Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Dagplejen på dagsordenen
På dagplejens dag i maj gik tusindvis af dagplejere på gaden med festklædte børn og pyntede barnevogne for at fejre dagen.
Samtidig sætter forbundet FOA dagplejen på dagsordenen med et spørgsmål til børne- og ungeudvalg ude i alle landets kommuner: Får I nok ud af dagplejen? De stiller spørgsmålet fordi flere kommuner rent faktisk nedlægger dagplejepladser. Ærgerligt når man tænker på hvor i særklasse populær, dagplejen er hos forældrene. Derfor spørgsmålet som følges af en informationsindsats om dagplejen.
”I første omgang vil vi gerne i dialog med de nye børne- og ungeudvalg i kommunerne, da det er her, beslutningerne om at nedlægge dagplejepladser træffes,” siger Jakob Sølvhøj, formand for FOAs pædagogiske sektor.
Nogle kommuner nedlægger dagplejepladser, fordi børnetallet visse steder er faldet. Andre steder kan det være fordi, at kommunerne ønsker at give forældre bedre mulighed for at vælge vuggestue. Men han frygter at kommunerne i deres iver for at omstrukturere reelt fratager forældrene muligheden for at vælge dagpleje.
”Og det er en skam. For dagplejen har med sine små børnegrupper og tætte voksenkontakt noget andet at byde på, end institutionerne har”.
Men måske ved udvalgene ikke nok om, hvad dagplejen har at byde på i dagens børnepasning, og måske ser de derfor ikke dagplejen er et ligeværdigt alternativ til daginstitutionerne. Det skal der gøres noget ved. Det skal i hvert fald ikke være i ren uvidenhed, de nedlægger dagplejepladser.
Informationen om dagplejen skal ikke kun rettes mod kommunerne, også forældre som står over for at skulle vælge pasningstilbud til deres barn, skal informeres om de særlige styrker som både dagpleje og daginstitutioner hver for sig har, så de kan vælge på et kvalificeret grundlag.
Forældre, der vælger dagpleje til deres børn, bliver sjældent skuffede. Faktisk scorer dagplejen gang på gang højst, når tilfredsheden blandt forældrene på børneområdet undersøges. Det gælder både tilfredshed i forhold til tryghed og nærvær og tilfredshed med det pædagogiske indhold.
Som del af informationskampagnen har FOA lavet en avis til forældre og andre interesserede om livet i dagplejen. Den blev bl.a. delt ud på dagplejedagen. El.