Der er åbent hus på Væveriet, beskyttet beskæftigelse og daghjem, så LFS Nyt er ikke de eneste, der bliver vist rundt i det store hus på Svanevej.

Der er baghuset med selve væveriet med store væve og strikkemaskiner, masser af farvede garn- og tøjruller lyser op i de lyse lokaler. Der er pakkerum, der er café og køkken ikke at forglemme. Butikken er fyldt med stoffer af alle slags man kan købe til en billig penge. Uldsjaler, viskestykker, kludetæpper m.m., alt sammen kreativt og smukt designet af medarbejderne i Væveriet.

Og så er der forhuset med daghjemmet, hvor de svagest fungerende brugere har deres dagtilbud.

Åbent hus arrangementet er en del af kvarterløftet for Nørrebro. På skift åbner institutioner og virksomheder deres døre og viser de rigtig mange forskellige slags aktiviteter og steder, der rent faktisk findes i kvarteret. På den måde får de mulighed for at præsentere sig for hinanden og selvfølgelig andre interesserede fra andre bydele. Det hele slutter med en stor fest. Væveriet er helt naturligt med i dette projekt, som sker for femte år i træk, ligesom de deltager i julemarked og høstmarked på Lygten, hvor kontoret for Kvarterløft Nordvest ligger. Målet er naturligvis at få bydelen til at blomstre.

Af Elisabeth Lockert Lange

En farverig hverdag

Væveriets baghus er en arbejdsplads med 70 medarbejdere. Her produceres der skønne stoffer, tæpper og meget andet. Alt sammen i en atmosfære af høj etik og medbestemmelse.

I baghuset bliver vi vist rundt af Væveriets leder Alice Lassen, pædagog og bogbinder. Som mange andre af de ansatte har hun dobbelt uddannelse, både pædagogisk og håndværksmæssig/kreativ.

Lokalerne er lyse og indbydende, stemningen i huset er glad. Alle medarbejderne (for her på arbejdspladsen Væveriet hedder det medarbejdere og ikke brugere) kommer én i møde og vil gerne vise og fortælle.

I sy og strik-afdelingen producerer medarbejderne metervarer efter deres eget design på strikkemaskiner, og sammen med syafdelingen forarbejder de materialerne til tøj. Vi møder bl.a. en kvinde, som først har vævet sit eget stof, og som nu er i gang med at sy sin egen kjole. Fint og smukt stof, og den lange proces vidner om en utrolig vedholdenhed. Der produceres meget, bl.a. 3-4.000 bomuldsklude pr. måned til SAS, og der bliver også lavet tasker, børnetøj og meget andet.

Ved de store væve har medarbejderne mulighed for i endnu højere grad at udvikle deres kreativitet, når de designer de mange forskellige tekstiler i masser af farver og materialer. Vi går forbi en væv, hvor en medarbejder er ved at demonstrere for en besøgende, hvordan man væver et kludetæppe (i smukke gule nunacer). Alice Lassen fortæller at netop kludetæpper, som det tager lang tid at lave, ofte er købt lang tid i forvejen. Alle de vævede produkter er i det hele taget meget populære og efterspurgte.

Medbestemmelse sættes højt
Alice Lassen fortæller: ”Her i baghuset satser vi meget på medarbejdernes medbestemmelse. Vi har medarbejderråd, som de får uddannelse til at kunne deltage i. Det kan være svært for vores medarbejdergruppe at sige ”jeg vil gerne”, men vi er ved at nå til at man gerne må stille krav. Som personale skal vi være ansvarlige over for den medbestemmelse. Bl.a. giver vi kun reelle tilbud og valgmuligheder. Fx vælger medarbejderne hvor de gerne vil hen på ferie, selvom det er personalet der laver tilbuddene.”

Alice Lassen beskriver Væveriets målsætning således:

”Vi har et menneskesyn som betyder at vi møder mennesket hvor det er, og at vi skaber tryghed og udvikling. Vi ved at hver enkelt menneske er unikt og skal mødes med accept og respekt. På Væveriet er det vigtigt, at alle bliver hørt for derigennem at få indfl ydelse på deres egen situation. Vi vil gerne bidrage til, at medarbejderne får et højt selvværd ved at skabe kreative alternativer i hverdagen. Hensigten er at sikre en kontinuerlig udvikling af kompetencer. Og derfor bruges arbejdsprocessen som redskab til at give vores brugere tillid, respekt og selvværd.”

Kommunikation er det bærende element i huset, og ud over medbestemmelse er kommunikation og de sociale spilleregler deres pædagogiske indsatsområder de næste par år.

”Væveriet er fysisk ved at blive omstruktureret med en hel tekstilafdeling i kælderen (som ikke er en kælder, men en lys stue). I den sammenhæng har vi sammen med medarbejderne arbejdet med at beskrive arbejdspladsen, og hvordan den skal være for at dette bliver et endnu rarere sted at arbejde. Dermed arbejder vi også meget med sociale spilleregler.Vi skal også alle på temadag”, siger hun og tilføjer:

”Etik er noget vi diskuterer meget alle sammen. Det hører naturligt sammen med vores indsats omkring de sociale spilleregler. Ellers kan der opstå en hakkeorden blandt medarbejderne, som ikke er god omgangstone.”

I pakkeafdelingen sidder en gruppe unge og pakker smukke kort. Og i caféen sidder et par medarbejdere og holder en pause i arbejdet. Den er stor og lys, og der er varm mad to gange om ugen.

”Arbejdstilsynet har skam også været på besøg her og godkendt café og køkken ganske som alle andre caféer. Vi gør hvad vi kan for at det ligner et almindeligt rigtigt arbejde, selvom lønnen ikke er derefter, men kun 5-8 kr. i timen”, siger Alice Lassen.

I køkkenet arbejder otte brugere sammen med en værkstedsassistent. Og så er der hele gartner/serviceholdet, som udfører alt forefaldende arbejde på Væveriet og i gården. De vasker for de andre afdelinger, reparerer ting og laver håndværksmæssige opgaver. Om sommeren dyrker de også forskellige grøntsager i en nyttehave. Med så mange aktiviteter er det en fordel at der er mange forskellige uddannelser repræsenteret, design, værktøjsmager, gartner, møbelsnedker, og som sagt er flere af pædagogerne dobeltuddannede som væver, bogbinder og andet.

Det hele er ikke arbejde. Fire gange om året arrangeres der ferieture med overnatning. Det giver gode muligheder for helt andre oplevelser med medarbejdere og brugere end de får i huset, og de lærer nye sider af hinanden at kende. Der er faste begivenheder som dragedag, julemarked, sansefestival osv. Og så er der fem faste fester i løbet af året. Bl.a. fastelavn, høstfest og julefrokost.

Butikken er en oplevelse i sig selv. Hvis man er til kunsthåndværk og vidunderlige farvesammensætninger, så besøg Væveriets butik på Svanevej 24, åbent hverdage mellem 9 og 14.

Sansetræning

I Væveriets forhus på Svanevej ligger daghjemmet. Her har 13 brugere deres daglige gang og her bedrives der udviklende og kærlig specialpædagogik.

Daghjemmets brugere er en helt anden gruppe end Væveriets medarbejdere. De 13 brugere har alle betydelig og varig nedsat psykisk og fysisk funktionsevne. Brugerne er svagt fungerende, mange skal have hjælp til at spise, alle skal have hjælp til den personlige hygiejne, 10 af dem bruger ble.

For daghjemmet gælder det at brugerne får tilbud om oplevelser og læring, og de deltager i det omfang, de har lyst og ressourcer til det.

Alle de ansatte i daghjemmet er uddannede pædagoger, Jane Skou er en af dem og har været det i to år. Væveriet er en uddannelsesinstitution, daghjemmet har to halvårspraktikanter, og baghuset har fire tremånederspraktikanter.

”Tilbuddet her i daghjemmet handler meget om sansemotorisk træning. At mærke sig selv, måske lære at få øjenkontakt. Sansetræning og motorik er i højsædet. Følelser lagres ikke på samme måde hos vores brugere som hos normale. Derfor træner vi følelser og sanser, og vi skal blive ved med sansetræningen.”

Træningen foregår først og fremmest i hverdagen med dens gøremål. Fx når brugerne skal vaske hænder, kan de blive grebet af det rindende vand, og så benytter pædagogerne sig af alle udviklingsmuligheder i det.

Sansetræningen kan også være mere målrettet, som en del af ugeplanen, fx på en høj briks de har stående. Så får brugeren en anden slags kropskontakt, og træner fx nærhed.

Den daglige struktur fylder mest, men hverdagen rummer også to timer til individuelle planlagte aktiviteter. Det kan fx være boldkast rundt i stuen, det kan være gulvøvelser med kørestolsbrugere på madrassen, skønhedspleje med dufte, og sang og musik med rytmik. Om eftermiddagen dyrker de 1:1 situationen, hvor hver enkelt bruger efter tur bliver tilgodeset med 100 procent nærvær.

”Når vi kalder det træning er det fordi vi tror på at vores brugere faktisk kan flytte sig fra ét felt til et andet”, siger Jane Skou.

Det er et mål at kunne se hvornår den enkelte bruger siger ja og nej.

”Det er vigtigt for ikke at ødelægge deres kommunikationsbillede. Derfor er vi også alle uddannede pædagoger. Det er som regel meget små signaler, man skal kunne kende og genkende. Der er brug for ens uddannelse, vores viden derfra er vigtig i arbejdet.”

Små vigtige signaler
Signalerne fra brugerne er ofte helt små. Jane Skou viser os rundt på daghjemmet, hvor vi møder nogle af brugerne. Hun fortæller imens om hver enkel brugers interesser og signaler.

Én sidder i en stol, vrider sig og laver lyde.

”Han fryder sig, for lige om lidt skal han på toilettet. Jeg kan høre at det er ved at være tid.”

Jane Skou spørger ham om han vil på toilettet, han rejser sig straks, det var tid.

En kvinde laver også lyde, som Jane Skou fortolker som brok, fordi kvindens ærme sidder for højt oppe og generer. Det bliver ordnet.

”Med pædagoguddannelsen kommer der også en autoritetsudstråling. Og nogle brugere kan virkelig udhule én, hvis man ikke sætter grænser. I forhold til at være primærperson handler det faktisk meget om at sætte grænser. Og også om at tage prioriteringen mellem dem, der kræver behovstilfredsstillelse og de tavse. Nogle skriger og påkalder sig i det hele taget meget opmærksomhed. Vi skal sørge for at det ikke bliver de mest urolige vi tilgodeser mest.”

Jane Skou vender sig hen mod en kvinde. ”Én er sportsinteresseret, derfor har vi billeder af VM i fodbold. Hun elsker at kigge blade, så det gør vi sammen med hende, og hun lægger tungen på de billeder hun allerbedst kan lide. Vi går også over på Genforeningspladsen og ser tennis med flere af brugerne. Det er ikke så langt væk.”

I en stol sidder en ung mand over for en tøjpapegøje. Han er blind og er glad for at tale med papegøjen, som i et lidt højere toneleje to gange gentager hvad han siger.

”Papegøjen er en sprogstimulering for ham, som vi slet ikke kan hamle op med. I det hele taget gør vi os umage med at fange, hvad der interesserer brugerne.”

Jane Skou fornemmer noget og spørger respektfuldt ”skal vi gå ud?”. Den unge mand svarer ja og vi går. På briksen ligger en kvinde.

”Hun tager ikke så meget øjenkontakt, og hun har svært ved at skelne mellem, hvad der er rart for hende og hvad der ikke er rart for hende. Hun har tilsyneladende ingen erfaringsdannelse, og det hjælper vi hende med.”

De fleste af brugerne på daghjemmet bor på Sundbyvang, en enkelt bor hjemme. Derfor gør de meget ud af kontakten mellem bostedet og daghjemmet, bl.a. har alle brugerne meddelelsesbøger, som de får med hjem til bostedet og med tilbage igen.