Giv husmorrollen et comeback:

Af Tine Sejbæk

Mad i børnehøjde

Mad og måltider bør være et fagområde, der er lige så anerkendt som psykologi og pædagogik. Pædagoger bør tage husmor arbejdet på sig og give det den status, det fortjener, siger kostterapeut Else Marie Simonsen, der også mener, at en kostpolitik i institutionen bør være lige så selvfølgelig som en personalepolitik.

Det er simpelthen nødvendigt for pædagoger at kende til ernæringens indfl ydelse på børns fysiske og psykiske trivsel – og at have en holdning til mad og kost. Ordentlig mad eller mangel på samme har en kæmpe indfl ydelse på børns trivsel. De pædagogiske intentio-ner kan ikke udfolde sig i praksis, hvis børnene ikke får en lødig ernæring.

Det mener Else Marie Simonsen, der er uddannet pædagog med en videreuddannelse inden for ernæring og psykoterapi. Hun holder foredrag i hele landet om børn og ernæring og har bl.a. skrevet et afsnit om emnet i Frydenlunds nye lærebog “Sundhedsfag for pædagoger”. Problemet er, mener hun, at madopdragelsen, som i tidligere generationer naturligt lå i hjemmet, ikke blev fl yttet med til institutionslivet. Selv om børn efterhånden var væk fra hjemmet mange timer hver dag, blev kosten stadig set som forældrenes ansvar.

“Og sådan er det i en vis udstrækning endnu. Der er rigtig mange pæda-goger, der har berøringsangst i forhold til at sige, at de også vil have indfl ydelse på, hvad børn spiser. Dybest set er det da overordnet forældrenes ansvar, men når børn opholder sig størstedelen af deres vågne timer uden for hjemmet – i det tidsrum, hvor det er vigtigst, at der bliver fyldt kalorier på – kan man ikke komme udenom, at det i høj grad også er institutionens ansvar”, siger Else Marie Simonsen.

Når pædagoger har betonet, at det var forældrenes ansvar, kan det hænge sammen med, at madlavning og husmorarbejde i mange år har været et lavstatusområde. Det var ikke lige det, man gik på pædagogseminariet for at lære om! Derfor ville pædagoger ikke røre madområdet med en “ildtang”. Men den attitude holder ifølge Else Marie Simonsen ikke – og har aldrig gjort det.

“Jeg tror også, at det er ved at ændre sig. Det er i hvert fald min for-nemmelse, at flere og flere pædagoger synes, at det er rigtig spændende og gerne vil have en kostpolitik. Desuden er der jo kommet mere fokus på kost i samfundet og i medierne. Og det er på høje tid. Det er et område, vi er nødt til at give mere opmærksomhed. Også i kraft af fedmeepidemien, der er begyndt at blive tydelig i gadebilledet. Selv i børnehaven er fedme ved at være et synligt problem. Meget af den ubalance, der er omkring vores sundhed, har sin rod i mange års manglende opmærksomhed på madområdet”.

Når det er vigtigt, at pædagoger op-prioriterer deres fokus på mad og måltider, er det ifølge Else Marie Simonsen også fordi, at nogle af de vigtigste måltider bliver indtaget uden for hjemmet.

“Morgenmaden er det allervigtigste måltid. Og det er rigtig mange forældre ikke opmærksomme på. Hvis man starter dagen på hurtige kulhydrater som hvidt brød med syltetøj, “Guldkorn” eller lignende, er man ikke ernæringsmæssigt klædt på til dagen. Så har man hurtigt brug for et måltid igen i institutionen”.

“Nogle steder kan barnet selv tage af sin madpakke, hvis det er sultent. Men mange børn glemmer det, fordi de leger. Så børn er ofte ikke dækket ind madmæssigt om formiddagen. Det bedste er, at barnet får en god morgenmad. Ellers bør forældre sætte tid af til, at deres barn spiser i institutionen. Gerne grød, gryn, mysli eller groft brød. Frokosten er også vigtig, for der har barnet stadig brug for masser af energi. En madpakke kan godt dække barnets energibehov. Men et varmt måltid mad er det opti-male”, mener Else Marie Simonsen.

“Det har mange institutioner ikke kapacitet til. Men personligt tror jeg, at det på samfundsplan bliver virkelighed med et gratis måltid til børn inden for de næste ti år. Politikerne vil finde ud af, at der er kæmpe besparelser at hente på den forebyggende indsats frem for på lappeløsninger. Og dét med et dagligt varmt måltid er ikke noget, der skal trækkes ned over hovedet på pædago-ger som ekstra arbejde. Der skal afsættes penge til at ansætte madmødre eller -fædre. Nogle, der har en faglig viden og kan lave ernæringsmæssigt god og varieret mad i børnehøjde”.

FÅ EN HOLDNING

Børn indtager de vigtigste måltider uden for hjemmet. De er nemlig ikke “gearet” til at spise særlig meget til aften – selv om deres forældre forventer det.

“Det er til aftensmaden, at forældrene gerne vil lufte deres “omsorgs-gen” for deres børn. Det er der, de gør deres bedste for, at de små skal spise de rigtige grøntsager osv. Men at spise meget så sent på dagen strider mod børns indre stofskifte. Ved 18-tiden gearer børns stofskifte ned og gør sig klar til at hvile. Og mange børn er trætte på det tidspunkt. Meget ville derfor være reddet, hvis der var mere fokus på, at det snarere var midt på dagen, børn skulle spise meget. Samt at morgenmaden blev opprioriteret i hjemmet. Det er dér, familierne skal satse på at spise sammen!”

Ifølge Else Marie Simonsen har det gennem mange år været vigtigt for pædagogers faglighed at definere sig uden automatisk at skulle overtage mærkatet som husmor. Alligevel strider det mod al sund fornuft at “vende ryggen til komfuret”. Pædagoger skal tage husmorrollen på sig. Og give rollen den status, den retteligt fortjener. Det gør de bl.a. ved at gøre kostpolitikken til en lige så naturlig del af institutionens politik som perso-nalepolitikken, mener hun.

“Det er vigtigt at gøre sig sin holdning til mad klart, og at det ikke bare handler om, hvorvidt man vil tillade Kindersnitter. Eller om leverpostejmaden skal spises før pålægschokoladen. Men at man finder ud af, at dét med maden er helt basalt. Og at man har et stort ord at skulle have sagt i forhold til, hvordan man klæder ungerne på ernæringsmæssigt. Det har vældig meget med trivsel at gøre, om ungerne løber halvsultne rundt med et lavt blodsukker og derfor har en masse konflikter. Eller om institutionen er fuld af harmoniske børn uden et blodsukker, der kører op og ned. Det har en stor indflydelse på vores pædagogiske arbejdsvilkår. Så det er i vores egen interesse at opprioritere dét med maden”.

“Om der så skal være en måltidsordning i institutionen, eller man f.eks. “bare” vil servere groft brød og en gulerod hver formiddag, må man finde ud af. Det er ikke sådan, at alle pædagoger skal til at være store gastronomer. Vi skal bare være afklarede og have en holdning til, hvordan vi håndterer mad i institutionen. Det kan man skrive i årsplanen. Det er meget enklere, hvis det er meldt ud. Så kan forældre jo på forhånd vælge institutionen fra, hvis de synes, at stedet er for fanatisk og økofikseret”, siger Else Marie Simonsen og tilføjer: “Men rigtig mange forældre efterly-ser faktisk klare holdninger fra institutio-nernes side. At vi tager maddelen på os og tør være klare i mælet”.

ET FØLELSESLADET OMRÅDE

Hendes fremtidsvision er, at mange institutioner hen ad vejen bliver bygget om, så køkkenet bliver det mest centrale rum i institutionen. Husets hjerte, som pulserer af liv, hvor børn kan se, dufte, smage, mærke og høre, at der bliver braset, kogt og bagt til den store guldmedalje – hver dag, til alle munde. Det kræver selvfølgelig tid og penge.

“Og man kan ikke lige ombygge en lejlighed på 3. sal på Vesterbro, så køkkenet bliver centralt. Men i mange institutioner kan det lade sig gøre at tænke kreativt. Det kan være svært med de økonomiske rammer, der er. Men det er vigtigt at have fokus på, at det er et samfundsanliggende at der kommer måltidsordninger i alle institutionstyper og skoler. Lige som der er i mange europæiske lande, vi sammenligner os med. Ved at holde fokus på det, tror jeg at politikerne vil afsætte midlerne. Så der kan komme gang i køkkenerne i institutionerne.”

”De institutioner, der virkelig fokuserer på mad, fortæller om at børnene er helt vilde med at være med i køkkenet. Når børnene selv har deltaget i at lave maden, har de en helt anden appetit. Og et køkken er tit det bedste sted at være i et hus!”

Med hensyn til tosprogede børn mener Else Marie Simonsen, at madområdet er et meget vigtigt sted som pædagog at arbejde med sine holdninger – og strække sine fordomme ud, så rummeligheden bliver stor.

“For at tilgodese de tosprogede er det f.eks. en god idé at lave buffet-måltider. Det er også godt for de etnisk danske børn. At man ikke laver en enkelt ret med 10 ingredienser. Men lidt forskelligt i nogle skåle, så børnene selv kan række ud efter f. eks. marinerede bønner, tomatsalat og majskolber. Så de selv kan sammensætte måltidet efter pitabrødsprincippet. Det behøver ikke at kræve en hel masse. Og det er det mest børnevenlige, at maden bliver serveret synligt i skåle. Og børn er efter min mening fuldt ud kompetente til selv at sammensætte deres mad. I øvrigt er pitabrødsprincippet også rigtig godt til alle de sensitive børn med allergier. Børn, der kan have svært ved at fordøje forskellige ting. Mange børn har nogle ikke anerkendte overfølsomheder/allergier over for forskellige madvarer. I en buffet kan de gå uden om dét, som de instinktivt fornemmer, de ikke skal have med at gøre”.

En af Else Marie Simonsens kæpheste er, at pædagoger må være bevidste om, at de er forbilleder.

“Det er blevet mere og mere klart for mig, at vores vigtigste funktion som voksne er at præge børn via vores adfærd. Det er uhyre vigtigt, at vi som pædagoger gør os klart, at vi er levende væsener, der går rundt og præger børn via den måde, vi er troværdige på”.

”At nogle institutioner, forhåbentlig ikke mange, f.eks. kan fi nde på at servere hvidt franskbrød med pålægschokolade eller syltetøj for børnehavebørn til morgenmad er noget, der skriger til himlen. Og der fi ndes mange pædagoger, der efter min mening har et ubevidst forhold til mad og ernæring. Hvor vigtigt, man anser sund mad for at være, handler jo også om, hvad man selv vælger at spise. Om man selv sæt-ter en pose matadormix til livs til aftenkaffen. Og om man selv går hjem og serverer saftevand og chokoladekiks for sine egne børn om eftermiddagen. Ens egne vaner vil smitte af på, hvad man synes er vigtigt i institutionen. Men jeg håber, at der bliver fl ere modige ledere, som tør have en holdning til madområdet. Det har meget med lederens indstilling at gøre, hvordan kostpolitikken bliver prioriteret i institutionen”.

Se mere på www.livsappetit.dk
Else Marie Simonsen er også forfatter til bogen “Mærk maden - om mad, børn og følelser”. børn og følelser”.

PRAKTISKE FIF OM MAD OG ERNÆRING

Man kan godt give mad og ernæring en højere prioritet, uden at det behøver at kræve alverden.

• F.eks. kan man til en start “forsyne” frokosten med en skål salat, som alle børn kan spise af som supplement til madpakkerne. Grøntsagerne kan på skift blive leveret rengjorte af forældrene. Selve tilberedningen med at snitte og skære kan ske på stuerne. Det vil give børnene en fællesskabsfølelse – og et værdifuldt tilskud af vitaminer og mineraler.

• Har man som personale mod på omlægninger, findes der diverse puljer og fonde, hvor man kan søge om penge til en “madmor” i køkkenet, så alle kan få et varmt måltid mad midt på dagen.

• Madvaner er et yderst følsomt emne. Det er en “varm kartoffel” at begynde at pille ved menneskers spisevaner, uanset om det er hos børn eller voksne. Gør det derfor gradvist. Det er også vigtigt at være enige om den nye kurs. Hellere små skridt end for mange for hurtigt.

• Det er en rigtig god idé at anlægge en køkkenhave. Så børnene kan følge processen fra jord til bord. Det giver tryghed – og er sundt for sjælen – at kende de basale sammenhænge. Man kan selvfølgelig ikke anlægge en køkkenhave på 3. sal på Vesterbro. Men man kan måske have en altankasse med lidt frø. Eller, som mange gør, dyrke lidt karse til påske. Eller lave friske spirer i et syltetøjsglas og spise det som supplement til madpakken. Ligesom ungerne er vilde med at få karse på deres æggemad. Især når de selv har vandet den og set den vokse.

• Det er også en god idé jævnligt at lave en “smør selv-dag” efter pitabrøds-princippet. Hvor forældrene hver især medbringer ingredienser til børnenes frokost som f.eks. majs, ærter, feta, pita osv. Man kan gøre det en gang om ugen – og forældrene kan skiftes til at tage mad med, så de ikke skal huske på det hver uge.

• Else Marie Simonsen anbefaler også, at institutionen anskaffer sig en råkost-maskine af mærket Zylis. Den er hånddreven, så børnene selv kan trække den og lave råkosten på stuen. Den er god, holder “uendeligt” og kan skaffes hjem gennem velassorterede helsekostforretninger for ca. 7-800 kroner. Via maskinen oplever børnene, at de selv er med til at fremstille maden. Det bliver enkelt lige at lave råkost af gode, danske rodfrugter som hvidkål, gulerødder, pastinak og rødbeder. Forældrene behøver på den måde heller ikke være så opmærksomme på, at børnene får en masse grøntsager om aftenen! Kilde:“Sundhedsfag for pædagoger”.