Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Sover du dårligt?
Så er det måske fordi du gør en stor indsats på jobbet men ikke føler du bliver belønnet og anerkendt for det. Ny arbejdsmiljøforskning viser nemlig at det kan gå ud over både nattesøvn og helbred.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har påvist at vi generelt føler, der er en god sammenhæng mellem vores indsats på arbejdet og den belønning vi får. Og belønning er ikke bare løn, men også klap på skulderen, anerkendelse, karrieremuligheder og tryghed i ansættelsen.
Men de, der oplever at de to ting hænger dårligt sammen, sover generelt dårligere og kan lide af søvnbesvær. De vurderer også i højere grad deres helbred som dårligere over tid. Kvinder er i højere grad ramt end mænd.
Effektmåling af indsats over for kriminelle unge
Hvilken form for socialpædagogik og anbringelsessteder virker, så unge kriminelle bliver mere lovlydige og kommer ud af deres eventuelle misbrug? Det er blot nogle af de spørgsmål, som et nyt projekt skal levere viden om. Det er Servicestyrelsen under Socialministeriet der står for projektet, som skal skabe ny viden om effekten af den behandling, som de unge kriminelle får på opholdssteder og døgninstitutioner.
Gennem et samarbejde med seks til otte institutioner og opholdssteder skal der udvikles et system til at indsamle data om de unge kriminelles psykiske problemer, misbrug, kriminalitet, skolegang og beskæftigelse. Og senere systematisk sammenligne med anbringelsesstederne. Læs mere på www.sm.dk
Depression giver risiko for langt sygefravær
Mennesker som er sygemeldt på grund af depression er længere om at vende tilbage til arbejdet end sygemeldte med stress. Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA. De har en øget risiko for at ende i langtidssygefravær.
Tallene kommer fra en undersøgelse af 721 lønmodtagere (ca. 70 procent af dem kvinder), som modtog sygedagpenge i 2007 på grund af psykiske lidelser. Og i løbet af et år vendte 84 procent af de sygemeldte tilbage til arbejdet. Men dem, som var sygemeldte på grund af selvrapporteret depression, vendte markant langsommere tilbage end sygemeldte med stress og udbrændthed. Den gruppe har med andre ord særligt behov for hjælp til at vende tilbage til arbejdet igen. Og de skal hjælpes hurtigst muligt. Efter et års sygefravær vender hver femte aldrig tilbage. Læs mere på www.arbejdsmiljoviden.dk
Madlavning
Flere og flere børn vokser op uden kendskab til praktisk madlavning og råvarer. Men de københavnske børnehaver og vuggestuer skaber i disse år vigtige erfaringer med at give børnene alderssvarende viden om mad, råvarer og ernæring, vurderer Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Nu vil forvaltningen forstærke arbejdet med at sprede de gode erfaringer og integrere maden i det pædagogiske arbejde i alle byens daginstitutioner, blandt andet ved at ansætte en særlig pædagogisk koordinator i forvaltningen. Koordinatoren skal sammen med Københavns Madhus bistå institutioner med at integrere mad og måltid i det pædagogiske arbejde og i de pædagogiske lærerplaner.
Usikre på nye lederroller
Ledelsesstrukturen i landets vuggestuer og børnehaver har ændret sig markant de sidste fire år. De skaber usikkerhed for syv ud af ti af lederne, viser en ny undersøgelse fra Væksthus for Ledelse.
Det er især før og efter kommunalreformen at ledelsesstrukturen er blevet en anden, før med den traditionelle model for ledelse som en selvstændig institution med leder og souschef.
Efter har kun 15 procent af kommunerne udelukkende denne model. I stedet er der en række ledelsesmodeller, der vinder frem, især områdeledelse, hvor ensartede institutioner hører under én fælles leder, der samarbejder med en daglig leder for hver institution.
Og det skaber øget usikkerhed om lederrollerne, viser rapporten fra Væksthus for Ledelse. 69 procent ser det en udfordring at afklare kompetencer og roller mellem ledelsesniveauerne. Og andre udfordringer er ikke blevet mindre af de nye ledelsesformer. De er tværtimod de samme.