturens røde, gule og blå nuancer. En grøn busk er ikke bare grøn. De kan også være gullige, rødlige, eller stråle i mange farver, afhængig af hvilke planter vi sætter sammen. Jo mere bevidst vi vælger at skabe omgivelserne, jo mere harmoniske bliver vores børn.

Alle billederne er Tor Hildebrandts egne. Han har det meste af sit liv arbejdet med kunst med mange forskellige udtryk. Som pædagog har han altid interesseret sig for mennesker, for farver og hvordan han gennem maleriet, skulpturen og teatret kan skabe stemninger.