Fra KKFO til fritidshjem

Selvstændighed styrker

Af Elisabeth Lockert Lange

Et samarbejde med skolen som ganske vist er glimrende, men ikke særlig omfattende, det er hovedmotivet for en special-KKFO på Nørrebro til at søge om at blive selvstændigt fritidshjem i stedet for. Pædagogerne oplever at strukturen, som skulle sikre det tætte samarbejde med skolen, ikke lever op til sit formål, og derfor vil de hellere høste fordelene ved at være et fritidshjem med egen selvstændig ledelse.

KKFO’en ved Skolen i Charlottegården på Nørrebro er en lille institution, som kun har eksisteret siden 2006. Den startede i sin tid med seks børn og uden leder. Nu er den normeret til 28 børn, først og fremmest børn med ADHD. Desuden er der Pavillonen, som deres satellit hedder, den er normeret til 18 børn. Den blev oprettet i august 2010 for at afhjælpe ventelisten primært af børn med Autisme Spektrum Forstyrrelser, i daglig tale ASF. En venteliste til institutionen er også grunden til at de om tre år skal flytte ud på Frederikssundvej skole, hvor de vokser til omkring 113 børn, som planerne ser ud nu. En tredjedel børn med ASF, to tredjedele børn med ADHD.

KKFO’en er en af de fem KKFO’er, der har søgt om at blive et selvstændigt fritidshjem.

Tanken om det modnedes i forlængelse af LFS’ fokus på den klemte fritidspædagogik, fortæller tillidsrepræsentant i de sidste tre år Kasper Stjernholm.

”Det satte gang i en proces her på stedet. Især fordi hele tanken med KKFO slet ikke er fuldt implementeret her. Samarbejdet med skolen er ikke specielt tæt. Vi har slet ikke alle skolens elever i KKFO’en, derfor er det kun enkeltafdelinger på skolen, vi samarbejder med om de børn vi er fælles om. Og det betyder at vores generelle samarbejde med skolen og lærerne er smalt.”

Bolette Ring har været leder af KKFO’en siden 2010 og var før da souschef.

”Når vi har så lille en del af skolens børn, kan det være svært som pædagog at få de ting, som vi synes er vigtige, ordentligt prioriteret i de fora, hvor vi er sammen, pædagoger og lærere. Vi er en lille kultur i organisationen, derfor tager skolekulturen over, og vi bliver let en underafdeling. Der sker en skoleficering i stedet for et fokus på de sociale kompetencer børnene skal udvikle.”

Kasper Stjernholm uddyber:

”Vi har ikke udviklet et tredje fælles.

Vi har prøvet at få indvirkning på skoletanken og at starte debatter. Men det er svært, når det reelt er så få lærere, vi samarbejder med. De andre ser ikke vores faglighed, og det vi står for i deres børns liv.”

Ligeværdighed

Ønsket om at være et selvstændigt fritidshjem bygger på en samlet indstilling fra personalet.

”Baggrunden for det har i høj grad været et ønske om at få ligeværdighed på ledelsesplan. Vi ønsker at vores leder skal have samme position og beslutningsret som skolelederen, som nu skal blåstemple alt. Og alle her har en holdning om at hvis vi samarbejder i samme ånd som nu, samtidig med at vi er selvstændige, så vil resultatet blive bedre”, siger Kasper Stjernholm.

Og hvad ligger der så i at være selvstændig?

Selvstændigheden handler især om faglighed, som de mener, vil blive styrket af at blive et selvstændigt fritidshjem. At den ene faggruppe ikke skal stå med hatten i hånden med sin faglighed, som Kasper Stjernholm billedligt beskriver det.

”Personalet har en forståelse for at fritidspædagogik er en skrøbelig størrelse, så rent fagligt skal der løftes et flag for fritidspædagogik og slås et slag for fagligheden. Og de lærere, vi samarbejder med, forstår det udmærket. De forstår at der er grænser mellem vores faglighed og deres, og at vi skal mødes med hver sin. Selvstændighed vil hjælpe på den gennemslagskraft vi ikke har nu, sådan at samarbejdsfeltet bliver tydeligere og som ligeværdige faggrupper.”

Bolette Ring siger:

”Jeg tænker også at en højere pædagogisk faglighed og bevidsthed vil gøre at vi står stærkere som faggruppe. I et godt samarbejde, og det samarbejde vi har nu herinde er rigtigt godt. Og det samarbejde skal ikke blive mindre, hvis vi bliver fritidshjem.”

Med Pavillonen, deres satellit, er det anderledes. Der er fra starten opbygget et tæt pædagog/lærer samarbejde, det har været en del af tanken med den.

”Det fungerer rigtig godt, det har bl.a. været folk herfra, som gerne ville det samarbejde, som er startet der, og alle er glade for det. Det er en slags pilotprojekt, så det kan måske ændre noget på samarbejdsformerne”, siger Bolette Ring men understreger:

”Vi vil alligevel gerne være et selvstændigt fritidshjem. For det gode samarbejde kan sagtens leve alligevel uden den særlige struktur. Vores erfaring er at samarbejdet ikke er hverken betinget af eller sikret af struktur.”

Hun fremhæver hvor vigtigt det er at Pavillonen, som startede med visionen om et samarbejde på højt niveau, som derfor også har været prioriteret højt, fastholder dette, uanset om KKFO’en bliver selvstændig.

Personbestemt

Selv om skole og KKFO er helt adskilte størrelser, så er det alligevel skolelederen, der bestemmer alt. Og i KKFO’en ved Skolen i Charlottegården har de haft deres skærmydsler med en tidligere skoleleder. Faktisk er deres erfaring at det gode samarbejde snarere sikres – eller ødelægges – af personer end af struktur.

Sagt på en anden måde, så sikres det tætte samarbejde mellem skole og KKFO, som er hele motivet bag KKFO-tanken, ikke af struktur, hvis personerne bag ikke for alvor ønsker samarbejdet. Og omvendt kan et selvstændigt fritidshjem sagtens samarbejde tæt med en skole, hvis parterne vil det.

Hvor om alting er, så har KKFO’en under en tidligere skoleleder oplevet en nærmest ikke-eksisterende kontakt. Et skræmmebillede af hvordan det strukturelle fællesskab kun er en ufordel, når en skoleleder ikke tænkte KKFO’en med.

”Samarbejde er meget individbåret. Den tidligere skoleleder havde svært ved at tænke KKFO’en ind – man blev mildt sagt ikke set. Og så er det langt bedre at være selvstændig og kunne beslutte og handle selv. Samarbejdet er ikke sikret i strukturen”, fremhæver Kasper Stjernholm.

Samtidig er der usikkerhed i hele huset på grund af den kommende udflytning til Frederikssundsvej skole. Derude er der ligefrem lokalefællesskab. Så uanset struktur vil der blive et tæt samarbejde.

Ud over ligeværdigheden i samarbejdet med skolen, så kigger de også bredere ud på andre muligheder for samarbejde, nemlig med de andre specialfritidshjem. Et samarbejde som er meget vigtigt netop for specialdaginstitutionerne, og som vil blive lettere og mere selvfølgeligt, når de ikke er så bundet til hver deres skole. De vil kunne opbygge et dybere fagligt fællesskab.

Og så vil de kunne bruge deres kompetencer og ressourcer fra specialpædagogikken bredere til en tidlig indsats i daginstitutionerne. Det kan fx være i forbindelse med specialreformen, hvor flere børn med særlige behov kommer ud i det normale miljø, og hvor der er brug for specialpædagogisk vejledning. Der vil de gerne bidrage med deres faglighed.