Fritidspædagogik

Fritidshjem, SFO’er, KKFO’er – hele området for børns fritid og den pædagogik, der bedrives der, er under pres. Det er der ikke noget nyt i, området har været under pres i mange år, både økonomisk og strukturelt, men presset er vokset kraftigt de sidste år. Det skyldes ikke mindst den borgerlige regering og dens temmelig ensidige fokus på flere timer i skolen, PISAundersøgelser og børns boglige resultater testet på alle tænkelige måder. Læring er i højere og højere grad i højsædet.

Det hele barn, som også omfatter alt det der sker og udvikles i barnets fritid, overses derimod i høj grad og anses som langt mindre vigtigt. Det er bare leg siges det nærmest affærdigende om det område af barnets liv og udvikling. Mantraet er mere skole. At det også betyder mindre fritid og dermed mindre af det som børn rent faktisk udvikler i fritidshjem og SFO’er, det tillægges ikke nogen synderlig værdi, og det ses ikke som et tab for børnene og for samfundet.

Anderledes ser det ud når man taler med fagfolk. Med det pædagogiske personale, der dagligt har kontakten med børnene i fritidshjem og SFO’er og derigennem har udviklet en fritidspædagogik, som ”giver” mest muligt. Og med forskere, som har brugt tid og kræfter på at se på børns fritid og dens betydning for deres udvikling og trivsel fra mange synsvinkler. Begge grupper sætter spørgsmålstegn ved om mere skole er den rigtige vej at gå, især for de børn som ikke rigtig profiterer af skolen, som har det svært i skolen. Er mere af det, der ikke virker, virkelig vejen, spørger de.

Fritid i fare

Af Elisabeth Lockert Lange

Eksisterer fritidspædagogikken i fremtiden ? Og hvis ja, hvordan ser den så ud? Og hvordan ønsker vi at den skal se ud? Seminarielektor Trine Ankerstjerne gør sig mange overvejelser over fritidspædagogikken og fritidspædagogernes rolle, force og funktion.

En af debattørerne på området fritidspædagogik er Trine Ankerstjerne, og hun har noget på hjerte i forhold til fritidspædagoger.

Oprindeligt selv uddannet fritidspædagog med arbejde på såvel daginstitutionsområdet som specialområdet er hun efter en cand.pæd.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitet nu lektor i pædagogik på Pædagoguddannelsen København. En bog med hende som redaktør, SFO- og fritidspædagogik – før, nu og i fremtiden, er netop udkommet. En bog der, som titlen angiver, forsøger at indkredse pædagogikkerne og kigge fremad.

Og hun mener at vi skal kigge fremad. Kigge på hvilke kompetencer børn har brug for nu og på længere sigt, og på hvilke kompetencer børnene får i henholdsvis skolen og fritidshjemmet. De to områder kan nemlig noget forskelligt. Holdningen ”mere skole” bekymrer hende, den forståelse, den holdning udtrykker af hvad der er vigtigt i et børneliv, bekymrer hende, hvor vigtig indlæring er i forhold til den evne til at inkludere hinanden, tænke demokratisk og være selvstændige som danske unge kan, uanset PISA undersøgelser.

”Hvad synes vi er vigtigt i samfundet? Og hvad er en god barndom? Jeg tror ikke på at det er at gå mere i skole end børnene gør nu?”

Derfor er hun også bekymret for både fritidshjem og SFO’er. Dels har de politisk ikke samme egen-berettigelse som skolen, dels er de i risiko for at blive overtromlet af skolen.

”Derfor er det vigtigt at fritidshjemspædagoger lærer at italesætte, hvad de kan og er gode til. Og ikke kun på den traditionelle fritidspædagogiske måde, hvor værdierne beskrives i et modsætningsforhold til skolen. Den tilgang er problematisk nu, hvor samfundet vil have flydende overgange. Det bliver vigtigt at fastholde en værdi i fritiden, og fx er det vigtigt at fremhæve at skolestart også er fritidshjemsstart. De fleste børn peger jo netop på venner og et sted, hvor de kan være sammen med dem, som noget meget vigtigt.”

Overvej og formulér

Ser man på det samfund vi lever i, og som børnene skal have kompetencer til at fungere i, så er tendensen at mere og mere overlades til os selv.

”Der stilles krav til os om at vi skal kunne agere og styre vores eget liv. Også lærere og pædagoger har store forventninger til, hvad børnene kan. De skal kunne disciplinere sig ind i fællesskaber, i betydningen at de skal kunne afkode normer og finde deres egen plads i fællesskabet. De som har svært ved det bliver ekskluderet og endog mobbet. Det er et område, som pædagoger kan slå på som deres kompetence, for de har fokus på relationer. De skal kommunikere at fritidshjemmet er en base, hvor man styrker de sociale kompetencer, hvor man lærer at afkode og aflæse fællesskabets normer, hvor man lærer at agere, se sig selv, bruge sig selv, opdage hvad andre kan lide og ikke lide ved én”, fortæller Trine Ankerstjerne.

Hun peger på at der ikke er de faste holdepunkter i samfundet, sådan som der var tidligere. Det er ikke klart og det ligger ikke fast, hvem og hvad vi er, vi skal have holdepunkterne i os selv, kunne iscenesætte os selv.

”Pædagoger på fritidshjem kan arbejde med at børnene kan øve sig i hvem de er. Og det sker i aktiviteter som er frie. Når fritidshjemmet tit kommer til kort, er det fordi det er så svært at italesætte netop dette.”

Hun foreslår at man i fritidshjemmene tager en diskussion om, hvad man vil med de traditionelle begreber, hvad man vil lægge bag sig, og hvad man vil beholde.

”Fx er den frie leg i risiko for at forsvinde. SFO’erne har fået indført mål- og indholdsbeskrivelser, og det presser fritidshjemmene, samtidig med at de også presses nedefra af læreplanerne i 0-6 års institutionerne. Selvfølgelig arbejder fritidshjemmene også med læring, de har bl.a. udviklingsplaner og temaer, men de har ikke tradition for at formulere hvilke overvejelser de gør sig, og det skal de. De skal gøre sig didaktiske overvejelser og de skal formulere dem. Det kan bl.a. let give vanskeligheder mellem pædagoger og lærere i indskolingen at det er så svært for pædagogerne at formulere, hvad de gør og hvorfor. Men hvis pædagoger ikke skal føle sig som radiatorvarmere og kridthentere, så skal de kunne sige, hvad de kan og hvad de vil, og hvad de styrker hos børnene med det de gør”, understreger Trine Ankerstjerne.

Struktur

Lærerne siger at pædagogerne mangler struktur, for lærernes struktur er langt mere forudseende. For mens pædagoger måske nok har tænkt over, hvad de vil lave i dag, så har lærerne overvejet de 10 næste skridt. Det er pædagogerne ikke opdraget til. Spørgsmålet er så om de skal skifte stil og blive mere strukturerede? Det mener Trine Ankerstjerne.

”Det frie, som er vigtigt at bevare, kan godt foregå under strukturerede former. Jeg tror da også at pædagoger i nogen grad arbejder med struktur, for børnene er trygge, og det bliver de af gentagelser, af det de kender. Og der er brug for struktur, for jo mere struktur jo nemmere er det at tillade kaos”, siger hun og fortsætter:

”Den bedste pædagog er den, som har overvejet, hvad hun skal i dag, det giver allerede en struktur for dagen. Og så skal hun mestre autonomi, det vil sige turde skippe den struktur, hun forestillede sig, hvis børnene er optaget af noget andet. Pædagoger er dygtige til at fornemme, hvad der er behov for – og hvor børnegruppen er. Så på en og samme tid være tro mod det, man har planlagt for udvikling af kompetencerne, og samtidig kunne slippe det konkrete.”

Det Trine Ankerstjerne først og fremmest savner, er at det kommer ud over rampen.

”Fritidspædagogerne skal komme på forkant med at beskrive, hvad de vil arbejde med. Pædagoger har en stor tavs praksisviden, og de har svært ved at sige, hvorfor de gør, som de gør. Men det er også et væsentligt element i fritidspædagogik at overveje, hvad man vil, og hvad man vil med det man gør, hvilke kompetencer det udvikler, og hvilke aktiviteter man bruger til at udvikle de kompetencer. Overvejelser over det sigte de har med at støtte en bestemt udvikling vil gøre det lettere for pædagogerne at formulere mål for deres aktiviteter og for den frie leg. Og gennem overvejelserne sættes læring på dagsordenen, for det er et væsentligt element at man lærer om livet, lærer om sig selv, i legen.”

Den frie leg

Trine Ankerstjerne understreger at fri leg er rigtig vigtig, den rigtigt frie og ikke voksenstyrede leg. For den frie leg indeholder store muligheder, bl.a. for at styrke kompetencer og som et redskab til at inkludere.

”Set fra en voksen synsvinkel er der måske ofte meget lidt leg og meget forhandling og roller i det, men forhandlingerne er jo legen. Det er disciplineringen ind i fællesskabet, det er at øve sig i at lave strukturer. Og hvis man skal kunne agere som eget individ uden de faste holdepunkter, så er det vigtigt at kunne skabe struktur. Dette er noget, som pædagogerne skal tage til sig og gøre til deres felt”, siger hun og tilføjer med et smil:

”Og selvom de måske ikke kan lide strukturbegrebet, så bør de alligevel se på det og gøre det spiseligt ved at ændredet, ligesom læring er blevet et spiseligt begreb ved at blive ændret væk fra indlæring. De skal sætte fokus på, hvad de gør i fritiden med sigte på at børn lærer at blive sig selv i fællesskabet. For trods individualisering dør fællesskabet jo ikke, dets forudsætninger er bare anderledes end dem, vi selv kendte engang.”

Hun nævner andre områder, hvor fritidshjemmene skal være deres rolle og betydning bevidst, områder de kan formulere og gøre til deres.

”Det gælder fx muligheden for at arbejde med selvbestemmelse og medindflydelse. Her skal fritidshjemmene være bevidste om at netop de kan arbejde med muligheden for at give børn indflydelse, fordi børn har mulighed for at lege og vælge. Et andet væsentligt felt for fritidshjempædagogikken er, at det er i fritidshjemmet børnekulturen udvikles. Den udvikles jo ikke af forskere på Danmarks Pædagogiske Universitet men af børnene selv i fritidshjemmet. Her er der langt større mulighed for at afprøve og udspille alt muligt, end der er i skolen, som er underlagt strammere rammer og regler.”

Pædagogerne kan tage en særlig rolle netop i indskolingen, nemlig ved i fritidshjemmet at arbejde videre med temaer fra klassen, men med fokus på gruppen, på det sociale.

”Ved at kende begge steder kan pædagogerne arbejde aktivt videre med det sociale i fritidshjemmet. Det er et vigtigt område, som pædagogerne skal være skarpe på, for samfundet bliver mere og mere ekskluderende, og det er netop i børnekulturen et barn ekskluderes. Derfor skal pædagogerne øve sig i fremadrettet at arbejde med fællesskaber, sørge for at alle har adgang til fællesskabet, og sætte fokus på at udvikle kompetencer hos både de ekskluderede og de ekskluderende”, siger Trine Ankerstjerne.

Fritidshjem og SFO

Fritidspædagoger har også brug for at være empatiske, siger Trine Ankerstjerne.

”Der er brug for empati og for at slippe de mange forestillinger om og forståelser af rigtigt og forkert. Og se barnet. Børn er jo ikke onde, de vil gerne. Det de gør, som andre oplever som irriterende, er deres måde at vise at de ikke er med i fællesskabet, og at de gerne vil være med.”

Det skal pædagoger være opmærksomme på, mener hun, og tage det med i en formulering af god fritidspædagogik. Og i en formulering af hvorfor fritidshjemmene skal forblive som fritidshjem. Hun oplever i øvrigt at pædagogerne på SFO’er ude i landet har helt de samme tanker om pædagogik, som det pædagogiske personale på fritidshjemmene i København har, der jo som bekendt er den sidste bastion for fritidshjemmene. De har også en oplevelse af at skolen fylder meget. Ganske som fritidshjemsledere i København er pressede af en forvaltning, som ønsker heldagsskoler og KKFO’er.

”Da SFO’erne startede var forholdene dårligere, men sådan er det ikke mere. Men de er på skolen, og det kan man diskutere om er godt eller skidt. Man argumenterer med helhed i barnets liv, men jeg mener at det store fokus på helhed er en voksenopfindelse. Det er i høj grad de voksne, som har behov for helhed. Børn har brug for forudsigelighed, men de kan sagtens agere i forskellige miljøer.”

Uanset om det er i fritidshjem eller SFO’er, så skal børnene klare sig i større og større institutioner. Også her kommer struktur ind i billedet.

”Jeg er sikker på at det kræver meget mere struktur, styring og pædagogisk ledelse at fastholde kvaliteten på meget store institutioner og at sikre, at de børn som har brug for tryghed også tilgodeses. Jeg tror kvaliteten presses på de meget store institutioner, hvor de mange børn gør det umuligt for de voksne at kende dem alle, men jeg tror også at pædagoger er dygtige nok til at strukturere sig ud af det, så der ikke sker en kvalitetsforringelse for børnene.”

Trine Ankerstjerne er uddannet fritidspædagog og har arbejde på både daginstitutionsområdet og specialområdet. Efter en cand. pæd.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitet er hun nu lektor i pædagogik på Pædagoguddannelsen København. Hun er aktuel med en bog SFO- og fritidspædagogik – før, nu og i fremtiden, som redaktør. Hun er også aktuel med en temaaften i LFS om fritidspædagogik den 23. februar. Det kan du læse om andetsteds i bladet.