Fritidspædagogik

Legeonklerne

Af Elisabeth Lockert Lange

Fritidspædagoger i folkeskolen? Nogle synes det er en glimrende idé, andre er kritiske over for at pædagogerne reduceres til brandslukkere og legeonkler og hjælpelærere.

Det er ikke kun pædagoger, som har reageret på Faglighed og frihed, regeringens såkaldte ”udspil til en bedre folkeskole”. Et udspil som i sin essens reelt bare advokerer for mere skole. Også forældre har reageret på udspillet.

En af dem er Anne Mette Omø Carlsen, mor til to børn, en i skole og fritidshjem, en i børnehave. Hun er uddannet i kommunikation og socialvidenskab fra RUC og har altså ingen pædagogisk baggrund. Men hun beskæftiger sig med børn og deres vilkår gennem sine to job, dels i KFO, Københavns Forældre Organisation, dels i organisationen Skole og Forældre. Så hun er ikke nogen helt almindelig forældre. Hun ser ikke kun udspillet ud fra sine egne børns synsvinkel, tværtimod er hun meget opmærksom på den holdning til børn og samfundet der ligger bag det. Fra både sin uddannelse og sit arbejde i forældreorganisationer med fokus på både institutionsverdenen og skolen har hun det større perspektiv.

Hun har også – i modsætning til sikkert mange – sat sig ind i regeringens udspil.

”Udspillet er udtryk for en klar markedsgørelse af skolen. Der skal erhvervsledere ind i stedet for skoleuddannede ledere, og der skal tænkes i erhvervslivsbaner med mere konkurrence. Det kan måske være delvis okay, og så alligevel ikke, for det er mennesker og børn vi har at gøre med her”, lægger hun ud.

Hun er irriteret over at udspillet er renset for enhver anerkendelse af værdien i fritidspædagogikken.

”Det er tydeligt fx i forslaget om at øge brugen af undervisningsassistenter i skikkelse af pædagoger i skolen. Dér bliver de, og det de kan, reduceret til brandslukkere og legeonkler. Skoleudspillet anerkender ikke den særlige værdi, der er i fritidspædagogikken, og de kompetencer og den faglighed som pædagogerne har.”

For det er jo ikke på grund af fritidspædagogernes særlige kvalifikationer de skal ind i skolen frem for fx to lærere. Det handler om arbejdstidsregler og overenskomster. Med andre ord er en ekstra lærer dyrere end en pædagog. Pædagogen er blot en billig arbejdskraft hvis opgave det er at hjælpe lærerne, så de kan opnå de rigtige indlæringsmæssige resultater. Men er det en opgave for pædagoger?

Anne Mette Omø Carlsen mener nej. Pædagogik er så meget mere end det:

”Pædagoger går til børn på en særlig måde, de kan noget særligt med børn. At hjælpe lærere til at nå deres faglige mål med børnene er altså ikke en pædagogisk opgave. Tanken er at de skal hjælpe i konflikter, i idræt og leg. Og til at tage sig af de børn som er svære for lærerne at have med at gøre. Med de mange børn der skal ind i klasserne, kan lærerne jo ikke løfte opgaven, og så skal pædagogerne lige fikse konflikten. Men det er en negligering af pædagogikken generelt, at pædagoger reduceres til legeonkler og konfliktløsere.”

Ansæt dog i stedet to lærere til at tage hånd om problemerne i stedet for en pædagog som buffer, opfordrer hun og konstaterer: men det er jo samtidig et spareprojekt…

Den vigtige fritid

Bag udspillet ligger en klar holdning til børn. At de skal kunne læse, skrive og regne i en bestemt alder, så de kan sammenlignes med andre landes børn, er tilsyneladende formåletmed barndommen. Skolen er det absolut vigtigste, indlæring går over alt andet.

Den indstilling oplever de ofte i KFO, fortæller Anne Mette Omø Carlsen, fx når forældreorganisationen gerne vil diskutere normeringer og standarder for fx børnenes arbejdsmiljø i daginstitutioner og fritidshjem.

”Det gider politikerne ikke diskutere, det er ikke hot politisk, det kan ikke måles og vejes, så det er ikke vigtigt. Det er bare fritiden. Og udspillet er jo også en negligering af børns fritid og af værdien af den. Den bliver blot opbevaring. Vi mener netop at uden gode fritidshjem og god fritidspædagogik, så får vi de mange urolige børn. Børn som har svært ved skolen, men som man giver endnu mere skole. Disse børn kommer til at få det endnu sværere, når de får endnu mere af det, de har det svært med”, siger hun med sine egne erfaringer fra Blågårds Skole i baghovedet.

Nedvurderingen af børns fritid gennemsyrer tankegangen i udspillet og i utallige udspil før dette. Det pædagogiske arbejde, der foregår uden for skolegangen, nedprioriteres og undervurderes gang på gang, og alligevel undrer politikerne sig over at mange børn har brug for specialundervisning eller er urolige i timerne. Børnenes fritid, hvad enten det er tiden før skolealderen eller fritiden efter skolegangen spiller – i denne optik – ikke nogen rolle i børnenes liv og udvikling

”Men børn har brug for at have fri, de har brug for fritid til at udvikle sig. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på at det som sker efter skole anses for ligegyldigt, med mindre det er lektier pædagogerne laver med børnene.”

Gruppen og relationer i fokus

Det er rigtig vigtigt for børn med gode fritidshjem, er hendes vurdering.

”Det er vigtigt at de har fri og helt konkret går et andet sted hen. Nogle børn bliver helt andre børn når de kommer over på fritidshjemmet, hvor de ikke testes, og der ikke stilles bestemte krav til dem. Pædagoger og lærere går til børn på forskellige måder, og de har jo også forskellige opgaver, de skal udføre i forhold til dem. Lærerne har et læringssyn, og de skal nå specifikke resultater. Det skal pædagogerne ikke, børnene kan være friere, tør måske derfor noget andet og nyt, de udvikler andre evner, og så kan de røre sig i fritidshjemmet, det er meget vigtigt. Det kan de også i skolen, men der er det som en pause. I fritidshjemmet er det en indbygget del i et forløb, i selve det man gør, uanset om det fx er et teaterstykke man sætter op eller en leg man leger.”

De to steder og tilgange stimulerer forskellige sider af barnet, og de to faggrupper oplever forskellige dele af barnets personlighed. Hele grundtanken i skolen og i fritidshjemmet er forskellig, og det tror hun ikke man skal ændre.

”Derimod skal man holde fast i det frirum, som fritidshjemmet er. Fritidshjemmet gør sig mange og gode tanker om, hvor barnet kan udvikle sig hen, og hvor barnet kan opleve noget helt andet. Der er plads til de udadreagerende drenge, og her kan de opmuntre den stille pige til noget nyt. Og måske er den stille pige rigtig ked af de mange test, og så er det vigtigt at der er andre forventninger og andre muligheder på fritidshjemmet.”

Grundlæggende handler det om at der mangler en anerkendelse fra politisk hold af, at der er faglighed i fritidspædagogik, at den i sig selv er udviklende og lærende, uden at den er et tilbehør, en støtte eller forlængelse til skolen. At den har en egenværdi.

”I fritidshjemmene bliver der tænkt tanker over hvad de gør og hvorfor, og hvad børnene vil med det. Pædagogikken i fritidshjemmet er mere gruppeorienteret end i skolen, aktiviteter tager udgangspunkt i gruppen, der bliver set mere på, hvad gruppen vinder ved aktiviteterne, fokus er på fællesskaber, hvordan vi fungerer sammen, hvordan vi taler til hinanden, og hvordan man er en god ven. Selvom min oplevelse også er at fritidshjemspersonalet ser hvert enkelt barn – når de ellers har ressourcerne til det.”

Denne gruppeudviklende pædagogik falder i øvrigt glimrende i tråd med det erhvervslivet efterspørger, nemlig folk der kan samarbejde og fungere i grupper.

Heldagsskolen

Heldagsskolen er for Anne Mette Omø Carlsen et skræmmebillede. Især tanken om at heldagsskoler skulle være integrerende forstår hun slet ikke. På trods af at påstanden gentages gang på gang i argumentationen for skolerne. Inklusiv i regeringens skoleudspil.

”Men jeg kender jo til dem. På en af dem var der kun to danske børn, for de ressourcestærke danske forældre vil jo ikke have deres børn gående i skole hele dagen. De vil have at de skal have andre oplevelser andre steder, fx i fritidshjemmet. Og hvis de ressourcesvage fravælger fritidshjemmene, så skal man da hellere se på, hvorfor de gør det, om de er for dyre, der er for få voksne eller hvad det nu kan være.”

Tilhængere af heldagsskolerne peger på at børnene jo får fritid på skolen, og at der er en fritidshjemsdel tilknyttet skolerne. Men det dur ikke, mener hun.

”Undersøgelser af fritidsdelen på heldagsskolerne viser at de ikke fungerer som fritidshjem, men som vedhæng til skolen. Skolens dagsorden vinder, for det er konkret og kan måles og vejes. Og det skal det kunne for at regnes for noget. Og så er heldagsskolerne jo også enormt dyre, så hvorfor dog ikke bruge pengene på fritidshjemmene.”

Når Anne Mette Omø Carlsen ser fremad, synes hun ikke det ser lyst ud.

”SFO’erne er blevet rigtig dårlige rundt om i landet, det er min oplevelse. Sådan er det heldigvis ikke i København, endnu har vi rigtig gode fritidshjem med udviklende, kompetencegivende, lærende fritidshjem. Men jeg ser en udhuling af fritidshjemmene. De får det sværere og tungere. Og som konsekvens frygter jeg dårligere fritidshjem. Det vil få store konsekvenser, alene i forhold til integration, hvor vi kommer til at se kvarterer med ballade. Man bør virkelig gøre en indsats for at få disse børn på 6-7 år til at gå på fritidshjem og ikke hjem og lege i gården, for det er der ikke meget integration i.”

Oveni disse problemer kommer inklusionstanken, med det mål at 97 pct. af alle børn skal kunne rummes i folkeskolen – og dermed også i fritidshjemmene. En smuk og rigtig tanke, men lagt ind i en spareplan er det netop blot det – en besparelse. At tilgodese alle de mange børn med mange forskellige særlige behov og problemstillinger kræver tværtimod ressourcer.

I stedet for Faglighed og frihed lancerer LFS Faglighed og FRITID. Der er nedsat en arbejdsgruppe på tillidsrepræsentantmøderne, som vil forholde sig til hele problematikken om test og karakterer i en tidlig alder, forlænget skoledag, flere elever i klassen, resultatløn for lærerne m.m. Som fællestillidsrepræsentant på fritidshjemsområdet i LFS, Tina Malene Hansen, siger: ”Større skoleklasser, karakterer til børn i 6. klasse, massivt fokus på læsning i indskolingen, seks timers skoledag for børn i indskolingen og resultatløn til lærerne… Der er dømt kamp fra min side, så jeg tager mit humanistiske sværd frem og slås for børns ret til leg og fritid... Tina ”Nederen”s skolereform stinker.”

Anne Mette Omø Carlsen er ansat dels i KFO, Københavns Forældre Organisation, dels i organisationen Skole og Forældre. Hendes baggrund er en uddannelse i kommunikation og socialvidenskab fra RUC. Og så kender hun daginstitutions- og skoleområdet i København fra sin hverdag som mor til to børn, en i skole og fritidshjem, en i børnehave.