Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Stem
Du kan stadig nå det. At stemme om de næste par års overenskomst altså. Det kan du helt frem til den 4. april kl. 12, så hvis du ikke har nået det endnu, så skynd dig. Du skulle gerne have modtaget en stemmeseddel allerede for et par uger siden.
Du kan stemme på tre måder, via sms, via FOAs hjemmeside foa.dk/urafstemning eller via brev. Til de to første metoder er der instruktioner i brevet med stemmeseddel og materiale.
Ser man på resultatet er det præget af at der er meget få penge denne gang. Alligevel er det lykkedes at løfte pædagogerne ekstraordinært i forliget på det pædagogiske område. Forliget handler om de 0,3 procent af lønsummen, som kommer oven i de generelle lønstigninger på 2,65 procent. Dagplejepædagogerne får et løntrin ekstra. Det svarer til 4.000- 5.000 kroner om året alt efter anciennitet. Pladsanviserne får to ekstra løntrin, og legepladspædagogerne får forhøjet deres fritvalgstillæg med 1,74 procent.
Generelt har alle pædagoger fået lidt ekstra ved de igangværende overenskomstforhandlinger, fordi KTO har afsat en pulje på 15 millioner kroner til denne gruppe. Det skyldes, at Lønkommissionen sidste år dokumenterede, at pædagoger sakker mest bagud i forhold til sammenlignelige grupper.
For pædagogerne i de københavnske daginstitutioner betyder forliget, at de får forhøjet deres fritvalgstillæg med 0,53 procent. Derudover får de en særlig pulje på to millioner kroner, fordi arbejdsgiverne har en gæld til FOA fra overenskomstforhandlingerne i 2008. Hvad pengene skal bruges til, skal forhandles mellem LFS og Københavns Kommune.
For de københavnske døgninstitutionspædagoger giver forliget også lidt ekstra. Ud over det, som er aftalt for landets øvrige socialpædagoger, får de et særligt fritvalgstillæg på 0,31 procent.
For pædagoghjælperne og pædagogiske assistenter stiger pensionen med 0,44 procent – fra 12,5 til 12,94 procent. Derudover stiger deres grundlønstillæg med 160 kroner om året. Også dagplejerne får forhøjet deres pensionsprocent – dog kun med 0,05 procent fra 12,85 til 12,9 procent. Til gengæld får de forhøjet deres fritvalgstillæg med 0,3 procent fra 0,8 til 1,1 procent.
Desuden (får) dagplejerne deres to seniordage, forstået på den måde at de ikke skal bruge deres fritvalgsordning til det, men kan lægge den på enten pension eller løn. EL