Ny debatbog om dagplejen

Hjemligt nærvær

Hvordan kan dagplejen med så traditionelle og gammeldags dyder som hjemlighed, nærhed og tryghed på programmet stadig score højt blandt moderne, bevidste forældre? En ny debatbog om dagplejen nu og i fremtiden giver svaret. Bogens forfatter og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, har spurgt dagplejere, deres børns forældre og nu voksne dagplejebørn over hele landet om deres bud på dagplejens identitet og kompetence som omsorgsted for små børn.

Af Lene Outzen Foghsgaard

i fremtiden. Bogen indeholder brudstykker af samtaler med dagplejere, men også af interviews med forældre til børn i dagplejen og voksne dagplejebørn, der ser tilbage. Projektet med de 23 dagplejere strakte sig over de første seks måneder i 2005, og udover at stille op til et dybdegående interview, sagde dagplejerne ja til i en uge at skrive dagbog. De blev bedt om at gengive samtaler med børnene og at beskrive konkrete hændelser, alt sammen for at skabe overblik over egne handlingsmønstre. De fleste af dagplejerne oplevede arbejdet med dagbogen som en slags øjenåbner, fordi det skabte opmærksomhed på styrker og svagheder. Bogens forfatter mener, at meget af det, dagplejerne oplevede under projektet, lå lige under huden på dem. Det var for ham forudsætningen for selve projektet, at der var noget hos dagplejerne, der lå og ventede på at blive foldet ud, han kalder det for en tavs viden, som dagplejeren har i kraft af den livsform, der danner rammen om hendes dagpleje.

Vi har talt med en af de medvirkende dagplejere i bogen, Jeanette Helholt, der her godt et år efter, stadig bruger værktøjer fra forløbet. ”Jeg er begyndt fast at skrive ned. I starten skrev jeg dagligt, så hver anden dag, men meget hurtigt blev det til en fast ugentlig opsummering. Jeg skriver om hvert barn. Hvordan udvikler det sig, hvad har været godt og skidt. Jeg bruger evalueringen til finde ud af, hvad jeg kan arbejde videre med i næste uge. Dét jeg har taget med mig er helt klart en øget bevidsthed om, hvordan dét jeg gør, påvirker børnene”.

Dagplejeren Jeanette Helholt bor i Rødovre og er oprindeligt uddannet social og sundhedsassistent. Vi har bedt hende sætte ord på dagplejens fire kerneværdier: Det hjemlige, nærværet, fordybelsen og anerkendelsen.

Hjem er lig tryghed
Vores hjem er vores base, og man kan ikke tale om det hjemlige uden også samtidig at tale om tryghed. Faktisk er tryghed det begreb, samtlige forældre nævner, når de sætter ord på barnets dagpleje. Jeannette Helholt forklarer.

”Det handler alt sammen om at skabe genkendelige og trygge rammer i hverdagen. Mellem syv og ni sker det samme hos mig. Min store datter går først, og en halv time efter går mine to små sammen med min mand – et fast ritual er, at min mand kommer tilbage senere, og så drikker vi alle sammen te. Så lander vi, der er helt ro, og mine dagplejebørn elsker det. Jeg er del af en meget aktiv dagplejegruppe, hvor vi laver en masse forskellige aktiviteter. Men når jeg er hjemme med børnene, så skal det være, som det plejer”.

Per Schultz Jørgensen skriver bl.a., at især for børn er hverdagsoplevelsen udgangspunktet for, at de kan tro på, at de har en værdi, men også at de kan opbygge en indre tillid til verden. Ifølge forfatteren er det vanskeligt at skabe en troværdig hverdag uden for den hjemlige ramme, men i dagplejen kan det lade sig gøre.

Den anden kerneværdi er nærværet. Jeannette Helholt fortæller. ”I Rødovre har vi tre børn i alle børnegrupper, og du kan faktisk godt have tre børn på skødet på en gang eller have dem i armene, du kan rumme alle, og det synes jeg siger det hele. Samtidig er du den eneste, børnene har at forholde sig til. Du går jo ingen steder”.

I bogen definerer Per Schultz Jørgensen begrebet nærvær som det modsatte af at være passivt tilstede. Er man nærværende er man også aktiv og går ind i situationen. Man gør det uden at styre, og forsøger at fornemme, hvad der rører sig i barnet.

Den gode kontakt og tid nok Af nærværet opstår meget naturligt den tætte kontakt, hvor ord er unødvendige, og hvor man føler en forbundenhed. Den kontakt oplever mange dagplejere som en daglig ekstra gevinst. Til det siger Per Schultz Jørgensen.

”Det grundlæggende og bærende i dagplejen er kontakten med børnene, fra det første hej og knus om morgenen til farvel og overdragelse til forældrene seks-syv timer senere. Hele tiden er det et voksen-barn-samvær, der er i centrum – aktiviteter, gøremål, oplevelser og fællesting – men som en rød tråd går kontakten gennem med dens mange nuancer og variationer”.

Han fortæller videre, at når dagplejerne er blevet spurgt om deres egentlige mission og udfordring, er de ikke i tvivl om, at den findes i den gode kontakt til deres børn. Men også fordybelsen, som er den tredje kerneværdi, vægtes højt - en fordybelse, der kommer af at have få børn at skulle rumme og tid nok til at kunne gøre det. Jeanette Helholt siger.

”I dagplejen er der god tid til at falde i staver, nærmest når og hvor som helst, børnene vil det. Vi er så lille en enhed, at det ikke forsinker. Jeg tror faktisk, at det giver tryggere og roligere børn, når de fornemmer, at de ikke behøver at skynde sig – mig ser de jo heller ikke fare omkring”.

Bogens forfatter knytter følgende ord til tidsbegrebet: ”Dagplejen kan give sig tid - dette er dagplejens væsentligste fortrin - frem for næsten alle andre professionelle væresteder for børn. Der er ingen umiddelbare krav om, at tiden skal domineres af klokken, eller at den skal fyldes ud af præstationsprægede interaktioner. Der er plads til varighed og rum for relationer, hvor dagplejeren - bare er der”.

Men fordybelse handler ikke kun om tiden. Det kan også være at gå i dybden med f.eks. musik. Jeanette Helholt har det faste ritual med sine børn, at de hører meditationslignende musik, hvor vandet risler og havet bruser. Hun fortæller, at hun og børnene nogle gange lægger sig på gulvet, mens hun stryger deres arme og ben. Det får dem til at ligge helt musestille og slappe af. For dagplejeren handler fordybelse også om at give plads til forskellige sanser.

Et stærkt selvværd
Per Schultz Jørgensen taler om fænomenet ”at se barnet”, han taler om at det er barnets eksistens, der er i fokus. Og netop det at anerkende barnet og give en positiv respons på personen og ikke på den tegning, det har tegnet, er med til at opbygge selvværdet, som er fundamentet for en stærk selvfølelse. Og hermed er vi nået til den fjerde kerneværdi, anerkendelsen og deraf selvværdet.

Jeanette Helholt fortæller: ”Jeg tror på, at jeg kan tilføre noget stabilitet i deres liv ved bl.a. at være bevidst om, hvordan jeg giver dem et stærkt selvværd. De skal fornemme, at de som udgangspunkt er gode mennesker med gode hensigter. De er okay, og de andre børn er okay. Det er samtidig noget med at sørge for, at udviklingen sker i deres eget tempo. En tur i rutschebanen for eksempel. For nogle børn kan det ikke gå hurtigt nok med at komme op og ned, mens for andre går det langsommere. Som dagplejer har du tid og ro til, at alle børn på et eller andet tidspunkt kommer op og prøver den rutschebane”.

Om det at styrke selvfølelsen kommenterer Per Schultz Jørgensen, at det handler om at kunne leve sig ind i barnets verden og appellere til dets eget ansvar og egen handlen i situationen. Samtidig skal den voksne forsøge at opbygge en gensidighed mellem de forskellige børn i gruppen. Alt sammen er det noget, hvor barnet tages alvorligt og bliver i stand til at skabe en sikker selvoplevelse.

En verden midt i mellem
Både når forældre udtaler sig, og når voksne dagplejebørn ser tilbage, er feedbacken positiv. Især vægter forældre til børn i dagplejen, at rammerne er hjemlige, at der kun er en kendt person at forholde sig til, og at de får en loyal og omhyggelig gennemgang af barnets dag, når de henter. Det gør det nemmere at overlade Marie eller Mads i en andens varetægt. Hovedopfattelsen er altså, at barnet i dagplejen får en god start i livet, og at dagplejen kan bygge bro mellem to verdener pga. en tillidsfuld kontakt mellem forældre og dagplejeren. Ifølge Per Schultz Jørgensen hviler kontakten primært på noget følelsesmæssigt. Forældrene taler om, at de føler sig på bølgelængde med dagplejeren, og at det bl.a. handler om en god forståelse for hinanden, men også om, at der er en gensidig forståelse for grundværdier og opdragelse.

Charlotte på 30 år, der ser tilbage på sin tid i dagplejen fra hun var 3 1⁄2 år til hun var 6 år, konkluderer, at eftersom et barn jo bliver støbt to steder, er det vigtigt, at værdierne hænger sammen både hjemme og i dagplejen.

Ligesom også forældrene fremhæver trygheden ved en kendt person, mener Charlotte at det har haft betydning kun at skulle forholde sig til et menneske. Hun siger:

”Havde jeg gået i børnehave, havde der været mange faste personer at støtte sig til. Men fordi jeg var meget genert og nervøst anlagt, tror jeg, at det har været afgørende, at jeg har haft den samme voksne, der har fulgt mig igennem hele min barndom - der var kun én Lis”.

Modpol til daginstitutionen
Netop opfattelsen af dagplejen som en modsætning til institutionen kommer forældrene også ind på. Per Schultz Jørgensen forklarer, at når nogle forældre oplever trygheden i dagplejen som en modpol til daginstitutionen, er det fordi de oplever daginstitutionen som et mere fjernt sted. Som et sted, hvor der er flere voksne tilknyttet barnet, og hvor man ikke får de samme oplysninger i dag til dagkontakten.

En sidste kvalitet, der skal nævnes, og som fremhæves af både forældre og voksne dagplejebørn, er den særlige fokus på det enkelte barn, der er naturligt til stede i dagplejen. Line, der i dag er 23 år, og som var hos Marianne, fra hun var et til otte år, er overbevidst om, at hendes dagplejer har lært hende at stole på sig selv. Al den tryghed hun oplevede gav plads til, at hun lærte at lytte til sig selv.

Susser, en forældre i bogen, oplever, at hendes søn Jeppe hos sin dagplejer Sanne bliver hørt og set, samtidig med at han ikke er i tvivl om, at han er noget særligt. ”Han bliver ikke affærdiget, men får plads, ligesom alle de andre børn i gruppen. Alle børn er i centrum oppe hos Sanne” siger moren.

Per Schultz Jørgensen giver denne vigtige oplysning: ”Psykologiske teorier om den tidlige udvikling er ikke i tvivl: Udviklingen i de første år skal være baseret på tillid og den eksklusivitet, der hviler på følelsen af at være noget særligt. Den tidlige mor-barn-kontakt rummer oftest en følelse af ubegrænset kærlighed. Andre kontakter kan rumme omtrent samme dybe kvaliteter, hvis de skaber tryghed og yder barnet fuld opmærksomhed. En sådan opmærksomhed fra en anden med virker til, at barnet retter opmærksomheden mod sig selv, fornemmer sig selv og måske opbygger en begyndende tro på sig selv. Oplevelsen af et selv er jo ikke noget, der pludselig dukker op i 4-5-årsalderen. Den skabes i de tidlige faser af de tætte kontakter, og grunden lægges, længe inden barnet er bevidst om sig selv”.

Den gode relation
Begrebet relationsorienteret professionalisme er lige til at knække tungen på, men alligevel er det det værktøj, der kan gøre dagplejen endnu bedre til at skabe betydelige relationer til det lille barn. Ifølge Per Schultz Jørgensen er netop den relationsorienterede professionalisme – der kommer af en udvikling af dagplejens relationskompetence - vejen frem, når dagplejen skal rustes til fremtiden. Sagt med mere enkle ord går det ud på at få gjort den varme og autentiske relation, dagplejeren har til sine børn lidt mindre personlig og mere professionel. Ikke forstået på den måde at ægtheden skal pilles ud af relationen, men ved at bruge relationen mere bevidst, bliver den også mere professionel.

Per Schultz Jørgensen forklarer, at det at skrive samtaler ned, så de huskes, og samtidig beskrive konkrete hændelser fra dagen, kan få dagplejeren til at indse, hvad hendes ord og handlinger gør i forhold til børnene, og hvad hendes indgreb fører til. Hun ser sig selv på en anden måde, og fordi hun skal skrive ned, registrerer hun mere opmærksomt og intenst. Han indrømmer, at denne form for selviagttagelse godt kan føles lidt kunstig i starten, men at den hurtigt bliver en del af den relationsorienterede professionalisme, når man arbejder med den.

Forfatteren siger samtidig, at dagplejeren bliver mere kompetent, når det handler om at blive belært af sig selv og ikke af andre. Dagplejeren udvikles indefra ved at finde sit eget vækstpunkt, som er det sted, hvor dagplejeren finder sin personlige styrke.

Dagplejeren Jeanette Helholt oplever faktisk også, at hun efter projektet er blevet mere bevidst om hvor hendes force ligger. Hendes vækstpunkt er f.eks. madlavning – et område, hvor hun især skaber gode relationer. Jeanette Helholt laver masser af mad og inddrager gerne sine børn, for hende er det vigtigt at eksperimentere og indbyde til så mange smagsoplevelser som muligt. Hun gør det, at hun tit til frokost sætter forskellige skåle frem med alt lige fra oliven og asier til asparges og kryddersild. Børnene får så lov til selv at putte på brødet – der er, næsten ingen grænser.

Ingen kan spå om fremtiden
”Det er i det personlige, at vi finder dagplejerens styrke. Her ligger en kompetence, der ikke kan formuleres i faste vendinger, da den er særegen for den enkelte dagplejer. Derfor handler udvikling for en dagplejer heller ikke så meget om at kvalificere sig yderligere i en formaliseret og standardiseret retning, men snarere om at blive bedre til at skabe sammenhæng i den personlige dagplejeform, som den enkelte arbejder med”.

Sådan beskriver Per Schulz Jørgensen udfordringen i fremtiden - en fremtid, der bekymrer de fleste dagplejere i bogen, men ikke Jeanette Helholt. Hun tror på, at dagplejen er uundværlig. Hvis nogle skulle finde på at skære den væk, så er hun overbevidst om, at børnenes forældre vil råbe vagt i gevær. Den ro, tryghed og nære kontakt børnene her tilbydes, hænger ikke på træerne.

Ingen kan spå om fremtiden, men bogens budskab synes alligevel at være en positiv spådom til fordel for udviklingen af dagplejens nuværende livsform og relation. Bogen nævner muligheden for på sigt at udbyde en længerevarende dagplejeuddannelse, men at bevare sit særkende som alternativ til de offentlige dagsinstitutioner, det er der uden tvivl behov for. Ikke kun hvis man nærlæser forældrenes skudsmål eller de voksne dagplejebørns erindringer, også samfundstendenser peger jo i en retning af et voksende behov for mindre stress og jag til fordel for mere nærhed og fordybelse.

Line, en af de medvirkende dagplejere, får lov at sætte punktum med sit personlige bud på dagplejens særkende. ”Vi gør nogle ting sammen. Vi giver os tid til at stoppe op og kigge på en tissemyre i ti minutter, og det er med til at skabe ro og fordybe sig - altså, jeg giver dem ikke store oplevelser. Men jeg giver dem livet, jeg giver dem hverdagen”.

Gode råd til selvudvikling
- I arbejdet med bogen blev dagplejeren bedt om at skrive dagbog. Det fik mange til at genopdage sig selv. Et godt værktøj er derfor at bruge tid på at skrive dagbog over hændelser og handlemønstre. Diskuter evt. indholdet med en kollega.
- For at finde sit vækstpunkt, det område, der rummer ens personlige styrke og interessefelt, må man mærke efter. Elsker du f.eks. at synge, er det måske det, du skal gøre meget med børnene. Er du naturmenneske, er det her din styrke er. Find det du er god til og bliv bedre til at fokusere på det. Brug din personlige styrke.
- Mange af de adspurgte forældre lægger vægt på at få en omhyggelig dagsrapport, når de henter. At videregive oplevelser fra barnets dag kan være med til at skabe en tæt og fortrolig kontakt til barnets forældre.

”Dagplejen – livsform og relation” er udkommet på Hans Reitzels forlag. Prisen er 225 kr. for 192 s., illustreret med foto og vignetter. Bogen kan købes i boghandlen og er udgivet med støtte af FOA – Fag og Arbejde.