Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
glad)design
Er en virksomhed, hvor mennesker med og uden udviklingshæmning samarbejder om at løse grafiske opgaver. For at synliggøre deres arbejdsmetode og resultater har de nu et kunstprojekt på vandreudstilling. Første stop er Kulturværftet i Helsingør, hvor udstillingen kan ses frem til den 26. april.
Fra at være en isoleret befolkningsgruppe, er der i dag udviklet flere uddannelses- og arbejdsmarkedstilbud målrettet udviklingshæmmede børn, unge og voksne. Desværre ser mange af tilbuddene kun i begrænset grad de udviklingshæmmede som en ressource på linje med andre mennesker, og som en kilde til nye og anderledes løsninger.
Det mener Camilla Draiby, stifter af glad)design. Hendes søn Oskar er født med Downs syndrom, og da han var lille, spekulerede hun på, om der mon ville findes et meningsfuldt job til ham, når han blev stor. Tankerne blev til en idé om et designbureau, hvor udviklingshæmmede og fagligt uddannede er kolleger og samarbejder om at løse grafiske opgaver.
I dag, seks år senere, har glad)design fundet sine ben som en virksomhed, der tilbyder unikke grafiske løsninger. Kunderne er både virksomheder, organisationer, kommuner og ministerier, der er faldet for tegnestuens sanselige og umiddelbare stil.
Der er håndtag i døren… er titlen på det kunstprojekt, glad) design har sendt på vandring. Udstillingen tager udgangspunkt i en kunstmadbog, skabt af tegnestuen og kokken Søren Gericke i fællesskab (den opmærksomme læser vil huske at det samarbejde også har fået udtryk i en kalender omtalt i LFS Nyt 15/10). Det særlige ved bogens opskrifter er, at illustrationerne kom først, og derefter skabte Gericke opskrifterne.
Vandreudstillingen starter i Helsingør i marts på Kulturværftet og er foreløbig planlagt til at rejse rundt til tre andre lokaliteter på Sjælland.
”Titlen på udstillingen ”der er håndtag i døren” rammer vores budskab om rummelighed og vores opfordring til at turde tage i døren”, siger Camilla Draiby.
glad)design hed indtil for nylig glad)tegnestue. Se mere om virksomheden på www.gladtegnestue.dk (link er ikke længere aktivt, red.)