Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Demonstration den 2. juni
Af Elisabeth Lockert Lange
Velfærden i fare
En stor demonstration med op til 5000 mennesker gik fra KLs hus til Rådhuspladsen til Christiansborg. Budskabet er klart: Skær ikke i velfærden.
Vi holder sammen på velfærden, det er os der ved, hvor skoen trykker.”
Sådan indleder formand for KFF, Britt Petersen (LFS’ formand) sin tale foran KLs (Kommunerne Landsforening) bygning på Islands Brygge. Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation er et fælles forhandlingsorgan for alle de faglige organisationer, og det er i egenskab af at hun repræsenterer alle kommunalt og regionalt ansatte i området at Britt Petersen holder sin tale.
Derfor fortsætter hun også: ”Det er os der hver dag møder befolkningen når de afleverer deres børn i daginstitutioner og skoler, når vi passer de grønne områder, når vi gør rent, tager os af de ældre og meget mere.” Og senere i talen:
”Vi er simpelthen nødt til at få alle til at vågne op nu, komme ud af krisestemning og forholde sig til hvilket samfund vi vil have.”
Det skal den demonstration den 2. juni under parolen Vi holder sammen på velfærden, som hun holder talen ved være med til at sørge for. En demonstration som starter ved KLs hus i, bevæger sig videre til Rådhuspladsen og ender foran Christiansborg. Undersvejs er der både musik og taler.
I sin tale citerer Britt Petersen fra statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Folketingets afslutningsdebat. Han siger bl.a. at regeringen har holdt hånden under kommunernes økonomi og at de fortsat vil udvikle vores velfærd. Og ”den enes succes er den andens chance. Det er dynamikken i et samfund med lige muligheder til alle. Det er dynamikken i Danmark, verdens mest lige samfund.”
”Tænk lige det ind i den virkelighed vi kender så godt!”, siger Britt Petersen og fortsætter:
”Nu hvor vi står over for vel nok den største besparelse i nyere tid på vores velfærd. Som oven i alle de andre besparelser der har været er direkte velfærdsforringelser. Nulvækst betyder ikke at det nuværende velfærd fortsætter, det betyder at der ikke kommer flere penge uanset hvor mange flere børn, syge eller ældre der kommer til.”
Hun sender et klart budskab til de kommunale og de regionale politikere om at de ikke skal indgå aftaler som de ikke kan bagefter tage det fulde ansvar for. For aben skal ende på de rigtige skuldre.
Arbejde og investeringer
På Rådhuspladsen kommer der mange nye demonstranter til, og socialdemokraten Mette Reismann siger nogle velvalgte ord om regeringens såkaldte genopretningsplan. Nedbrydning kalder hun det – af kommunale kerneydelser.
”Regningen for regeringens uansvarlige politik skal nu betales med den indgåede aftale, som er et kæmpe angreb på landets arbejdsløse, børnefamilier og hele landets fremtid.”
Vi skal ikke spare os ud af krisen, med fyringer til følge før opsvinget har bidt sig fast, det er farligt, peger hun på i sin tale, og absolut ikke langsigtet eller visionært. Og hun anklager Dansk Folkeparti for at bryde deres løfter om at Frederiksberg kommunerne.
”Nulvæksten betyder at der skal spares milliarder i kommunerne, og der ske store nedskæringer i de kommunale kerneydelser. Mange vil miste jobbet og mange vil lide under den uansvarlige plan. Socialdemokraterne tror ikke på spareplaner, vi tror på investeringer, der udvikler byen og skaber arbejdspladser, nu og i fremtiden. Vi skal arbejde os ud af krisen.”
Hun henviser til Socialdemokraternes plan om sammen med SF og De radikale at kickstarte København, hvor der sikres arbejdsplads og praktikpladser. ”Vi skal bygge os ud af krisen, ikke spare os ud af den. Regeringen er på en dødsmarch, og den skal stoppes nu!”
På Christiansborg slutter de mange demonstranter fra Region Hovedstaden sig til flokken, og både Vibeke Westh, formand for Dansk Sygeplejeråd i Hovedstaden og Jan Trojaborg, formand Københavns Lærerforening siger et par ord.
Jan Trojaborg afslutter sin tale med ordene: ”Regeringen skal ikke længere være på tålt ophold, for ærligt talt, den er nu fuldstændig utålelig. Vi har fået nok, mere end nok. Vi har brug for et holdningsskifte og et systemskifte. Nu. Kan vi det?” spørger han og alle svarer sammen med ham: ”Yes we can”.
Baggrunden for alle protesterne er at regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner i disse dage (i skrivende stund) forhandler om rammerne for fremtidens velfærd. Regeringen vil sende regningen for de seneste års økonomiske krise til den offentlige sektor. Kravet er mindst 8000 fyringer i den kommunale sektor, hvilket vil føre til dårligere service og velfærd for borgerne samt hårdere arbejdspres og ringere arbejdsmiljø for de ansatte i kommunerne og regionerne. Det vil de offentligt ansatte (og dermed KFF) ikke acceptere: Velfærden må og skal sikres. |