Når børn leger doktor-lege og piller ved sig selv:

Af Tine Sejbæk

Vær åben – og sæt grænser

Når børn eksperimenterer med deres seksualitet, skal man være åben og accepterende. Samtidig skal man kunne sætte grænser. Som pædagog handler det om at finde en mellemvej mellem 70’ernes totale åbenhed og vor tids pædofili-forskrækkelse, mener Anna Louise Stevnhøj fra Børns vilkår.

Hvad gør man som pædagog, når man observerer en fireårig pige, der bruger det meste af dagen på at gnide sig selv mellem benene med en pude? Skal man blande sig uden om, fordi det er sundt og godt? Eller er adfærden et tegn på, at noget i hendes udvikling er forstyrret? Er det en alderssvarende seksuel leg, når den ene femårige dreng opfordrer den anden til at pille ved hans tissemand? Eller er det et seksuelt overgreb. Eller er det et symptom på, at barnet har været udsat for et sådant?

Spørgsmålene er mange, og derfor lavede Børns Vilkår sidste år bogen “Børn og seksualitet” for bl.a. pædagoger. Her opfordrer de til at bevare den åbenhed og accept i forhold til børns seksualitet, der var stærkt på mode i 1970´erne og 80´erne. Men samtidig erkende, at der af og til skal sættes nogle grænser. Selv om det er naturligt for børn at udforske deres seksualitet, og man aldrig må skælde eller skamme et barn ud, kan visse lege godt gå for vidt. F.eks. må børn ikke stikke ting op i sig selv eller hinanden. Lige som det er ok at sige fra, hvis et børnehavebarn onanerer dagen lang.

Anna Louise Stevnhøj fra Børns Vilkår, forfatter til “Børn og seksualitet”, er tit ude til temadage i institutioner. Og hun har opdaget, at der i grove træk er to holdninger blandt pædagoger.

”Enten er alt, hvad børn finder på i forhold til krop og seksualitet, bare godt, eller også er man så bange for forældreklager, at man lukker det hele. Og siger til børnene, at “Det dér skal I bare holde op med”. Og det er her, at det er vigtigt at finde en mellemvej.”

Hendes erfaring er også, at pædagoger kan være bekymrede for børn, som er meget ivrige og interesserede i sex og seksuelle lege. For hvornår er det for meget?

”Den kan være hamrende svær. Så det er sundt at reflektere og være i tvivl. Det er også fuldstændig reelt at være bekymret, hvis barnet har en atypisk adfærd. At man tænker på, om det trives, eller om der foregår noget forkert hjemme.”

Nogle steder er pædagoger vældigt usikre over for forældrene. ”Jeg synes ikke, at pædagoger overreagerer. Eller er hysteriske overhovedet. Men de er pressede af forældre, der, især omkring de store byer, kan være nervøse for, hvad der foregår. Jo tættere på hovedstaden, jo større nervøsitet. Ude på landet, f.eks. et sted som Sydfyn, er det langt mere afslappet. De store pædofili sager har også haft en betydning, og Vadstrupgård-sagen foregik jo tæt på København. Og så tror jeg også, at jo mindre samfund, jo større tillid tilpædagoger. Man kender de andre børns forældre. Og man møder pædagogen henne i Brugsen. Der er en anden tillid til, at det er fagfolk, der passer ens børn.”

Normalt og mindre normalt
Men hvad er normal adfærd for mindre børn i forhold til seksualitet – og hvad er ikke? Hvornår er en seksuelt betonet leg forsvarlig og i orden? En tommelfingerregel er, at alt er okay, hvis de børn, der leger seksuelle lege, er lige gamle og ligeværdige, og det er børn, der også ellers ville lege sammen. Legen skal være frivillig for alle parter. Og den skal være spontan og foregå i en positiv atmosfære af nysgerrighed og opdagelseslyst.

”Men det kan stadig køre ud af en tangent. Så man skal også bruge sin almindelige, sunde fornuft. For selv om tre børn er lige gamle og gode venner, kan man godt risikere, at at en af dem ved et uheld er blevet eksponeret for nogle stærkt seksuelle aktiviteter. Og at sådan et barn sætter noget i gang, det ikke kan overskue. F.eks. et barn, der ved at uheld har set noget porno ligge derhjemme. Man må som voksen have den holdning, at det er ikke anderledes, end hvis en gruppe børn havde fået den sindssyge idé at lege ude på nogle jernbaneskinner, så stopper man det også. Men for mange kan det knibe med at se det i den kontekst, fordi børn og seksualitet er så tabubelagt.”

Anna Louise Stevnhøj har f.eks. været i en daginstitution, hvor der i området var nogle store drenge, som et mindre barn så op til. De fik det mindre barn til at foretage noget stærkt grænseoverskridende med et endnu yngre barn. De havde fortalt drengen nogle saftige detaljer om, hvad voksne gør og sagt “Det tør du ikke gøre med dem i børnehaven”. I sådan en situation er vi nødt til at forholde os til det og gøre nogle grænser klare, mener Anna Louise Stevnhøj. Hvis der foregår noget, som man mener ikke er okay, får børn ikke traumer, hvis man stopper dem. Så længe man ikke gør det på en “skammende” måde.

”Med hensyn til at stoppe det på en ordentlig måde, så skal man blot gøre det, ligesom man ellers ville have stoppet andre ting. Der er også perioder, hvor man ikke længere orker, at børn leger med vand, for nu er man træt af alt det våde tøj. På samme måde kan man godt sige:”Nu gider vi ikke flere numselege!” Den slags lege kan være som en epidemi. Så må man lave noget andet. Også fordi dem, der ikke er så interesserede i det, kan risikere at blive kørt ud på et sidespor. Og der er masser af børn, man hverken ser onanere og lege seksuelle lege. Det er totalt normalt.”

Man ved ikke hvorfor, der er den forskel. ”Personligt er jeg overbevist om, at det ligger lidt mere på overfladen hos nogle børn end andre. Og måske er der også noget tilfældigt i det. Om man f.eks. fanger fidusen ved at onanere eller ej. Og de, der er mest interesserede, er tit også dem, der har fået nogle in-put. F.eks. fordi en ældre fætter eller bror har været en øjenåbner.”

Anna Louise Stevnhøj plejer at opfordre til, at man har nogle gode billedbøger om køn, krop og forplantning stående fremme i institutionen. På den måde får børn mulighed for at stille de spørgsmål, de har. Det allervigtigste er nemlig, at man får signaleret til børn, at det her må de gerne spørge om. Hvis der er en tilladende atmosfære omkring seksualitet, er der samtidig en større sandsynlighed for, at barnet vil komme og fortælle om det, hvis det roder sig ud i noget, eller hvis dets grænser bliver overskredet. Voksne skal dog kun give de forklaringer, barnet efterspørger, altså ikke nødvendigvis alle detaljer, hvis barnet spørger om, hvordan babyen kommer ind i maven.

”Gør det stille og roligt og i små bidder. Barnet får alligevel brug for at få de forklaringer mange gange. Og så skal man ikke kalde det, børn laver, for “bolle-lege”. Man skal ikke bruge for seksualiserende ord om børnenes leg. Begynder man som voksen at lægge seksuelle betydninger og ord ind over børnenes aktiviteter, giver man børnenes oplevelser en anden og forkert betydning. Man stjæler så at sige deres frirum og forvandler deres lege til en afart af voksenseksualitet”, siger Anna Louise Stevnhøj.

Brug jeres faglighed
Som pædagog kan man risikere på den ene side at være usikker over for at stoppe børns seksuelle lege af frygt for at gøre dem skade, men også være usikker over for forældre, der kan være lette at skræmme. I sidstnævnte tilfælde mener Anna Louise Stevnhøj, at det er vigtigt at argumentere ud fra sin viden og faglighed.

”Når forældre til et barn i vuggestuen beklager sig over, at barnets tøj er beskidt og mener, at det derfor ikke bør spise selv, vil man som pædagog sige “Det SKAL børn! De skal lære at spise, og det er godt for motorikken”. I sådan en situation kan pædagoger altid finde ud af at være pædagoger og argumentere fagligt. Det kan knibe mere i forhold til børns seksualitet. Fordi området er tabubelagt, risikerer man at stå der som privatperson uden egentlig at kunne argumentere fagligt. Også i denne sammenhæng skal pædagoger kunne sige “Jeg er sådan set pædagog, jeg ved noget om børns udvikling”, siger Anna Louise Stevnhøj, der også opfordrer til, at man laver en politik på området (se faktaboks).

”Det giver meget at reflektere og få diskuteret sine holdninger igennem i personalegruppen. Man er langt mere tryg i forhold til forældrene, hvis man ved, at ens kolleger siger det samme. Er man ikke helt sikker på, hvad kollegerne siger, kan det være svært at tage en konflikt, hvis nogle forældre f.eks. synes, at alle doktor-lege burde forbydes. En idé kan også være at sætte opslag op i institutionen - eller give børn breve med hjem, så forældrene får at vide, at pt er børnene meget optaget af seksuelle lege. Jeg tror helt klart, man skal være offensiv. Det signalerer tryghed. Hvis man undgår at snakke med forældrene om, hvad der foregår, signalerer man, at man ikke har styr på det.”

Men hvornår har et barn en så unormal adfærd, at man som pædagog skal gøre noget? Som hovedregel skal man kigge på den enkelte situation, på barnet og dets omgivelser. Hvis et barn har en seksualiseret adfærd, kan det være fordi barnet ikke har det godt. Det kan også skyldes, at det har set noget, det bearbejder. F.eks. porno derhjemme. Eller at det har været vidne til forældres seksualitet. Deciderede faresignalerne er, når et barn vil tvinge andre til at lege seksuelle lege. Eller hvis barnet ved alt for meget om sex i forhold til sin alder.

”Tvang og pres er langt det værste. Hvis børn har en decideret seksuel adfærd over for andre børn mod deres vilje, så skal man gøre noget! Sådan et barn skal man få set på af én, der har forstand på det. Især hvis barnet tvinger andre børn, der er svagere end det selv.”

Onani i enrum
Fra ca. to års alderen vil nogle børn onanere målrettet. Og i tre- fire års alderen har en del børn perioder, hvor de onanerer meget åbenlyst. Her skal man bruge takt og varsomhed, når man siger til barnet, at onani er noget, der foregår i enrum. Men selv ret små børn kan fint forstå budskabet. Når man ser barnet pille, kan man gribe chancen og spørge, om det er en dejlig fornemmelse. Det er vigtigt, at man også viser, at man synes, det er noget godt og rart, barnet laver. Derefter kan man tage barnet ved hånden og stille og roligt sige, at man virkelig godt kan forstå det, og at det er bedst at gøre, når man er alene med sig selv. Man kan så følge barnet til et afsides hjørne af institutionen og fortælle det, at det skal gå derhen, når det rører ved tissemanden/tissekonen.

”For kort tid siden var jeg ude at undervise pædagoger i en børnehave, hvor en pædagog gav et eksempel på noget, der var gået over hendes grænse. Hun fortalte, at der hver morgen sad der en søvnig lille dreng i sofaen over for hovedindgangen og pillede sig i tissemanden. Man må godt mærke, hvad sådan noget gør ved én. Uden at skælde barnet ud kan man sødt og venligt sige, at hvis du skal pille dig i tissemanden – og det er dejligt for dig, det kan jeg godt se – må du gå hen på madrassen og tage et tæppe over dig og hygge dig. Drengen sad lige der, hvor alle forældrene gik igennem, og de undrede sig! Samtidig følte pædagogen også, at han blev udstillet. Og det er sundt at reagere på.”

Hvad der er ok og ikke ok handler også om barnets alder. ”Jeg spurgte pædagogen, om hun også ville have reageret, hvis det havde været et vuggestuebarn, og hun sagde “Nej!!” En varm dag fornylig passede jeg selv nogle børn, hvor en knap treårig dreng rendte rundt med sin lille tissemand mellem fingerene hele dagen. Og sådan noget er helt fint, han aner jo ikke, hvad han gør. Men hvis han havde været fem år, ville man måske sige “Okay...?!” Vi lever i et samfund med nogle regler og begrænsninger. Og dem kan man godt lære børn på en anerkendende og venlig måde”, siger Anna Louise Stevnhøj.

Få en fælles holdning
Der kan være mange gode grunde til at lave en decideret seksualitetspolitik i daginstitutionens virksomhedsplan. Bl.a. kan åbenhed omkring institutionens holdninger forebygge angst hos forældrene, som vil være mindre tilbøjelige til at panikke, hvis der opstår situationer, de bliver forskrækkede over. Desuden får personalegruppen opgraderet viden og afstemt holdninger.

• Det er en god idé at udpege en eller flere tovholdere, der sætter sig ind i emnet ved at læse, tage på kursus etc. og sørger for at følge op.
• Den skriftlige politik skal både indeholde institutionens overordnede værdier og de mere praktiske “regler”.

De overordnede værdier kan bl.a. indeholde en beskrivelse af de pædagogiske målsætninger. F.eks. kunne man starte med:”I børnehaven/skolefritidsordningen Mælkebøtten er vores målsætning, at børnene skal have mulighed for at udvikle sig til hele mennesker. Det indebærer, at de får et positivt forhold til deres kropslige udvikling og kønsidentitet. Vi vil gerne støtte børnene i, at det er naturligt at interessere sig for krop, køn og seksualitet, lige som vi vil arbejde på, at børnene lærer at vise respekt for både egne og andres grænser. Derfor vil vi besvare børnenes spørgsmål, når de spørger om kropslige funktioner, køn, forplantning og sex. Lige som vi ikke vil forhindre dem i alderssvarende lege, hvor de udforsker egne og hinandens kroppe. Vi ser det til gengæld som vores ansvar, at børnenes leg aldrig må være krænkende og grænseoverskridende, og at man aldrig må lege på en måde, så man kan volde skade på sig selv eller andre som f.eks. ved at indføre genstande i hinandens kropsåbninger”. Fra bogen “Børn og seksualitet”

At tackle børns seksualitet
“Er en flok børn i gang med en doktorleg i puderummet, skal pædagogen helst have en fornemmelse af, hvem der er med i legen, og hvad der foregår. Hvis han/hun er tryg ved, at børnene i denne gruppe er ligeværdige, må man gerne lade børnene være.

Men hvis man ikke er helt sikker på, at den yngste i gruppen er helt med på det, der foregår, må man også gerne gå ind og opfordre børnene til at komme med på legepladsen – og f.eks. sige, at “her i børnehaven har vi jo altså en aftale om, at man beholder underbukserne på”. Hvis man har sådan en aftale. Man må også gerne stikke hovedet ind og spørge, hvad der foregår – uden at være anklagende. Børnene må gerne kigge og pille. Men de må ikke stikke ting op i sig selv eller hinanden, for det giver risiko for rifter og infektioner. Der må heller ikke være mundkontakt med kønsorganer. Der er for stor risiko for, at et barn ikke kan overskue aktiviteten og vil opleve den grænseoverskridende, selv om det ikke var sådan ment”. Fra “Børn og seksualitet”

Pædagoger begår sjældent overgreb
I medierne kan det se ud som om, det mest er pædagoger og lærere og så fremmede børnelokkere, der begår seksuelle overgreb mod børn. Sådan er det reelle billede slet ikke. Der er langt større risiko for, at et barn oplever et seksuelt overgreb i den nærmeste familie eller i familiens nære omgangskreds. En undersøgelse fra 2002 viser, at krænkeren kun i fire pct. af tilfældene var en lærer, træner, pædagog eller spejderleder.

Det typiske billede af et lille barn, der udsættes for overgreb, holder heller ikke. Det er faktisk gruppen af 12-14- årige piger, der er allermest udsatte. Selv om der foregår overgreb i alle aldersgrupper. Kilde: Børn og seksualitet

Man kan købe bogen “Børn og seksualitet” for 75 kroner ved at henvende sig til Børns Vilkår på telefon 35. 55.55. 59. www.bornsvilkar.dk eller bv@bornsvilkar.dk