Fra KKFO til fritidshjem

Lige nu har fem KKFO’er i en fælles indstilling søgt om at blive fritidshjem. De fire af dem er special-KKFO’er. De venter nu på svar om, hvornår de kan få foretræde for Børne- og Ungdomsudvalget og der fremlægge deres argumenter og motiver.

Umiddelbart burde et sådant ønske og en sådan forespørgsel ikke give de store problemer, når man ser på hvor uproblematisk det har været, når fritidshjem har ønsket at skifte til KKFO’er. De to fritidstilbud er jo ligestillede i Københavns Kommune, og det er frivilligt om man vil være fritidshjem eller KKFO. Ifølge den aftale, som i 2008 kom i stand på Rådhuset. En aftale som igen har sin baggrund i det, der kendes som den store fritidshjemskonflikt i efteråret 2000 med en flere uger lang fritidshjemsstrejke.

Forskellen på de to, fritidshjem og KKFO, ligger først og fremmest i to ting. Det ene er lovgivningen, hvor et fritidshjem lovgivningsmæssigt er placeret under dagtilbudsloven, mens KKFO’er er underlagt folkeskolelovgivningen. Det andet er ledelsesdelen. Fritidshjem har egen pædagogisk leder og forældrebestyrelse. KKFO-ledere er underlagt skolelederen og deler forældrebestyrelse med skolen.

LFS Nyt har talt med to af KKFO’erne, der ønsker at skifte til fritidshjem, en meget gammel og en ret ny. Begge er special-KKFO’er men med helt forskellig målgruppe.

På grund af deres meget forskellige historie er det også forskellige elementer i det at være et selvstændigt fritidshjem frem for KKFO, de lægger vægt på. Men fælles for dem begge er det grundlæggende fokus på den fritidspædagogiske faglighed.

Ulighed skaber problemer

Af Elisabeth Lockert Lange

Fritidspædagogikken bliver mere og mere klemt. Skolen, indlæring og struktureret samvær bliver opprioriteret som det eneste saliggørende for barnets udvikling og læring, på bekostning af de sociale kompetencer og det hele barn.

I København er der stadig rigtige gammeldags fritidshjem, men alle andre steder i landet er de blevet omdannet til SFO’er. Navnet siger det hele: skolefritidsordninger.

I København har vi de senere år oplevet at nye fritidstilbud til den aldersgruppe oprettes som KKFO’er, Københavns Komm unes fritidsordninger, og aldrig som fritidshjem. Nogle oprindelige fritidshjem har endog bedt om at blive KKFO’er, noget som kommunen intet problem har haft med.

Nu banker fem KKFO’er på Rådhusets dør med den modsatte anmodning, de vil gerne blive fritidshjem. LFS står bag dem.

”Det er vigtigt at vise at det ikke kun går den ene vej, det er ikke en naturlov at fritidshjem bliver til KKFO’er og at det er antallet af KKFO’er der vokser”, siger LFS’ næstformand Jan Hoby.

”Holdningen er at fritidspædagogikken har talte dage. Men vi her i fagforeningen har besluttet at være proaktive på dette område, vi vil udfordre den holdning at alt børneliv starter i skolen og at børns egen tid og frie tid hører fortiden til. Disse KKFO’er vil gerne følge dette frem. Andre har ikke villet, og det er helt legalt. De er ikke dårligere institutionsledere eller medlemmer af LFS af den grund. Men som organisation kæmper LFS for det vi politisk har besluttet, uanset at alle ikke er eller kan være enige i alt.”

Han understreger at man skal gøre sig klart at når forvaltningen, kommunen, kommer efter fritidshjemmene, så kommer de også efter KKFO’erne.

”Hvis der til sidst kun er KKFO’er i København, så vil man også gå efter dem og til sidst gøre alle til egentlige SFO’er.”

Hvis KKFO’erne bliver til SFO’er, så mister de den beskyttelse der ligger i den oprindelige aftale, nemlig at vilkårene, fx plads i forhold til antallet af børn, på KKFO’erne ikke må være dårligere end på fritidshjemmene – og det vil sige langt bedre end på SFO’erne ude omkring i landet.

Kvaliteten tilbage

Ansøgningerne fra de fem KKFO’er vil være en tydelig illustration af om den politiske aftale fra 2003 holder vand, aftalen om at det er frivilligt om man vil være det ene eller det andet, og at man har lov at skifte mening.

”Desværre kan der være gode grunde til at forvaltningen ikke ønsker at tillade dem at blive fritidshjem. I et fritidshjem kan der ikke bare proppes flere børn ind og forældrebetalingen kan ikke bare hæves, sådan som det er tilfældet i KKFO’erne.”

Ud over de økonomiske er begrundelserne for KKFO’er ofte samarbejdet med lærerne.

”Men samarbejdet afhænger af mange andre ting end struktur, den kan højst understøtte det der er. Samarbejdet kræver samtænkning mellem de to faggrupper, og et reelt samarbejde kræver ligeværdighed. Ikke kun i ord, men også i egentlig jævnbyrdighed, og den er der ikke, når kun den ene faggruppe kan få ledelsesretten. Hvis en pædagog aldrig kan blive leder af en heldagsskole, så skal lærere heller ikke lede en pædagogisk institution. For uligheden har skabt problemer.”

”Vi kræver kvaliteten tilbage i dagtilbuddet, og børns ret til egen tid, for børns leg har en egen værdi”.