"Min søn er særligt sensitiv"

Da Anne Marie Stavnstrups søn kom i børnehave, var der ingen lydhørhed over for, at han var særligt sensitiv. Nu går han i skole og stortrives – også i fritidshjemmet, bl.a. fordi han bliver rummet for sin sensitivitet.

Hun er selv sensitiv, hendes søn er sensitiv, og så arbejder Anne Marie Rosenkær Stavnstrup som kinesiologisk coach også med særligt sensitive børn, unge og voksne.

Det var efter hun fik sin i dag 5-årige søn Thomas, at hun fik øjnene op for, at man kunne være særligt sensitiv.

Hun gik i legestue med ham, da han var halvandet år, og opdagede allerede da, at de andre børn søgte hinanden mere, mens han søgte de voksne. Når der var rytmik, trak han sig ofte efter halvdelen af tiden. Han havde brug for en pause, inden han kunne fortsætte.

”Jeg tænkte: de andre må jo synes, jeg har et mærkeligt barn”, siger Anne Marie Stavnstrup.

Allerede som 2-3 årig havde Thomas styr på hele alfabetet, farver og tal. En anden mor i legestuen gjorde Anne Marie opmærksom på begrebet særlig sensitivitet, der ofte følges af høj begavelse. Og så faldt tingene på plads for hende. Det var jo, hvad han var – og hvad hun også selv er.

”Jeg har hele livet arbejdet med lavt selvværd med udgangspunkt i, at jeg var forkert og skulle lære mig alt det udadvendte. Men ved at opdage særlig sensitivitet fandt jeg ud af, at jeg aldrig har været forkert. Det udadvendte er bare ikke naturligt for mig.”

Hendes søn startede i børnehave, da han var tre et halvt år. Der gik kun 14 dage, før stuens pædagog indkaldte forældrene til en samtale, fordi hun var bekymret for hans ”manglende lyst til kontakt”.

På mødet forklarede Anne Marie om, hvad særlig sensitivitet er, gav relevant materiale og inviterede personalet til et foredrag om emnet. Men pædagogen på stuen ville hellere have kommunens psykolog til at undersøge Thomas for en asperger diagnose.

Anne Marie Stavnstrup og hendes mand følte sig underkendt som forældre og sagde nej tak. De havde allerede tidligere haft familiekonsulent Annette Bitten Christensen, som har mange års erfaring i arbejdet med særligt sensitive børn, hjemme og “kigge på” Thomas. Hun var, ligesom Thomas forældre, ikke i tvivl om, at han var særligt sensitiv og ikke havde en diagnose.

Thomas kom på en anden stue i børnehaven, hvor han livede op og fungerede bedre. Og efterhånden holdt personalet op med at snakke om psykolog.

Sådan støtter man

Nu går Thomas i skole og trives. Pædagogerne i børnehaveklassen og fritidshjemmet rummer ham og er meget interesserede i at høre om særlig sensitivitet. Og Anne Marie Stavnstrup har selv fået en del erfaring i, hvordan man støtter og regulerer særligt sensitive børn.

For det første mener hun, at man skal anerkende deres stærke følelser og hjælpe dem med at sætte ord på eller tegne følelserne på papir. Også tålmodighed er en god ting, når man har med et særligt sensitivt barn at gøre.

”Barnet skal bare lige have den erfaring, at det ikke er så slemt, som han troede”, siger Anne Marie Stavnstrup. ”Det handler om at sige ”Sådan er mit barn” – og rumme det. For når det særligt sensitive barn bliver forstået, får det nemmere ved at lære de ting, det ikke er så god til”.

Et andet praktisk fif er at hjælpe barnet til at holde pauser – det vil sige at lære at regulere sig selv. Når Thomas er blevet hentet, sørger hun f.eks. for, at han lige sidder lidt og slapper af med en film, inden han går i gang med at spille spil.

Hun forstår godt, hvis nogen tænker, at man ikke skal sætte for mange etiketter på børn.

”Det kan jo være rigtigt nok. Men hvis en gruppe børn har et træk, de har til fælles, er det vigtigt at kunne genkende det træk, så man kan forstå dem i stedet for at misforstå dem. Egentlig handler det jo bare om, at alle skal have lov til at være, som de er. Og det kan være nemmere at give andre lov til, hvis man forstår, hvordan de fungerer”.

Anne Marie Stavnstrup kan kontaktes på tlf. 50 40 63 91 og hendes hjemmeside er: www.kinesiologisk-coaching.dk