Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
Slutningen af tillidsrepræsentant og medarbejder Tor Hildebrandts læserbrev ”Problemer i samarbejdet” manglede desværre i sidste nummer. Vi beklager og bringer det her:
Derfor skal kvalifikationer indeholde både uddannelsesmæssige og følelsesmæssige faktorer i overvejelserne ved teambuilding og specielt, når der skal ansættes nyt personale. En god teambuilding skabes, når det eksisterende personale er bevidste om deres roller indbyrdes, bevidste om styrke og svagheder, og at de til stadighed har en debat om de mere følelsesmæssige aspekter i et samarbejde. Aftaler i den eksisterende gruppe skal være klare, så ansættelsen af en ny person til gruppen bliver en ansættelse på grundlag af både de hårde og bløde værdier. Til gensidig gavn for alle på institutionen.
DAGBOG TIL DAGPLEJERE
Et nyt BAR SOSU nyhedsbrev til dagplejerne sætter bl.a. fokus på brug af dagbog for dagplejere. Også den værdsætende metode og netværk for dagplejere kan man læse om. www.mitnetvaerk.dk (link er ikke længere aktivt, red.) indeholder både dagbogsmetoden, hvor dagplejere har mulighed for at gøre deres rolle som dagplejere tydeligere for sig ved at føre dagbog. Har du et netværk og hvad laver I sammen, spørger nyhedsbrevet – og det vil de gerne have nogle erfaringer med. Og endelig foreslår de den værdsættende eller anerkendende samtale som metode i en netværksgruppe.
NYE STRESSVÆRKTØJER
BAR SoSu er i gang med at udvikle otte stressværktøjer til arbedspladserne. De endelige værktøjer er klar i begyndelsen af 2007, men allerede kan en foreløbig version offentliggjort.De otte stressværktøjer bliver i øjeblikket afprøvet på en række arbejdspladser i social- og sundhedssektoren. Erfaringerne fra arbejdspladserne bliver indarbejdet i de endelige versioner af værktøjerne, som udkommer i begyndelsen af 2007. Du kan hent de foreløbige værktøjer på www.etsundtarbejdsliv.dk
LAV VÆKST I OFFENTLIG SERVICE
Jo din fornemmelse er helt rigtig: der er skåret på den offentlige service (og ikke mindst i daginstitutionerne) under den nuværende regering.
I tal har væksten i den offentlige service har været 18 mia. kr. mindre i perioden fra 2001 til 2007 end i den foregående seksårs periode fra 1995 til 2001 (målt i 2007 priser). Ifølge finansministeriets budgetoversigt blev der brugt ca. 31 mia. kr. ekstra på offentlig service fra 2001 til 2007, mens tal fra Danmarks Statistik viser, at væksten fra 1995 til 2001 var på knap 49 mia. kr. (målt i 2007 priser).
Sagen er at en vækst som sådan ikke altid vil opfattes som en stigende service af den almindelige borger. Når velstanden og forbrugsmulighederne stiger for folk som privatpersoner, vil man også forvente en tilsvarende stigning i den offentlige service. Det vurderer AErådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)
Forældrene ville med andre ord ikke opleve det som uændret service, hvis fx børnehaverne havde uændrede standarder siden 1985. Standarden i den offentlige service skal følge den almindelige velstandsudvikling, og man forventer pasningsgaranti, sund mad, sprogtest osv.
Målt i forhold til Danmarks samlede velstand er den offentlige service faldet fra 2002 til 2007, peger Aerådet på. Fra at udgøre 26,2 procent af BNP i 2002 bliver det offentlige service reduceret til 25,4 procent af BNP i 2007. Det svarer til en reduktion på 13,6 mia. kroner (i 2007-priser).
Samtidig koster service mere. Prisen på det offentlige og private forbrug – målt i kroner og ører – er steget næsten lige meget fra 2002 til 2005, men prisen på offentlig service er steget 50 pct. hurtigere end for det private forbrug. Det skyldes at offentligt forbrug indeholder meget service, og service stiger generelt hurtigere i pris end andre dele af forbruget, det gælder også for privat service.
FOR DØVE ØREN
Under titlen ”Hån mod de ansatte” har daginstitutionslederne Johnna Badu, Inger Bjerrild, Maj-Britt Andersen og Tinna Erichsen skrevet et indlæg i Jyllands Posten på vegne af daginstitutionsledere på Ydre Nørrebro i København. I det beskriver hvordan virkeligheden for de ansatte i kommunen er med indførelsen af værdibaseret ledelse, som har afløst regelbaseret styring. Der er brugt megen energi og ressourcer på at indføre det nye begreb, der indeholder ord som ”dialog”, ”ligeværdighed”, ”respekt” og ”tillid”.
Men konkret er der mere end 250 tomme institutionspladser på Ydre Nørrebro, hvor udgifterne skal betales af institutionerne selv. De tomme pladser skyldes en fejlslagen planlægning og vurdering af behovet for pladser, hvor politikere og forvaltning har valgt ikke at høre på medarbejdernes viden og erfaringer. Et af argumenterne for at udbygge pladskapaciteten har været forældrenes frie valg og de lange ventelister. Det er et politisk valg, at der skal være frit institutionsvalg for køben-havnske forældre og dermed et overskud af pladser, men det er børn og personale, der betaler prisen, fremhæver de fire daginstitutionsledere.
DEN KOLDE KRIG
Hvem kender ikke Arbejdermuseets udstilling om hverdagen i 1950-erne? Den er nu udvidet med en udstilling om Den kolde Krig.
Den kolde Krig blev i høj grad udkæmpet på gulvet i fabrikkerne og på sofaen i arbejderhjemmene. Kampen om arbejdernes politiske sjæl blev hovedsageligt ført mellem socialdemokraterne og kommunisterne og gennemsyrede både arbejdsdagen og hverdagen. Sympatien fra arbejderen og hans familie var vigtig for begge parter i Den kolde krig.Så begge parters propaganda-apparat satte alle sejl til for at få netop deres version af sandheden om den bedste Verden igennem. Udstillingen viser klip fra film, fotos og en række interviews, hvor folk i dag fortæller om deres engagement i datidens kamp om sjælene.
Denne politiske udvidelse af museets udstilling om hverdagen i 1950-erne bygger i høj grad på det omfattende arkiv- og billedmateriale fra den socialdemokratiske avis Aktuelt og fra den kommunistiske Land og Folks arkiver. De findes i dag begge i Arbejdermuseets samlinger.
VILDE FUGLE
For nogle er det at kigge på fugle forbundet med lidt sære ornitologer med store kikkerter og gummistøvler. Men fuglene er meget mere end det. De er levende dinosaurer med en fantastisk udviklingshistorie, en spændende biologi og en række helt specielle tilpasninger til livet på jorden. Fjer, æg, næb, skelet, flyvning, adfærd og meget mere er med til at gøre fuglene til nogle af de mest udbredte dyr på kloden.
Der er masser af fugle i Danmark, og der er fantastisk mange muligheder for at få store og spændende fuglenaturoplevelser med børnene. Straks, vi begiver os uden for døren, er fuglene der. De findes både i byen og på landet. De fleste er lette at få øje på, og de har tilpasset sig næsten alle nicher i den danske natur.
Hvis man har brug for støtte til oplevelserne giver det nye nummer af Vildfredmagasinet fra Naturfredningsforeningen inspiration til aktiviteter.