Repræsentantskab 2010

Fra selvledelse til barnevogne. Fra New Public Management til klynger. Fra aktivisme til profittænkning. Fra inklusion til arbejdsmiljø. Fra kerneydelse til overenskomstforhandlinger. Fra nosser til regnskab.

Repræsentantskabsmødet 2010 var fyldt med kontraster. Eller måske var der bare rigtig mange temaer, der optog de delegerede. Ganske som det moderne arbejdsliv er fyldt med et hav af opgaver, emner og holdninger, som alle de ansatte fra leder til medhjælper skal forholde sig til og tage stilling til. De delegerede kom rundt om mange af dem på de to dage repræsentantskabsmødet varede, og talerstolen glødede med det som fylder både på de pædagogiske arbejdspladser og i fagbevægelsen.

De næsten 100 delegerede fra de tre områder i LFS, almenområdet, specialområdet og dagplejeområdet diskuterede i to dage og fastlagde derefter retning, opgaver og mål for LFS’ arbejde de næste to år i det fremtidige arbejde.

Et politisk LFS

LFS arbejder politisk på mange planer for at udvikle det nuværende og truede velfærdssamfund til et samfund, som LFS'ere som social-og velfærdsarbejdere ønsker at arbejde i. Omdrejningspunktet i formand Britt Petersens mundtlige beretning er netop dette politiske arbejde, ikke for at lade det daglige konkrete pædagogiske relationsarbejde glide ud af fokus, tværtimod for at kunne holde det i fokus.

”Vi har ikke kun som opgave at varetage inden for rammer og økonomi, vi har også forpligtelse til at bidrage til en udvikling, som vi finder rigtig. Vi arbejder ikke partipolitisk, men det fritager os ikke fra at arbejde og påvirke politisk, for kun på den måde kan vi påvirke den rigtige udvikling.”

Formanden for LFS, Britt Petersen, sætter i sin mundtlige beretning fingeren på essensen i den opgave, som, når man ser overordnet på det, social- og velfærdsarbejdere, LFS, og fagbevægelsen som sådan, har de næste år.

”Hvilket samfund vil vi have, hvad er vi ved at miste, hvilke uligheder opbygges, og hvilke begrænsninger for borgere og os som velfærdsarbejdere møder vi. Alt det optager os meget i LFS.”

Velfærdspolitisk arbejde og samarbejde er derfor et af de områder, LFS bruger ressourcer på. Målet er bl.a. at ændre de negative udviklingstendenser gennem de sidste år, som fx effektmåling, resultatkontrakter, unødige kontrolfunktioner, unødig bureaukrati. Alt det der fjerner fokus fra kernearbejdet.

Arbejdet i KFF, det vil sige samarbejdet mellem alle organisationer for ansatte i København politisk LFS og Frederiksberg, er et af stederne. Det blev etableret før København blev medlem af KL (Kommunernes Landsforening) til at varetage bl.a. forhandlinger omkring overenskomster, men organisationerne valgte at fastholde KFF samarbejdet også efter København blev en del af KL. Det er LFS godt tilfreds med, LFS er den absolut største organisation i København, og Britt Petersen er formand hvert andet år.

”Vi er også en af de mest progressive organisationer og derfor bærer vi et ansvar for, hvad vi bruger samarbejdet til. Men hver gang vi øger samarbejdet, øger vi også de ressourcer vi bruger på det i LFS.”

Samarbejdet består bl.a. af en budgetgruppe til støtte i forhold til Økonomiforvaltningen, en arbejdsmiljøgruppe, en temagruppe om det sociale kapitel og en sekretariatsgruppe som arbejder med hele det personalepolitiske område. I alle grupper er LFS den drivende kraft. Og LFS prioriterer at bruge ressourcerne, fordi værdien af at få alle organisationer til at arbejde sammen om emnerne er til at få øje på. En værdi som bl.a. kan aflæses i fagforeningens indflydelse i forhold til at neddrosle brugen af eksterne konsulenter, i forhold til indkøbsordningen, koncernservice og diverse styrings- og ledelseslogikker.

”Det er vigtigt at få alle de forskellige projekter der er sat i gang, alle grupperingerne med forskellige ledelser og referencer til at arbejde sammen, at koordinere indsatsen så alle spillertog vi i forbindelse med Sikker By initiativ til et samarbejde med de organisationer, som har medlemmer som er part i dette arbejde”, fortæller hun.

Det udvikler sig og organisationsarbejdet er nu forankret under KFF. Det betyder at det netop er dem der arbejder med indholdet i projekterne, der samarbejder med Sikker By sekretariatet.

”Det giver også mere pondus til at diskutere og stille krav til Økonomiudvalget og borgmestrene i København, når vi kan tale på vegne af alle organisationer i byen.”

Markedet

LFS er besluttet på at styring og ledelse ikke skal ske på markedsvilkår. Markedsvilkår hører hjemme i produktionstænkning, ikke i relationsarbejde og velfærdsudvikling.

”Og vi er kommet langt på dagtilbudsområdet bl.a. via de sidegevinster vi har fået i klyngearbejdet. Vi har fået nedlagt udviklingskontrakter, fået forhindret resultatkontrakter, fået sikret at den overordnede ledelse skal være pædagoger og fået en reel afbureaukratisering”, siger Britt Petersen.

Og nu hun er ved klynger, så er hun klar med en indrømmelse:

”Hvis forretningsudvalget kunne gøre noget om, så ville vi have indkaldt repræsentantskabet sidst i april for at afklare om det vi tidligere havde besluttet om bæredygtige institutioner på repræsentantskabsmøder også gav mandat til meget store institutioner, altså klynger. Ikke som et ja eller nej men som alternativ til fortsatte nedskæringer i form af grønthøstere på pædagoger og medhjælpere. Vi troede vi havde mandat. Men det havde været bedre, hvis vi havde været flere om beslutningen og om ansvaret for den. I alle led i organisationen har vi lært af forløbet.”

Tilbage til markedstænkningen og de to andre områder i LFS. For specialområdet er mere kompliceret. Der er meget lovgivning i det, og så er Socialforvaltningen mere end pjattet med bl.a. performance management, som Britt Petersen siger. Og hun citerer en af direktørerne for at sige at ”effektstyring er det allervigtigste.”

Men det er jo helt galt. Forskningen giver netop ikke belæg for at effektmåling viser resultater af relationsarbejde, tværtimod siger nogle af de fremmeste forskere det stik modsatte.

”Vi ved vi kan bruge ressourcerne meget bedre, når vi ikke bruger dem på unødig dokumentation, og vi ved vi har ret. Derfor har vi ikke tænkt os at give fortabt på forhånd, og vi vil gå området efter med lup. Det samme vil vi gøre på dagplejeområdet, for at se om der her er uhensigtsmæssigheder.”

Velfærdsarbejde er ikke foreneligt med profittænkning. Så enkelt kan det siges.

”De private tilbud, dagtilbud, skoler, hospitaler og så videre skal alle være profitskabende, men deres økonomi tages af den samlede økonomi til dagpasning, skoler og så videre. Alligevel er de uden for de normale anvisningsregler, de vil være selvbestemmende i forhold til hvem deres kunder er. Så dels er de med til at skævvride området i a og b hold, dels udøver de en enorm pression, hvis de er mange nok, som vi har set det i Norge. Dette har vi arbejdet meget med politisk de senere år, men vi er oppe mod stærke kræfter. Fx opfatter paraplyorganisationerne inden for det selvejende daginstitutionsområde private institutioner som et nyt og gunstigt indtjeningsområde, og de hjælper gerne med privatisering.”

Det sociale område

På det sociale område er alt tilsyneladende blevet tilladt og acceptabelt i vores samfund, beklager Britt Petersen i sin mundtlige beretning. Hun nævner indvandrerne, som ville forskelsbehandles helt uden grænser, hvis det ikke var for de internationale konventioner.

”Og nu står de handicappede for skud. Ikke et ord om hvad et værdigt liv er, om mangfoldighed, menneskeværd eller anstændighed. I stedet at de slår bunden ud af den kommunale økonomi, som det hedder fra KLs topforhandlere. Der signaleres at de er en stor belastning økonomisk, og de burde have dårlig samvittighed”, siger hun, selvom det nok heller ikke helt menes så groft.

”Men den kommer snigende, racismen på funktionsduelighed, hvis vi ikke er med til markant at bremse op. De er borgere i vores samfund og ofte produkt af det. Hvilket samfund er vi hvis vi forsøger at udstøde vores medborgere?”

Det sociale område har oplevet mange og massive nedskæringer de sidste mange år. Og det er gået hårdt ud over de svageste samfundsgrupper.

”Vi ved hvad det har af omkostninger og tab af livskvalitet, og vi ved at det bliver dyrere på den lange bane. Derfor har vi en forpligtelse til at bruge vores viden til at rette op på en skæv udvikling.”

En del af den viden er om økonomi. At kunne forstå og tale med om de økonomiske modeller og rammer er blevet forudsætningen for indhold og pædagogik.

”Vi vil gerne tale om indhold og pædagogik, men det pædagogiske arbejde er ikke uberørt af kommuneaftaler og nulvækst, det afhænger ikke kun af de pædagogiske indfaldsvinkler og prioriteringer. Derfor er det vigtigt at vi forstår og kan tale med om, hvordan økonomien hænger sammen og hvordan pengene kan give mest mulig velfærd. Det handler bl.a. om eksterne konsulenter, koncernservice og demografimodeller.”

Overenskomstsforhindringer

De sidste to år har LFS haft langt flere opgaver end fagforeningen har kunnet magte – uden at prioritere hårdt. Der har været nye strukturer, bl.a. er legepladserne flyttet over i en ny forvaltning og har fået en ny struktur, der har været kommuneaftaler med nul- og minusvækst, forhandlinger om dagplejens fremtid i diverse kommuner, forhandlinger om masseafsked og naturligvis forhandlingerne om klynger, som har stået på siden starten af maj. Foruden alt det daglige sagsarbejde.

Noget har derfor måttet udskydes, og det blev overenskomstdiskussionen.

”Den blev både udskudt og gjort alternativt. Jeg ved godt at det ikke er okay, men det har været virkeligheden”, erkender Britt Petersen.

Som de fleste sikkert har regnet ud, er der lavvande, også i lønudvikling for både de privatansatte og de offentligt ansatte. Reguleringsordningen, som indtil nu har betydet at de offentligt ansatte fik en efterregulering opad for at følge med de privatansattes højere lønstigninger, er i år blevet modsat. Det vil sige de privatansatte er steget mindre i løn end de offentligt ansatte i perioden, sådan at de offentligt ansatte efter reglerne for reguleringen skulle være gået ned i løn. Sådan er det dog ikke blevet, men forårets overenskomstforhandlinger starter i stedet med en gæld for de offentligt ansattes vedkommende. Ambitionsniveauet for hvad der kan opnås er derfor afdæmpet. Alt tyder på et reallønsfald. Med andre ord stiger inflationen mere end lønnen.

”Derfor har vi i LFS og FOA ønsket at bygge solidaritet ind i den nye overenskomstaftale, sådan at de lavest lønnede kunne holdes skadesløse. Vi mener at de generelle lønstigninger skal falde som krone-øre-beløb i stedet for procentstigning, som jo giver mest til de i forvejen højest lønnede.”

Sådan ville det samlede KTO, forhandlingsorganet for 550.000 offentligt ansatte, det ikke, fortæller hun de delegerede på repræsentantskabsmødet. Og resultatet blev at FOAs delegation ikke stemte for forslaget, men undlod at stemme. Heller ikke FOAs ønske om et ligelønsprojekt fik tilslutning.

”Desværre, for lønkommissionens tal viser at netop pædagoger absolut ikke har ligeløn set i forhold til sammenlignelige mandsdominerede fag inden for det private arbejdsmarked. Derfor ønskede FOA et projekt for at hæve pædagogerne, men det blev ikke støttet.”

Tilbage er en række fælles krav om seniordage, bedre vilkår for medbestemmelse, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, foruden større tryghed i ansættelsen i form af længere opsigelsesvarsler. Det sidste kalder Britt Petersen en naturlig følge af at regeringen har sat dagpengeperioden ned.