Leder

Af Jan Hoby, næstformand

Verdens bedste land & hovedstad?

På det sociale område er det på mindre end et år blevet okay at tale om grådighed og urimelige krav fra borgere, der ret beset bare holder sig til lovens bogstav. Vi har på rekordtid fået en retorik, der hører 30’ernes Tyskland til, ind i den politiske debat om borgere med særlige behov.

I kommunerne diskuteres der lige nu massive besparelser på velfærden, herunder på områder, som politikerne ikke har viden og indsigt om, men som de alligevel har sagt ja til at forvalte. En Deloitte-rapport (analyse af tendenserne i udgiftsstigningerne på området), som udkom i juni 2010, dokumenterer, at den største årsag til stigningen i taksterne er, at der er blevet flere brugere!

Det rimer ikke med den gøgeunge-retorik, vi gennem nogen tid har måttet lægge øre til fra KL og kommunerne, nemlig at de stigende udgifter skyldes at området er præget af ændrede behov og urimelige krav fra borgerne og deres pårørende. Og det rimer slet ikke med, at regeringen fastholder at kommunerne skal overholde først nulvækst og nu minusvækst i budgetterne i de kommende år. Og det alene for at fi nansiere deres ufi nansierede skattelettelser til samfundets rigeste 20 procent.

Der var engang, hvor vi som borgere kunne forvente at politikerne ikke lader de økonomiske nedskæringer gå ud over de borgere, som har allermest brug for støtte fra velfærdssamfundet. Der er ingen, der har valgt at få et handicap for at få støtte fra samfundet. Ingen. Det burde egentlig være helt unødvendigt at skrive, men de udtryk, der gennem en længere periode har været brugt om hele handicapområdet, har desværre gjort det nødvendigt. Det humanistiske menneskesyn er reduceret til en skueværdi.

Når vi ser de forslag til besparelser på det særlige sociale område, der præger kommunerne lige nu, så ser vi minimalstaten. At man som borger med handicap kun må komme i bad én gang om ugen. At maden skal komme udefra i stedet for at de pågældende borgere er med til at lave den. At der bliver færre medarbejdere, så der er mindre mulighed for at deltage i livet uden for boligen. At man forsøger at erstatte det socialpædagogiske arbejde, der giver borgerne mulighed for livsudfoldelse, med ren pleje. At udadreagerende borgere skal spærres inde eller passiviseres med øget medicinering. Ja, så er udviklingen på handicapområdet skruet 50 år tilbage.

Vi lever i et land, som har råd til ufi nansierede skattelettelser til de rige. Råd til bankpakker og råd til krig og militær, men det har ikke råd til velfærd. Vi lever i en by, som har råd til eksterne konsulenter i 400 millioner kroners klassen hvert år, dyre direktører og overadministration. Vi lever i en kommune, hvor pædagogisk arbejde i Socialforvaltningen er smadret af New Public Management og talmagi drevet ud i sin mest ekstreme form.

Vi lever ikke i verdens bedste land eller hovedstad, medmindre man abonnerer på Margaret Thatcher, CEPOS og hele det nyliberale galehus.