Klynger og andre besparelser

Af Elisabeth Lockert Lange

Alternativet til de store daginstitutioner eller klyngerne er grønthøsteren. Ingen af delene falder i tillidsrepræsentanternes smag, er tydeligt at høre på tillidsrepræsentantmøde om budget 2011. En udtalelse fra mødet peger på en række alternative besparelser.

Der kommer mange kommentarer til klyngerne fra de næsten 350 tillidsrepræsentanter, som er samlet i Nørrebrohallen til stormøde om budget 2011. Her er det famøse forslag om klynger på dagsordenen. Langt de fleste som tager ordet giver udtryk for at sammenlægningerne af institutioner til klynger eller store institutioner overhovedet ikke står på deres ønskeseddel.

Men det gør grønthøsteren og de mange andre besparelsesforslag, som står på Børne- og Ungdomsudvalgets liste for næste år, med en planlagt besparelse på 350 millioner kroner, på den anden side tydeligvis heller ikke. Som en tillidsrepræsentant siger hen mod slutningen af mødet: ”lad os gå ind i det positivt, for vi kan ikke klare mere grønthøster, og få det bedste ud af det. Og så bruge kræfterne på at få taget de andre spareforslag af bordet.”

De andre forslag er besparelser for 310 millioner kroner, når de 40 millioner fra klyngerne er trukket fra. Og der står ord om kompensationsmidler, lukning af morgenåbning på fritidshjem og mange andre velkendte besparelsesforslag.

Men det er klyngerne, der dominerer mødet. Og andre deltagere er langt mere kritiske. Dels over for selve forslaget om klynger og klyngeledelse, som de bare ikke vil have, dels over for LFS’ involvering i sagen. Går forvaltningens ærinde og været fødselshjælper, lyder det bl.a. i forhold til at LFS ikke har afvist forvaltningens beslutning om at nedsætte enhedsprisen og lave klyngeledelse.

Og nej, det har LFS ikke gjort, siger LFS’ formand Britt Petersen, men er i stedet gået ind i substansen ud fra devisen at fælleskassen skal betale, for de mange nye børn er et fælles ansvar.

”Vi har sagt at hvis en ny struktur skal komme, så vil vi være med til at bestemme, hvordan den skal se ud. Og hvis vi ikke var gået ind i forhandlingerne om klyngerne, så var beslutningen blot kommet ud til jer som en kendsgerning i oktober med indførelse 1. januar 11.”

En købmandshandel, kalder hun det:

”Hvis vi skal ud af klemmen med evige grønthøstere, så er prisen at enhedsprisen for daginstitutionspladser bliver billigere. Og hvordan kan den blive det? Vi kan lade være med at gå ind i det, så får vi hvert år de velkendte besparelsesforslag, som forværres af regeringens nulvækst. Besparelser som nu vil ramme durk ind i børnearbejdet. Vi vil gerne ud af den klemme, så vi kan diskutere kvalitet og indhold. Men forudsætningerne er et budget som svarer til de børn der skal passes.”

Og her er det at institutionens størrelse bliver vigtig. For enhedsprisen i en stor institution og i en lille er meget forskellig, på grund af det samme grundbeløb og fuld ledelse i hver enkelt. Og den nuværende budgetmodel understøtter de helt små institutioner og medfører derfor færre penge til børnearbejdet.

Britt Petersen gør det klart at denne diskussion ikke handler om pædagogik.

”Den handler om økonomi og den måde man vil bruge økonomien på. Og så handler det om små og store institutioner. Jo mere vi ændrer på budgetmodellen, jo mindre favoriserer den de helt små og dyre institutioner.”

Mangel på proces

Meget af kritikken fra tillidsrepræsentanterne på mødet går på den alt for korte proces. Og det erkender LFS’ formand Britt Petersen blankt.

”Der har slet ikke været nogen proces. Endnu. Der er tegnet streger på kortet og navne er nævnt. Det skal nu ud og vende hos jer, og I har en uge til at komme med andre forslag til institutioner. Og så først starter processen, hvor alt omkring hvad institutionerne konkret skal gøre, beslutninger, ledelse og så videre skal diskuteres.”

Hun erkender også at der er meget som ikke er tydeligt endnu, men mange af de forståeligt nervøse spørgsmål til fyringer og vilkår vil falde på plads med en ny budgetmodel.

Britt Petersens kodeord er bæredygtige institutioner, og var det gået efter hendes hoved, så havde man gjort arbejdet godt og grundigt i 2007, da man valgte at sammenlægge nogle institutioner, så de blev bæredygtige, men man lod være i andre tilfælde. 97 institutioner blev til 44, og med de mange protester valgte politikerne at standse der. Hvis man havde gjort alle institutionerne bæredygtige på det tidspunkt, og ikke mindst fået lavet en budgetmodel som understøttede de store bæredygtige institutioner, så ville man ikke have stået i denne situation nu.

”Derfor har de sammenlagte institutioner betalt dyrt for sammenlægningen, fordi der ikke fulgte en ny budgetmodel med til at understøtte dem. Den diskussion har politikerne så taget nu. Og som man kan se i budgetaftalen 2010, har de besluttet at der skal ske en reduktion i enhedsprisen for daginstitutionerne.”

Målet for LFS er at sikre fortsat økonomi til det pædagogiske arbejde, mest mulig pædagogik for pengene.

”Og lad os få skudt alle de andre besparelser ned. Med en besparelse på 40 millioner kroner i 2010 ved sammenlægninger ligger der stadig for 310 millioner kroner i forslag til besparelser. Dem skal vi gøre noget ved”, vurderer Britt Petersen.

Usikkerhed

En deltager siger: ”Folk forstår godt at der skal spares, men dette handler om vores arbejdsplads og arbejdsglæde. Vi er mest interesseret i indholdet, i at beholde vores kultur. At vi får ordentlige arbejdsbetingelser, det er jeres vigtigste opgave.”

En anden peger på at der er langt fra 20 børn til 400 børn. At det bliver svært at skabe fælles kultur og liv med geografisk afstand.

Britt Petersen peger på at man skal skelne mellem sammenlægning til én institution og så flere institutioner hver for sig i en klynge. Fælles liv bliver der ikke nødvendigvis så meget af.

”Det vil være mere fornuftigt at afveje og beslutte, hvad der skal være fælles beslutninger og hvad ikke. Det vil være en del af processen.”

En tillidsrepræsentant udtrykker tvivl. De blev sammenlagt for et par år siden, hvor de sparede, og alligevel skal de spare igen. Alle er bange for at det bare bliver værre. Og LFS’ rolle i det er han ikke glad for, LFS skulle have sagt nej til besparelserne. Det psykiske arbejdsmiljø er i forvejen dårligt, bliver det blot værre med en dårligere ledelse. Kort sagt en stor usikkerhed.

Som Britt Petersen har stor forståelse for. Det er netop alle disse emner der fortsat skal diskuteres, understreger hun.

”Hver gang vi har understøttet sammenlægninger, så er der sparet, men uden en anden budgetmodel giver det ikke mening. Og så skal der fjernes opgaver ude hos jer, når der fjernes timer, nemlig til ledelse og administration”, forsikrer hun.