Berøring ruster børnene

Katrine Gøthche er uddannet psykomotorisk terapeut, det der før i tiden hed afspændingspædagog. Hun er ansat i den integrerede idrætsinstitution ”Blæksprutten” på Amager som pædagog og arbejder med gruppen af børnehavebørn. Katrine bruger med fordel den psykomotoriske metode i sin dagligdag.

”Vi er 44 børn fordelt på to stuer, og jeg tænker meget over, hvem og hvorfor jeg berører, og hvordan barnet reagerer på det. Jeg tager måske fast i barnets hånd og masserer den blidt. Mens jeg skifter en ble, trykker jeg måske op og ned af benet og giver en lille massage. Jeg gør det for at knytte bånd til barnet – forat skabe en tryghed og tillid. Barnet vil med tiden få en øget fornemmelse for sin egen krops geografi, altså kropsbevidstheden.”

Katrine Gøthche forklarer, hvordan forskningen peger på, at meget energiske børn, der oplever en øget taktil berøring, generelt bliver mere rolige. Samtidig har børn, der berøres meget og regelmæssigt, generelt færre gener som for eksempel mavepine og hovedpine.

”Børn blive mere rustede til at møde livet, når de oplever taktil stimulis. Der sker en hærdning af nervesystemet, så de bliver i stand til bedre at kunne omgås andre mennesker og aflæse både andres og ens egne grænser.”

Psykomotorikeren fortæller, hvordan hun blandt andet i bevægelsestimerne tager hånd om den taktile sans ved at bede børnene lægge sig på en række, skulder ved skulder. Et barn starter nu fra den ene ende med at rulle hen over de andre.

”Den oplevelse, det giver det rullende barn, men også giver de børn, der bliver rullet hen over, kan virke provokerende på nogle. Det føles fremmed, gør måske lidt ondt. Men næste gang barnet oplever noget lignende, vil det ikke virke nær så fremmed. Barnet vil være bedre rustet, når for eksempel en kammerat tumler ind i ham på vej over til legoklodserne. I stedet for at slå ud efter tumleren, vil barnet kunne sige ”hold lige op”, før sammenstødet udvikler sig til en konflikt.”

Sæt ord på berøringen

Hos Katrine Gøthche er dét også at tale om berøring en vigtig del af pædagogikken bag psykomotorisk terapi, for det giver en øget bevidsthed at få sat ord på. I sproget bliver børnene bevidstgjorte om, hvordan de oplever tingene. Den evne har betydning, når vi færdes blandt andre og skal kunne sætte grænser.

”Vi har blandt andet en leg i vores bevægelsestimer, hvor vi giver hinanden bittesmå klap på kroppen og bagefter siger højt, hvordan det var. Det kan også være, at børnene trækker hinanden rundt i salen på et tæppe. Her mærkes verden i bogstaveligste forstand. Det kan virke voldsomt på nogle, men meget mindre voldsomt på andre. Det er væsentligt at kunne sætte ord på oplevelsen, da det at kunne tale præcist om tingene øger vores kropsbevidsthed og styrker jeg’et.”

Hun forklarer, at taktilsansen består af to dele. Dels en beskyttende del, hvor det handler om udefrakommende sansepåvirkninger, som den puffende kammerat fra før, hvor det er vigtigt at barnet forstår at sige fra og flytte sig. Dels en mere undersøgende del. Hvis barnet for eksempel sætter fingeren på en hed kogeplade, skal der reageres hurtigt, og har barnet ikke evnen til at mærke efter, kan det gå galt i masser af livets sammenhænge.

Katrine Gøthche fortæller, at der engang i institutionen var et barn, der følelsesmæssigt havde det svært efter at være blevet storesøster. Hun følte sig klemt. Fra at være et relativt udadvendt barn, blev hun pludselig sky, og hendes adfærd gik fra åben til meget lukket. De voksne i institutionen oplevede at hun afviste dem.

”Jeg og mine kolleger begyndte bevidst at nærme os pigen. Nogle dage prøvede jeg for eksempel diskret at lægge en hånd på hendes skulder. Give hende et lille klap på ryggen. Ae hende på hånden. Jeg var utrolig bevidst om at gå langsomt frem. Efterhånden oplevede jeg og de andre voksne, at vi fik genopbygget tilliden. Hun begyndte igen at søge os, men det var hende, der satte tempoet. Sådan var det vigtigt, at processen var. I samarbejdet med familien lykkedes det os at få storesøsteren tilbage på ret kurs, og i hendes situation var netop fokus på taktil berøring en måde at gøre det på.”

Oxytocin i håndkøb

Når vi berøres af et andet menneske, får det os til at udløse hormonet oxytocin, hvilket gør, at vi knytter bånd. Det sker blandt andet, når et barn ammes af sin mor. Undersøgelser viser faktisk, at børn, der ikke ammes, opnår en senere relation til deres mødre, end børn, der får bryst fra starten. Katrine Gøthche siger:

”Jeg tror, at bevidstheden om oxycotin vil blive langt mere udbredt i fremtiden. Måske man ligefrem kan købe hormonet i pilleform om nogle år – som modvægt mod blandt andet stress, der jo bliver en mere og mere udbredt livsstilssygdom.”

Afspændingspædagogen understreger, hvor vigtigt det er, at moderne børn bliver rustede til verden derude. I de fleste omsorgsfag og også de pædagogiske fag ligger bevidstheden om berøring som en naturlig tavs viden. De fleste pædagoger, dagplejere og medhjælpere bruger berøringen helt af sig selv uden dog at have det teoretiske fundament på plads. De berører som en naturlig del af dét at vise omsorg.

”Jeg er sikker på, at vi vil kunne hjælpe mange flere børn på vej, hvis der var en øget bevidsthed om taktil berøring og teorierne bag. Hvordan gør vi helt konkret? Der findes flere og flere børn i dag med en eller anden form for taktil skyhed, fordi de bliver understimulerede eller måske overset, og formår vi her som professionelle voksne at støtte og håndtere børnene med rette taktile stimuli, kan vi nå langt. Alle børn lærer jo sansemotorisk, indtil de er syv år gammel. Det faktum bør vi være mere opmærksomme på.”