Den tætte kontakt

Tryghed og glæde er dominerende på Strandparkscentret, sammen med nærheden, omsorgen og en bund af neuropædagogisk viden. Med det formår de ansatte at holde livskvaliteten hos de handicappede brugere højt trods en dårlig normering. Men tag ikke fejl, nedskæringer og snævre økonomiske rammer begrænser de oplevelser, medarbejderne kan tilbyde brugerne af centret.

Af Elisabeth Lockert Lange

Det vælter ind med brugere iklædt store varme frakker og store varme smil. Det er morgen, vinden, kulden og snevejret står ind fra vandet, men humøret er højt, og travlheden meget stor her på Strandparkscentret på Amager Strandvej.

Strandparkscentret er et dagcenter for voksne handicappede, og brugerne er alt fra multihandicappede til psykisk meget skrøbelige. Huset består af to team, yin og yang, hvert team består af tre grupper og i hver gruppe er der otte brugere. Desuden er der et autismeteam og et skovteam med brugere med særlige behov for støtte tilknyttet.

I de ”almindelige” grupper er der to medarbejdere til de otte brugere, der hver især har behov for en individuel tilgang. Det stiller store krav til de pædagoger, som er ansat i centret.

Joan Traulsen er en af dem. Hun undskylder at hun må løbe hele tiden og følge brugere frem og tilbage. Flere kommer ind, pakkes ud af vintertøjet, skal ud og tisse, personalet tager deresmadpakke og hjælper brugerne til bordet. Til sidste samler vi os næsten alle sammen ved det store bord, nogen spiser morgenmad, andre får en kop kaffe, andre igen vil have opmærksomhed og fortælle hende om deres aften og nat.

Trygheden ved Joan Traulsen og glæden ved at se hende igen er ret så tydelig, og samtidig med at hun svarer på alle mine spørgsmål, så sørger hun for alle omkring bordet. Hun ser alles behov, bruger tegnsprog til en døv bruger, stiller spørgsmål som hjælper de to blinde brugere, rækker ting rundt, holder tråden og snakker direkte med hver enkelt ud fra hendes eller hans individuelle behov og evner.

Joan Traulsen fortæller hvem jeg er og at jeg skal høre om hendes og deres liv her, og en bruger siger prompte til Joan Traulsen ”du er glad her”, og hun svarer at ”ja jeg bliver glad, når jeg kommer her til glade mennesker.”

Til mig siger hun:

”Her i gruppen, hvor jeg arbejder, er nogle af brugerne meget sårbare, nogle er meget krævende og nogle meget gangbesværede. Vi har en døv bruger og to blinde brugere. Mange er godt op i årene, og til disse mennesker er vi kun to medarbejdere. Tidligere var brugerne yngre og mindre krævende, og der var flere medarbejdere til de samme opgaver.”

Det har naturligvis konsekvenser for det pædagogiske arbejde. Det vender vi tilbage til.

Tryghed og krav

I 16 år har Joan Traulsen arbejdet på Strandparkcentret.

”Og jeg brænder for specialområdet”, siger hun og fremhæver den kolossale udvikling der har været på området de sidste 20- 30 år, hvor det grundlæggende menneskesyn har ændret sig radikalt, fra ”institutionsmennesker” til Servicelovens ”selvbestemmelse over eget liv”. Og hvor pædagogikken derfor også er forandret meget, bl.a. med inddragelse af neuropædagogik.

”Neuropædagogikken, og den store viden som ligger der, er jeg begejstret for, og den er også den røde tråd i hele centrets pædagogiske arbejde.”

Joan Traulsen er en af de pædagoger på centret, som har taget den neuropædagogiske efteruddannelse. Men alle på centret er indført i de mest grundlæggende elementer af neuropædagogikken.

Når man udfører en neuropædagogisk udredning af en bruger, får pædagoger og andre professionelle omkring brugeren en forståelse af hvordan hjernen hænger sammen, og hvilke fejlmeldinger der sker i netop denne persons hjerne. Og dermed hvilken udviklingsalder og adfærd man kan forvente af ham. På den måde kan man stille de rigtige krav og ikke forvente en adfærd som ikke er mulig for dette menneske.

”Det gør det lettere for os at finde og tilbyde de rette aktiviteter, sådan at man respekterer det enkelte menneske. At finde andre løsninger hvor det er nødvendigt og at satse på de ressourcer, som udredningen også viser. Vi bliver teoretisk klædt på til i praksis at arbejde med det, der er at bygge på.”

Mens Joan Traulsen fortæller om pædagogikken, taler flere af brugerne til hende, og hun er hele tiden opmærksom på alle, på at alle får hvad de skal have, bliver svaret og får smil, omsorg og nærhed. Og netop nærhed er det allervigtigste i hendes arbejde, svarer hun på mit spørgsmål.

”Det er den tætte kontakt, nærheden og genkendeligheden der er det vigtigste i det pædagogiske arbejde. Samtidig stiller vi udfordringer op og presser dem til det vi ved de kan, så de ikke synker hen i passivitet, og ikke mindst så de får små succeser i løbet af dagen. Jeg stiller krav men sikrer også at de gennemføres så de ikke får nederlag”, siger hun smilende.

Det bliver tydeligt, da en bruger skal forbi en anden brugers rollator. Jeg skal lige til at skubbe den til side, da Joan Traulsen beder ejeren flytte den. Og siger til mig:

”Det er vigtigt med ansvarsopgaver. Det er en del af at være et betydningsfuldt menneske.”

Få hænder

Rollatoren er ikke den eneste af slagsen, for de fleste af brugerne her er op i årene. Gennemsnitsalderen er høj, ca. 45 år.

Sådan har det ikke altid været. For blot 20 år tilbage blev mennesker med psykiske handicap ikke særlig gamle. At de gør det nu, bl.a. på grund af bedre kost og behandlinger, er jo en glædelig ting, men det øger også belastningen på centre og bosteder. Fysikken svækkes, mange af dem bliver demente eller konfuse, nogle bliver sære, så der er brug for et endnu roligere tempo og mere støtte. Kort sagt, de kræver mere omsorg og flere hænder. Normeringen og hænderne følger ikke med, tværtimod fjernes der hænder, så der er tale om en dobbelt nedskæring.

Hvad betyder brugernes stigende alder for det pædagogiske arbejde?

”Det betyder at med de muligheder og det antal ansatte vi har og er i dag, så skal vi løbe stærkere”, siger Joan Traulsen kontant. ”Men det kan vi ikke med ældre handicappede mennesker. Der skal gives alt det, der er brug for i kontakten, så vi må indhente det andre steder. Der indgås kompromisser, og der prioriteres. Vi kan ikke gå så meget uden for centret, som vi gjorde før. De pædagogiske handleplaner er droslet ned, ikke sådan at vi overtræder regler, men i det hele taget tilbyder vi en hverdag, hvor der ikke nødvendigvis sker så meget. De tilbud vi har, er nødt til at være gruppetilbud frem for individuelle. Det centrale bliver at sørge for kontakten og nærheden til den enkelte, ro og imødekommenhed.”

En af brugerne fortæller en historie om en skade og et hospitalsophold. Joan Traulsen svarer og giver modspil. Hun kommenterer:

”Brugerne taler meget om fortiden, og jeg samler sådan set op på deres livshistorie. Derfor er det en fordel at der er kontinuitet her. Ja, det er en nødvendighed. Og det er også rigtig tilfredsstillende for mig. ”Godt vi kan tale om det dengang, ikke?”, siger hun til brugeren, som livligt deltager i vores samtale og nikker.

”Efter sin egen skade kunne hun ikke tåle at høre om, når nogen kom til skade, men efter vi har talt om det ofte og på en god måde, så kan hun rumme det nu”, siger Joan Traulsen og til brugeren: ”Det er ikke så farligt vel?”

Den relativt høje alder blandt brugerne betyder også at mange af dem har oplevet den gamle institutionstid.

”Det kan vi mærke. De har meget med i bagagen, bl.a. overgreb fra både andre beboere og fra plejepersonale. Nu skal de bestemme over deres eget liv, og det implementerer vi så meget vi kan i hverdagen.”

Den neuropædagogiske tråd

Joan Traulsen varsler at hun om lidt forsvinder til afspændingstimen med en gruppe brugere, og det får en mandlig bruger på den anden side af hende til at melde ud at han glæder sig til afspændingen. Den er et tilbud til de til tider mere højrøstede og urolige brugere, de har behov for og elsker afspændingen til musik, fortæller hun.

For der er store forskelle på brugernes behov, og der er tilsvarende stor individualitet i arbejdet med dem. Pædagogen kender dem og deres behov godt. En seng på stuen står parat til to brugere, som tager sig en lur på den efter frokosten, der er kugledyner, så de bedre kan mærke kroppens afgrænsning, det er ellers svært for dem og det giver tryghed, forklarer Joan Traulsen. Der er også en hængekøje til en tredje bruger. Nogle skal ”styres” mere end andre, de to blinde brugere skal have særlig opmærksomhed, den døve kvinde også, og så er der en ung fyr, som stille sidder og smiler og charmer.

Netop denne unge mand har været gennem en neuropædagogisk screening i centret. Det vil sige de har sammen afdækket adfærd, ressourcer og problemer, og hans udviklingsalder er fastlagt.

”Det betyder at tingene kommer til at hænge sammen. Hvis en bruger har en lav udviklingsalder, kan man indrette pædagogikken efter det og ikke stille krav, som ikke passer til den toårige han måske ”er”. For netop denne brugers vedkommende blev det tydeligt at han har en lav ”arousal”, det vil sige der skal en del stimulering til at ”vække” ham. Det var befriende at vide, for det betyder noget for, hvad vi kan og skal gøre i dagligdagen. Det er så rart på den måde at få indsigt i hans personlighed og udvikling og at finde nøglen til, hvad der netop ”vækker” ham.”

Allerbedst, men det er der desværre ikke ressourcer til i hverdagen, ville det være, hvis alle brugerne kunne udredes og selvfølgelig i samråd med bosteder og pårørende.

”Det ville betyde meget for vores arbejde i det daglige. Hvis fx en bruger har en udviklingsalder på 1 1/2 år, så er der en masse udvikling vi ved han slet ikke har været igennem. Fx frigørelsen af spejling af andre, oprørsperioden etc. Så ved vi fx at han ikke gør ting for vindings skyld eller for at være interessant, for den selvbevidsthed har man ikke i den alder. Som pædagog hjælper det at gøre sig klart, hvad man kan forvente af en person som er 1 1/2 år. Det er meget spændende og givende, og derfor også frustrerende at vi ikke kan bruge disse redskaber i sparetider”, fortæller Joan Traulsen og tilføjer:

”Brugernes udviklingsalder her spænder fra et par måneder til 3-4 år. Enkelte er op til seks år, men de er så ekstra skrøbelige på andre måder. Så at det handler om mig-mig-mig og mine behov, der skal opfyldes her og nu, kan jo ikke undre.”

I mellemtiden kommer og går flere af brugerne fra gruppen og fra de andre grupper, på toilettet, på besøg i andre grupper eller til opgaver. En mand fra en anden gruppe kommer ind og kaster sig henrykt over Joan Traulsen, uhmm siger hun og spørger til hans duft og han smider med mundvandet af glæde. Hun driller ham lidt med at han er en værre Don Juan, og han nyder det. En anden bruger dukker op og er vred. Hun siger: ”jeg ser du er vred og det er okay, selvom jeg ikke ved hvorfor.” Han falder til ro.

Den døve kvindelige bruger holder på et syngende juletræ og en syngende hund skiftevis. Hun griner henrykt igen og igen, for ganske vist kan hun ikke høre lyden, men bevægelserne og figurerne elsker hun. En anden sidder lidt for sig selv og brummer. Men ellers skal man være ret socialt minded for at kunne lide at være i centret, fortæller Joan Traulsen, for der er kun fælles grupperum, og så lidt hjørner til at træde fra i.

Operation Dagsværk

I den uge LFS Nyt er på besøg laver hele centret juledekorationer, og de to teams og deres grupper bliver slået sammen. Målet er at alle skal have en juledekoration med hjem.

Det er tydeligt at det er svært for ikke at sige umuligt at lave juledekoration med fire brugere på én gang, én kan gå an, og så holde et øje på én til. Her ved bordene sidder teamleder Signe Schandorff og tillidsrepræsentant Lisbeth Christensen og hjælper med dekorationerne. Der er godt med musik på, og de har det sjovt. Men da jeg, en fremmed og ukendt, kommer til, går en af brugerne.

Hvordan mærker I nedskæringerne?

Signe Schandorff fortæller:

”Det vigtigste er nærværet, og at vi laver aktiviteter sammen, som tager udgangspunkt i brugernes interesser. Det er ikke blot juledekorationer, det er en dekoration lige præcis til den enkelte bruger. Den prioritering betyder at der er opgaver vi ikke laver, som vi nedprioriterer, for der skal være forskel på at være hjemme og så på at være her i dagcentret, det er vigtigt. Så dagcenteraktiviteter og samvær er i fokus. Vi tilretter os sådan at vi kan rumme en hel gruppe, men vi har altid fokus på den enkelte bruger.”

Hun læner sig lidt frem og nikker over mod den bruger, som rejste sig og gik, da jeg kom ind.

”Ham jagede vi væk, fordi han ikke kender dig. Så i stedet for at lave dekoration og have det trygt og morsomt, sidder han nu og dimser med noget, som ikke er lystfyldt.”

Nedskæringerne viser sig også på andre måder.

”Her er nedslidt og ret beskidt. Vi holder da orden, planlægger og arbejder med handleplaner og beskrivelser, så vi overholder lovgivningen, men vi nedprioriterer en del af det og tager os af det akutte menneskelige.”

Lisbeth Christensen supplerer:

”Vi arbejder i et system, som ikke tager højde for at brugerne er blevet og bliver dårligere og ældre. De er gangbesværede og kørestolsbrugere, så vi kommer ikke ud af huset, hvor vi tidligere gik ture, tog ud og spiste og fik andre oplevelser.”

Men så fortæller de begejstret om en undtagelse, som illustrerer hvad der skal til, nemlig Operation Dagsværk. De ”købte” seks unge mennesker fra Christianshavns Gymnasium til at være med en dag. Det gjorde de med to formål. Dels ville de vise deres eget arbejde til de unge og vise brugernes hverdag, dels og især var de unge mennesker en mulighed for andre oplevelser for centrets brugere, simpelthen fordi der så var flere hænder. Hænder til at skubbe kørestole, til at tage med på stranden, lave skattejagt med poster og halloween, støtte og følge – og til sidst servere mad (bestilt udefra) til 60 mennesker og derefter rydde af. Alt det som ikke er muligt i hverdagen.

”Alt dette var muligt på grund af de unge. Brugerne hyggede sig virkelig, normalt har de jo madpakker med, så dette var helt anderledes. Og for de unge var det også en stor oplevelse, de sagde selv at det var meningsfuldt.”

Nøgleordet er flere hænder…

…men siden mit besøg bliver Strandparkscentret for 2011 pålagt en besparelse på 600.000 kr. og samtidig bliver en ledig pædagogstilling ikke besat.

Dagtilbud Der er 18 dagtilbud i København, med i alt 892 brugere tilknyttet. Det kan være aktivitets- og samværstilbud, hvor der er fokus på udvikling, oplevelser og samvær med udflugter, sang og musik og sansestimulerende aktiviteter (til dem hører Strandparkscentret), det kan være daghjem for borgere med behov for megen hjælp og støtte i de daglige funktioner. Og det kan være beskyttet beskæftigelse, ofte på beskyttede værksteder. Strandparkcentret på Amager Strandvej har 71 pladser til voksne personer med udviklingshæmning i moderat til svær grad (derudover er der et autismetilbud og et dagtilbud for voksne udviklingshæmmede med psykiatriske problemstillinger).