Specialdaginstitutioner og basisgrupper var i fokus på en temadag i LFS. Her fortalte de forskellige typer dagtilbud til børn i alle aldre og med forskellige handicaps om deres arbejde og institutioner, deres udfordringer og udviklingsmuligheder og ikke mindst deres ønsker for fremtiden. Og politikere på området, først og fremmest børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard lyttede og gav sit besyv med. Vi har talt med specialbørnehaven Hvalen og med specialklubben Rughave om samme emner.

Af Elisabeth Lockert Lange

Med udgangspunkt i barnet

En af de primære opgaver for medarbejderne i Specialdaginstitutionen Hvalen er at skabe en ramme, hvor specialpædagogikken er i højsædet. Med det som udgangspunkt er de medskabende, i samarbejde med andre faggrupper, til at udarbejde et særligt tilrettelagt forløb for det enkelte barn. Målet er at det gerne skulle danne den bedst mulige helhed for barnet.

Om den nye smukke træbygning på Artillerivej ligner en hval, afhænger nok af øjnene der ser. Men flot er specialdaginstitutionen Hvalen i hvert fald. I liggende brædder, langstrakt og ren i linjerne.

Også indvendig er der aldeles stilrent, lyst, venligt med naturmaterialer, uden særlig mange ting og i varme beige rolige nuancer. Der er legetøj men ingen plakater i stærke farver.

Både farver og stil er valgt med omhu til husets brugere, børn mellem nul og seks år. Alle børn er udviklingshæmmede, og hvoraf en del også har autisme. Hvalen startede den 2. januar i år med 18 børn, og nu har de 30 børn fra hele København. Hvalen skal modtage børn med varig nedsat funktionsevne og børn med atisme. Hovedvægten er pt på børn med autisme, og dem bliver der flere af, konstaterer souschef Heidi Slotsgaard. Måske fordi man bliver bedre til at stille diagnosen og opdage det tidligt.

I den forbindelse er det vigtig for Heidi Slotsgaard at fremhæve de børnene som har en generel udviklingshæmning, da de skal også have opmærksomhed. Hun oplever ofte at det er lidt ”glemt” gruppe i forhold til børn med autisme, som der er meget fokus på.

”Hvis et barn går her i Hvalen, så har det brug for særlig støtte; voksne som altid er der for barnet, voksne som har en faglig viden om specialpædagogik. Som ved hvordan de skal skabe en ramme om et specialpædagogisk miljø og tilrettelægge et særligt forløb for hvert enkelt barn. I mødet med barnet tager medarbejderne udgangspunkt i barnets funktionsniveau og ressourcer. Udfra det tilrettelægges der et specifikt forløb for det enkelte barn. Vores mål er først og fremmest at tage udgangspunkt i det enkelte barns ressourcer, danne en ramme hvor barnet kan udvikle sig, dets succeser fremmes, ud fra en tro på at netop det barn ganske som alle andre mennesker kan udvikle sig, uanset handicap. Og så arbejde for den udvikling.”

På Hvalen udmønter det sig ved at personalet især sætter ind med det kommunikative over for børnene.

”Vi bruger visuelle kommunikationsredskaber over for børnene, da det for børnene illustrerer deres hverdag bedst. Vi bruger meget boardmaker, som er et kommunikationssystem med billedsymboler på en tavle”, forklarer Heidi Slotsgaard.

”Gennem denne visualisering strukturerer vi dagen for børnene. Det kræver at vi forbereder hver enkelt dag for hver enkelt barn, og at vi voksne taler meget sammen om det enkelte barn. Der kunne også være andre former for kommunikationsredskaber, som også vil blive benyttet med tiden i Hvalen. Vi lærer børnene færdigheder bl.a. inden for det kommunikative, personlige og sociale felt. Fx ser vi på barnets relationer, vi ser at et barn måske kan rumme 10 min. om dagen med et andet barn. Det søger vi så at styrke i det omfang de kan magte det. Vi presser dem aldrig, for det er vigtigt for barnet at det oplever succes. Det er hele tiden små skridt det handler om og vi skal være i stand til at skabe rummet for det. Små skridt er et skridt på vejen og det er flot”, fremhæver hun.

Faglig viden
Det første næsten halve år af institutionens liv er gået med at blive trygge i grupperne, det gælder for både børn, forældre og medarbejdere. Efter sommeren er det planen at der skal tænkes større i huset som helhed.

”Forældresamarbejdet er en meget vigtig del af vores arbejde og vi prøver at inddrage dem så meget vi kan. Vi betragter forældrene som eksperterne på deres børn, vi bidrager med den faglige vinkel og viden. Vi møder familien, og vi hører om barnet fra dem. Det gør os i stand til at tilrettelægge et endnu bedre forløb for barnet i samarbejde med forældrene. Og forældrene kan bruge det i hjemmet, fx bruge boardmaker og lærer at sætte nogle andre rammer for barnet. Det er vigtigt at vi formidler vores viden til forældrene, så vi har nogenlunde det samme udgangspunkt for barnet.”

Heidi Slotsgaard har en bred erfaring fra det specialpædagogiske miljø både fra sin tid på et botilbud for voksne udviklingshæmmede og fra en større specialskole i København, som hun var med til at starte.

Den specialpædagogiske erfaring formidler hun også videre til kolleger og forældre. Det at være medvirkende til at styrke det specialpædagogiske miljø er en højt prioriteret del af hendes rolle som souschef.

”Det er selvfølgelig medarbejderne, som gør det store arbejde i forhold til børnene, og de gør et meget stort arbejde, jeg råder og vejleder dem blot i, hvordan de eksempelvis kan gøre tingene. Vi har dygtige ansatte, som leder Lene Zøllner og jeg valgte blandt rigtig mange kvalificerede ansøgere. Vores medarbejdere har også meget forskelligartet viden og erfaringer, og vi har bevidst sammensat gruppen, så der er en stor bredde. Vores mål er at være et åbent hus med tværfagligt samarbejde og plads til stor rummelighed.”

I alt er der ansat 28 mennesker inklusiv det praktiske personale, som er en meget vigtig del af institutionen, for de skal have lyst til at være sammen med børnene og acceptere at det er anderledes at arbejde der end i en almindelig daginstitution. Som pædagog og medhjælper ansættes man ikke på en bestemt stue men i Hvalen, og der arbejdes meget på tværs af stuerne. Det er vigtigt at børnene lærer andre end deres egen stue at kende, vurderer hun. Desuden er det også sundt for medarbejderne at tænke huset som helhed, da det er et godt udgangspunkt for skabe et nyt hus.

”Jeg synes vi er gode til at bakke op om hinanden, og vi er alle gode til at se de muligheder, der ligger i at starte noget helt nyt. Men man skal ikke tro det går hurtigt, tværtimod kræver det meget arbejde, og det tager flere år. Det er vigtigt for mig at være medskabende til en god kultur og en god tone. Hvis man holder fast i den kommer man langt. I det hele taget er det vigtigt at fokusere på de positive ting. Men det er mere psykisk stressende at skabe en institution fra bunden end man lige regner med. Det tager tid at skabe en bæredygtig kultur. Vi har en høj faglighed og høje ambitioner, men man skal også kunne følge med. Vi gør det så godt vi kan hver dag. Vores målgrupper har brug for særlig opmærksomhed fra fagfolk med vores særlige viden. Denne specialviden er det vigtigste arbejdet med børnene – alt andet skal nok komme med tiden.”

Generelt ser pædagoger meget efter mål og resultater, vurderer Heidi Slotsgaard. I stedet bør man se på processerne i hverdagen. Kigge på handlingen, det der ligger imellem fra tanken til resultatet.

”Det er måske en banalitet, men det er altså der, det specialpædagogiske arbejde ligger. Vi skal fokusere på processen i det, og på udviklingen af barnet. Og så skal vi blive bedre til at beskrive vores faglighed og være stolte af den. Vores uddannelse er måske ikke så prestigefyldt samfundsmæssigt, men det bliver bedre og der er stor respekt om vores arbejde, fra forældrene og fra forvaltningen.”

Fokus på tværfaglighed
Hvalens specialpædagogiske miljø skal ruste børnene til at komme videre i specialskoler. Lærer og pædagoger på skolerne som også har en bred indsigt i arbejdet med børnene. Og som kan arbejde videre med børnene. Hun efterlyser en mere flydende overgang fra børnehave til skole. Det vil være godt for barnet, vurderer hun.

”Et fokuspunkt jeg mener der skal mere opmærksomhed på er at støtte et tættere samarbejde mellem pædagoger fra specialbørnehaverne og lærere/pædagogerne fra specialskolerne/KKFO.Der er brug for at lærere og pædagoger kan blive endnu bedre til at samarbejde tæt med kendskab til og respekt for hinandens fagområder. Et sådant tæt tværfagligt samarbejde mellem pædagoger og lærere vil støtte de fælles rammer for barnet og være godt for både barn og forældre. Og for os, for vi lærer meget af hinanden. Vores specialpædagogiske indgangsvinkel er meget anderledes fra hinandens, men det er lige præcis det der er medvirkende til at danne helheden om barnet. Der er jo en mening med at vi har forskellige faglig baggrund. En måde at få større bredde i dette tværfaglige samarbejde kunne være ved at vi i specialbørnehaverne dannede førskoleklasser, hvor forberedelserne til specialskolemiljøet skal være et af fokuspunkterne.”

Dette vigtige fokuspunkt efterlyste Heidi Slotsgaard på en konference arrangeret af LFS i slutningen af maj. Her sagde hun bl.a.: ”Det er vigtigt at der er flere øjne på barnet, så der kan skabes en helhed omkring det, det kommer vi længst med. Derfor skal vi som fagpersoner se på den nye fælles børne- og ungdomsforvaltning og se muligheden i at vi nu kan løfte i fællesskab og tænke større bredde i vores samarbejde.”

Et andet område som Heidi Slotsgaard synes skal have meget mere fokus og opmærksomhed er indsatsen over for forældrene, en tidlig indsats vel at mærke.

”Også forældrene skal forberedes. Det er rent følelsesmæssigt en svær erkendelse for dem at de har et handicappet barn. Derfor er det vigtigt at fortælle dem hvad det betyder for deres barn at komme i en specialskole og specialbørnehave.”

Hun oplever forældrenes store sårbarhed når de kommer i Hvalen.

”Det er en stor sorg for forældrene, og mange er meget langt fra en erkendelse af at de har et handicappet barn. De har brug for støtte langt tidligere end de får nu. De har brug for vejledning og information om, hvad deres barn har brug for. De er i sorg og følelsesmæssigt ramt. Måske kunne indsatsen være i form af et specialkorps med forskellige faggrupper, som er uddannet til at støtte dem. Vi er der for forældrene, men min uddannelse rækker ikke til at give psykologisk bistand, og det ville være godt hvis de havde fået dybere støtte, før de kom her. Der er brug for at man i højere grad anerkender deres krise/sorg. Forældrene er mere end berettiget til den støtte vi har mulighed for at give.”

Der er generelt brug for mere information til forældrene. Mange er uvidende om hvilke tilbud der er til deres børn og hvad forskellen er på de forskellinge instanser.

”Der bør være et sted de kan henvende sig. Fx i form af forældregrupper eller en hotline, hvor en gruppe fagfolk kan råde og vejlede med deres viden og erfaringer. De har fået en masse information, men det er vigtig at forstå at vi ikke kan forvente at alt er blevet hørt og forstået, da de har været ramt af en voldsom sorg og for nogle til stadighed er ramt af. Den følelse kan ingen af os sætte os ind i, men vi kan være der for dem. Uanset hvilken viden de sidder med er er det vigtigt at der bliver taget hånd om forældrene meget tidligere end nu. Der skal ydes en bedre indsats for dem.”

GODE VENNER

I Rughave specialklub arbejder de med de unges sociale kompetencer og relationer, ikke mindst de unges venskaber og medbestemmelse. Dermed forbereder de dem til deres kommende voksenliv. Af Elisabeth Lockert Lange

Specialklubben Rughave ligger i Vanløse på et dejligt grønt område, hvor de unge kan spille bold og lave andre fysiske aktiviteter. Og det benytter de 20 unge mennesker med autisme og Asbergers syndrom (som hører til autismegruppen) sig også af. Klubben skal med tiden udvides til det dobbelte antal unge for at følge behovet.

For 10 måneder siden var Rughave også specialfritidshjem, men de mindre børn er flyttet til en heldagsskole, så Rughave nu er en ren fritids- og ungdomsklub for unge mellem 14 og 18 år. Det har betydet en del ændringer i institutionen, i aktiviteterne men ikke mindst i den specialpædagogik de voksne arbejder ud fra.

Skiftet til klub betød at de grundigt gennemgik deres mål og metoder. De lagde en plan, hvor de dykkede ned i nøglebegreber som venskaber, respekt, ansvar og medbestemmelse. De begreber bruger de i deres arbejde, og principperne gennemsyrer deres pædagogik og deres planlægning for og med de unge.

”Selve arbejdet var måske ikke så totalt forskelligt, men vi skulle lave os mentalt om. Med de yngre børn fastlagde vi hver uge en meget struktureret hverdag med leg, spil, computertid osv. Alt var lagt ind i en plan. De unge har stadig brug for struktur og forudsigelighed, men vi oplevede nogle frustrationer over det, fordi de er teenagere og har behov for at frigøre sig. De ønskede selv større medbestemmelse. Så nu lægger vi op til at de unge træffer nogle valg. Det fører til tider til kriser, og så forholder vi os til den. Vi forbereder dem jo til et voksenliv, hvor der er valgmuligheder. Det er en balancegang, men vi giver dem støtte til at frigøre sig, også fra en stram struktur”, fortæller Lene Bech Lynnerup og Yvonne Kahraman Nielsen. Den første har været leder på Rughave i 23 år, mens Yvonne Kahraman Nielsen er relativt ny, hun har været ansat i to år.

Overordnet set arbejder de med de unges sociale kompetencer, støtter de unge så de udvikler og udfolder deres færdigheder og potentialer. Et vigtigt mål er at styrke de unges venskaber.

”Hvis vi ikke støtter dem i at udvikle og indgå i relationer, ender de let som ensomme. Deres handicap er bl.a. at de ikke kan læse andres mimik og andres følelser. Ofte ser de væk og undgår øjenkontakt. Samtidig føler de i så høj grad kun sig selv, at de tager det for givet at andre læser dem og ved, hvad de føler. Derfor kan de blive irriterede, når nogen ikke forstår dem”, forklarer Lene Bech Lynnerup.

Gennem at støtte og udvikle de unges relationskompetencer arbejder klubben for at inkludere de unge i samfundet, bl.a. ved at lære dem at spejle sig i andre og læse andre.

”De tror de sender tydelige signaler eller siger stop, men det gør de ikke. Og når noget bliver for meget for dem, kan de blive udadreagerende, for de tror jo de har sagt stop. Vores unge har brug for hjælp til at klare hverdagen og dens konflikter. Vores unge vil gerne have venner som er normale, men vi ser at det ofte går galt, at de bliver drillet bl.a. fordi de taler så vredt. De underfortolker eller overfortolker let – og der går vi ind og hjælper dem”, fortæller de to pædagoger.

Struktur og visualisering
For nylig lavede klubben en spørgeundersøgelse blandt de unge. De spurgte dem bl.a. om de har venner i klubben, om der er voksne de føler de kan tale med, om de kan lide at gå i klubben og lignende.

”Det er en værdifuld undersøgelse for os i vores arbejde. Den kan vi gå videre med, også det negative. Og der er nogle ganske få, to tre stykker, som svarer at de ikke har venner i klubben. En enkelt bryder sig heller ikke om at gå her. ”Et sted skal jeg jo være”, svarede én. Men alle de andre er glade for stedet, for deres venner og aktiviteter”, fortæller Lene Bech Lynnerup og Yvonne Kahraman Nielsen.

En vis struktur er der stadig i klubbens pædagogik. Det er stadig de voksne som planlægger aktiviteterne. Det gør de med udgangspunkt i de unges kommende voksenliv. Konkret vælger de unge sig ind på en månedsplan med aktiviteter.

”Det er vigtigt at visualisere det hele for de unge, for de har svært ved at forestille sig det, svært ved at tænke abstrakt. De kan være svære at motivere, og nogle har faste ritualer, fx at de kommer her i klubben hver torsdag, uanset hvad der sker her. Men det flytter sig, for andre er gradvist ved at tage stilling og bestemme selv fra gang til gang hvad de har lyst til”, siger Lene Bech Lynnerup. Yvonne Kahraman Nielsen supplerer:

”Og vi arbejder med det. Når vi ved at noget interesserer dem, arbejder vi målrettet for at fange dem. Vi lagde fx fest på en bestemt ugedag, hvor en af de unge altid kommer, og måske blev han sur, fordi han ”var nødt til” at gå til fest, det var jo hans klubdag. Men han rykkede tættere og tættere på de andre efterhånden. Det er én måde at arbejde med det på. Det tager tid men han blev tryg efterhånden.”

Vigtige aktiviteter
Der sker meget i klubben, fra sport og idræt til male- og keramikværksted, teaterbesøg og friluftaktiviter. Foruden hele det almindelige daglige liv med madlavning osv. Når man kommer ind i klubben ser man fx en række portrætter, selvportrætter, som senere skal laves til keramikfliser. Går man ind i keramikværkstedet mødes man af en væg malet som en regnskov med dyr og planter.

”Vi tager aktuelle emner op, når de unge viser interesse for det, og vi tager dem med ud i ”samfundet” for at øve færdigheder i at begå sig i det offentlige rum, fx bestille en kop kakao, købe en billet i en biograf og den slags. Vi lærer dem hvordan de gebærder sig. Og vi kan selvfølgelig ikke lave samme forløb for dem alle, men vi kan håbe på at nogle ting smitter”, fortæller de to pædagoger.

Et eksempel er en høstfest, hvor de unge selv skulle opsøge handlende og bede dem om ting til festen. Det var grænseoverskridende for de fleste af dem, men gav dem også tilsvarende succesoplevelser, når de kom hjem med en masse varer.

En kanotur til Sverige er et andet eksempel. En stor succces i forhold til at de unge turde noget andet end de plejer.

”Nogle få skulle lokkes, og de var så stolte over at have overvundet deres frygt. Det var fedt at opleve. En af drengene blomstrede totalt op, åbnede sig og begyndte at hjælpe med alt muligt, fordi han havde oplevet succesen ved at klare noget selv. På et tidpunkt så vi på motorcross, hvor en dansk dreng fortalte om sporten og cyklen og tilsidst stillede vores unge spørgsmål til ham. Relevante spørgsmål til et fremmed menneske, vi var imponerede! En sådan tur rykker.”

Det gør gode samtaler med hver enkelt ung også. ”Vi får en forståelse af hvad der foregår i den unges verden. Vi får løst konflikter, og de udvikler deres kompetencer og personlighed. De unge er modtagelige for det, når det gøres konkret. Og så har vi også et tæt samarbejde både telefonisk og skriftligt med forældrene. Det er nødvendigt, især fordi de unge selv har et tæt forhold til forældrene.”

Ting tager tid
Arbejdet med sociale kompetencer og relationer er et langsigtet arbejde. Men de har det ene gode eksempel efter det andet på at arbejdet lykkes. Og ikke mindst efter de er blevet en klub.

”Det er vigtigt for de unges fremtid at de kan bruge deres fritid godt. At de ved hvordan man klarer et besøg på posthuset og på et kommunekontor. At de ved hvordan man opfører sig på en restaurant og i teatret. At de tør og kan tale i telefon med en fremmed og bestille tid eller noget andet. Den slags er grænseoverskridende for de fleste af vores unge”, siger Lene Bech Lynnerup.

Og de unge går snart ind i voksenlivet, hvor de ikke har så mange andre muligheder end beskyttede boliger og værksteder. Derfor er det vigtigt at give dem redskaber til at skabe relationer og til at begå sig, så de bliver mindre ensomme.

”På arbejdsmarkedet skal man være fleksible, hurtig, god til at samarbejde osv. for at få et job. Alt det er og kan vores unge ikke. De jobs der var tidligere fx den stille indadvendte bogholder, de findes ikke mere. Og vores unge ville heller ikke blive valgt til ansættelsessamtalen. Enkelte nicher er der, fx findes der et it-værksted, hvor man gerne må være nørdet. Og nørdede er de, for de sætter sig ind i alt omkring det emne, der interesserer dem. For nogle bliver lidenskaben en besættelse, som kun kan gøres på én måde og andre som ikke ved det samme hånes. Også der arbejder vi med dem. Vi kan ikke presse noget igennem, ting tager tid, og de skal forberedes grundigt på alt. Fx i forhold til deres selvportrætter. De går og tænker over dem og ser på dem, og beslutter så noget, men de skal ikke jages”, vurderer Yvonne Kahraman Nielsen.

Lige nu er de politiske strømninger at unge med Asbergers syndrom skal integreres i normalskoler. Det ønsker forældrene til børn med Asberger også, og der er sat en række gode initiativer i gang. ABA metoden er en af dem, hvor børnene får koncentreret træning i skolen og hjemme. (se LFS Nyt nr. 7)

”Det er også udmærket at de unge skal omgås andre unge i ”normale miljøer”, det kan de lære meget af, og håbet er at de kopierer adfærden og overfører den til dem selv i sociale sammenhænge. Teorien er at hjernen kan trænes til at bruge andre veje og baner til at forstå de sociale spilleregler. Men når de unge nu har brugt al deres energi i skolen på at lære adfærd og holde på sig selv, så mangler de et sted, hvor de bare kan puste ud og være sammen med andre unge med samme problemstilling. Sådan et sted findes ikke rigtigt lige nu. Jo i andre kommuner og i private initiativer, som komunen så skal købe sig ind i. Derfor har vi et ønske for fremtiden, som kunne tilgodese disse unge. Nemlig at vi kan blive et tilbud til dem et par aftener om ugen”, siger de to pædagoger.

Ønsker at udvide tilbud
De vil også meget gerne skabe kontakt til en anden ungdomsklub med ”almindelige” unge.

”Så kan vi få nogle fælles aktiviteter og udvide vores unges mulighed for integration. Dette samarbejde skulle være til gavn for de unge i begge klubber. Indlæring af tolerance over for anderledes unge kan begge klubbers unge lære noget af.”

Specialklubben skal i den nærmeste fremtid flytte lokaler fra Vanløse til Frejaskolen, en specialskole i Valby, hvor de fleste af de unge går.

”Vi har et godt samarbejde med skolen, for det er vigtigt at vi trækker samme vej og langt hen af vejen bruger samme metoder. Vi er også glade for at få nye lokaler med plads til mere udfoldelse og det får vi i de nye lokaler på den gamle Valby skole. Men at vi i fremtiden kun skal modtage unge fra Frejaskolen, og senere høre helt ind under Freja skolen, mener vi er en begrænsning af tilbuddet til de unge med Asbergers syndrom. Vi har også unge fra andre skoler, bl.a. Utterslev Ungdomskole og Strandparksskolen. Vi mener det er godt for de unge at møder unge de ikke går i skole med. Faktisk ville vi helst åbne tilbuddet op også for unge med diagnose som går i normale skoler. Jo flerfoldig en gruppe, jo flere muligheder for venskaber. Vi får også ofte forespørgsler fra forældre til sådanne børn og er kede af at vi må afvise dem. Vi vil gerne bruges af andre end Frejaskolen!”