Leder

Af Jan Hoby, næstformand

Relationsarbejde versus profession

Jeg ku' kysse socialministeren, hvis hun ikke var så moralsk, politisk og intellektuelt frastødende. Progressive pædagoger kunne ha' brugt dage, uger, måneder og år på at forklare at regeringen var ude i et rent ideologisk skoleridt. Men så udtalte socialministeren de bevingede ord: hippiepædagogik.

Socialministerens udmeldinger om mere struktur skal afvises.
Danske daginstitutioner har gjort sig erfaringer med den strukturerede pædagogik i 70'erne. Dengang var det DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) med Stig Brostrøm, lektor ved DPU, i spidsen, der ville have mere struktur. I dag ser vi en bemærkelsesværdig forståelse mellem den nyliberale konkurrencementalitet og gammeldags stalinisme.

Struktureret pædagogik er og bliver en totalitær, skematisk og utidssvarende forståelse af børns udvikling.

Men socialministeren har ret i at fremhæve Ole Henrik Hansens forskning om den stigende fravælgelse af den tætte, kærlige og omsorgsfulde kontakt i hverdagens daginstitutioner og specifikt vuggestuerne, selvom hun bevidst fejllæser den. Men Ole Henrik Hansens forskning har en væsentlig pointe, nemlig at der er sket et fagligt skred og en bevægelse væk fra relationsarbejdet blandt pædagoger gennem de sidste 10 år. Et skred der ikke kun kan tilskrives dårlige normeringer, dårlig ledelse eller dårligt arbejdsmiljø. Hvorfor er det at visse pædagoger "hellere at ville nøjes med at "observere" børn frem for at tage sig sammen til at engagere sig i dem" som Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske skrev på sin blog bl.a. tilegnet undertegnede.

Ole Henrik Hansens forskning har fokus på at barnet er et helt, levende menneske, og at det essentielle for barnets udvikling er de interaktioner, det udsættes og udsætter sig selv for i løbet af dagen.

Når visse pædagoger hellere vil observere end at vinke farvel, skifte ble eller lege sammen med børnene, og hellere vil holde pædagogmøder i børnetiden, mens pædagogmedhjælperne passer børnene, så er det et udtryk for: 1) pædagoger er begyndt at reproducere de logikker som undergraver selve det humane i pædagogikken, 2) jagten på status blandt pædagoger får dem til at abonnere på begrebet profession.

Disse to processer tillader at (visse) pædagoger fravælger relationen (det oprindelige agtet) og gør alt der ikke handler om relationen til det nye agtet: observere, dokumentere og sprogteste etc. Dermed bliver relationsarbejdet reduceret til noget upåagtet, som pædagogmedhjælperne eller de ikke-boglige pædagoger kan tage sig af. Alt påagtet bliver til i forhold til det nye agtet: voksenstrukturerede læringsaktiviteter. Det er den udvikling som Ole Henrik Hansen og Maja Plum har belyst i deres solide forskning. Men de har blot ikke fået hele ligningen afsluttet: professionsstrategi er en trojansk hest i pædagogikken, og en afmagtsstrategi der understøtter politiske krav om mere centralt politisk bestemt dokumentation og struktureret pædagogik.

Vi skal erkende at de politiske dokumentationskrav har forandret den pædagogiske faglighed. Vi er gået fra faglig kulturarv til markedsgjort kulturel kapital, og der er fagfæller der elsker den udvikling, for det giver dem en følelse af status. Men det der er brug for er en helhedsorienteret indsats, der understøtter børns begær for læring, sprog og udvikling og ikke politikernes, visse pædagoger og forældres ønske om struktur, disciplin og skoleagtig hverdag fra 7 til 17.