Svar på indlæg i nr. 13/10 side 15.

Hverken gøgeunger eller stærekasser

Af Laila Kildesgaard, chef for specialområdet i Børne- og Ungdomsforvaltningen

Spørgsmålet ”Er børn med særlige behov vor tids gøgeunger?” bliver stillet i overskriften på LFS’ pressemeddelelse som reaktion på forvaltningens analyse af specialområdet, og der refereres til analysens brug af ”Finansministeriel retorik”.

Nej, vi har ingen gøgeunger i Københavns Kommune. Analysen ændrer ikke på, at vi i København har landets nok mest solide indsats, når det gælder børn med særlige behov på vores område, og at vi er meget langt i forhold til arbejdet med inklusion. Det er der ikke udsigt til, at der skal ændres på.

I Københavns Kommune har politikerne vedtaget en inklusionspolitik. På den baggrund har vi kunnet forstærke indsatsen. Lige nu arbejder otte inklusionskoordinatorer med at nedbringe visitationen til særlige tilbud, vi har fem kompetencecentre, hvor skoler og institutioner kan få konkrete anvisninger til, hvordan børn med særlige diagnoser og i særlige vanskeligheder trives, udvikles og lærer. 1700 pædagoger og lærere er tilbudt inklusionsuddannelser og PPR-systemet er på vej fra testkuffert til konsultativ praksis. Familiekurserne er ved at flytte ind mod København, så der kommer et endnu tættere samspil med hjemskolen og lige nu arbejder vi sammen med LFS om at sætte en ny dagsorden på støttepædagogområdet, så der kommer en opdateret vejledning og en ny profilbeskrivelse. Alle har fokus på området: Senest er der i Københavnerbarometeret målt på, hvor inkluderende folkeskolen arbejder.

Sideløbende med dette har vi åbnet Børnecenter København, hvor psykologer, fys/ergo og talehøreområdet er samlet for at arbejde med børn med særlige behov. En spydspids på Kastelsvej som andre kommuner kun kan drømme om.

 Et af de næste skridt bliver formentlig at invitere de faglige organisationer med til at udvikle fuldt integrerede tilbud, så vi ikke deler dagen op mellem skole og fritid. Både børn og forældre ønsker sig at eksempelvis forældredialog, didaktik og pædagogik hænger helt sammen.

Jeg skal være den første til at beklage, hvis retorikken i analysen har været for firkantet, men det er ganske rigtigt, at vi som en del af hele specialreformen i Københavns Kommune nu var kommet til punktet, hvor der skulle fremlægges forslag til mere inklusionsfremmende styringsmodeller.

Analysen peger på en række uhensigtsmæssigheder i den måde, vi har tilrettelagt området på. Analysen lægger eksempelvis op til en drøftelse af, om lønningerne skal være højere på specialområdet end på almenområdet, når vi fremover beder alle om at arbejde med børn med særlige behov. Der peges på om fordelingen af ressourcer er hensigtsmæssig, når vi indimellem står i valget mellem at et barn skal være på almenområdet med fem timers støtte eller alternativt få et helt udskilt forløb. Der er også et forslag om, at meget mere af styringen foretages lokalt, så der kan være en økonomisk gulerod ved at inkludere børnene i almenmiljøet og så dermed bruge flere ressourcer til støtte i deres nære miljø.

Der er ingen gøgeunger i København Kommune, men vi skal passe på, at vi ikke kommer til at udvikle stærekasser, hvor børnene skal tilpasse sig de tilbud vi har. Det er vores opgave at lægge op til, at vi får tilbud der gør, at målet om inklusion får de bedste rammer, og at alle børn og unge trives og udvikles i de rigtige tilbud for dem.