I spil

Af Elisabeth Lockert Lange

Sejre og stolthed over egen indsats kan man leve længe på, også når man spill er med i Fodboldskolen for udviklingshæmmede.

Regnen siler ned i Valby Idrætsanlæg, græsset er både højt og dyngvådt, men det ser ikke ud til for alvor at forstyrre de 13 fodboldspillere, som er på banen sammen med deres træner.

Det er Fodboldskolen for udviklingshæmmedes sidste dag for i sommer, så det er bare med at give den alt, hvad remmer og tøj kan holde, synes spillerne at tænke. Der bliver gået til den, tacklet, scoret mål - sveden løber om kap med regnen. Kort sagt engagementet og energien er i helt top, selvom det også er tydeligt at for flere af dem er motion ikke noget de dyrker til daglig.

Træneren ser tilsyneladende alt der sker på banen, han tilrettelægger og sikrer at alle spillere får chancer for at løbe, skyde og få en velfortjent sejr. Han opmuntrer og roser, men tilretteviser også i en tydelig men positiv tone, når nogen er for hårde i deres tacklinger, tager bolden fra de andre eller på anden måde ikke lever op til holdånden. Det gør at alle holder interessen, alle lærer noget, alle får oplevelsen af at være de bedste, alle oplever at det er fantastisk.

Det er femte år i træk at Fodboldskolen for udviklingshæmmede holder sin sommeruge her den anden uge af august. Fra morgen til aften i fire dage er spillerne i gang, og som det har været de andre år, så byder den sidste dag på særlige gæster. I år er det Brøndbyspillere, et andet år var det FCK spillere, et tredje var det socialborgmesteren.

Initiativtageren er pædagog Nihat Vorm Tüfekcioglu, hjemmevejleder i Bofællesskaberne Vest. Eller rettere hans søn, Janus, som er holdets træner. Som bare 15 årig men allerede da en meget dygtig fodboldspiller foreslog han en dag i 2006, at de kunne prøve en fodboldskole for interesserede udviklingshæmmede. For mens der findes fodboldskoler for udviklingshæmmede børn, er der, eller var der, ikke noget for voksne.

Nihat Vorm Tüfekcioglu tænkte videre og erkendte at han ikke kunne overskue det alene. Og tanken om KIFU, Københavns Idrætsforening for Udviklingshæmmede dukkede naturligt op. Han fik kontakt med Dorte Mørk, uddannet socialpædagog og tidligere hjemmevejleder, nu en del af sekretariatet i KIFU. Hun støttede idéen og satte det i gang med en annonce i KIFU bladet, som kommer ud til foreningens 200 medlemmer, bl.a. alle institutionerne. 25 spillere var interesserede, flere frivillige hjælpere trådte til, og det blev en stor succes.

Fantastisk

Siden da har fodboldskolen kørt med en uge i august, for femte gang i år.

Spillerne mødes om morgenen, holder et lille møde, og så går det løs sammen  med træneren, som stadig er Janus Vorm, diverse frivillige og Nihat Vorm Tüfekcioglu. Ud på græsplænen og træne og spille. Så frokost og frugt som KIFU giver og så ud og spille igen. Med og mod hinanden.

Sammenholdet, fællesskabet og holdånden er fantastisk, fortæller han, og trods en meget regnfuld uge har ikke en eneste deltager meldt afbud, dukket for sent op eller kørt på frihjul. Den uge af deres ferie som spillerne bruger på fodbolden er noget, de glæder sig til lang tid i forvejen.

"Det er fantastisk. Kun én eftermiddag var vi nødt til at aflyse, for det lynede, og det er for farligt."

Han fortæller grinende om, hvordan alle spillerne prompte retter sig efter hvad træneren siger til dem, helt anderledes end hjemme i bofællesskabet, når det er pædagogen. Her er ingen "jeg gider ikke i dag".

Der sker meget på den uge. I starten er der mange af spillerne, som slet ikke kan ramme bolden, men det kommer og frugt spiser de også, hvad mange af dem ellers aldrig gør.

"De får at vide at denne uge må de ikke spise usund mad, så de kan komme og spørge træneren, om de i aften ikke alligevel godt må drikke en halv øl. De tager det meget seriøst, og de gør alt hvad træneren siger", siger Nihat Vorm Tüfekcioglu og fortæller at han gør meget for at holde pædagogen i baggrunden, han følger bare med og spiller.

Motorik og glæde

KIFU spiller en meget vigtigt rolle i Fodboldskolens liv, ja uden KIFU kan det slet ikke lade sig gøre, vurderer Nihat Vorm Tüfekcioglu.

Dorte Mørk fra KIFU nikker, for idrætsforeningen står for hele organiseringen af initiativet, skaffer boldbaner, laver program, sender ud, søger fondspenge, laver og uddeler diplomer til spillerne ? og dækker eventuelle underskud, siger hun med et grin.

"Det kræver ildsjæle som træneren her og de mange andre frivillige, de får jo ikke løn men lægger mange timer i det."

Nu hvor antallet af spillere er nede på 13, så vil Dorte Mørk og Nihat Vorm Tüfekcioglu gerne slå et slag for det gode initiativ, altså at bruge en uge i ferien på at være aktiv til en pris af 500 kr. For der er plads til mange flere.

"Vi vil naturligvis gerne have flere med på holdet, og uden pædagoger er det ikke muligt. Den rolle er central for at det lykkes, ellers dukker spillerne op uden det rigtige tøj og sko eller de dukker slet ikke op. Vi vil ikke nedtone at der ligger noget arbejde i det, men det giver også meget tilbage", siger de to pædagoger.

At der er noget at hente for borgerne som er med, er der ingen tvivl om. Både fysisk og psykisk. Nihat Vorm Tüfekcioglu fortæller bl.a. om en tidligere spiller, som fandt en helt ny evne til struktur og vedholdenhed. Alle får trænet deres motorik, lærer at lave de rigtige bevægelser, så de kan ramme bolden, aflevere den og score. Der er fremskridt og udvikling hver dag, noget de ikke kunne i går kan de i dag. Alle spille spillerne oplever ugen som en sejr, de får vist nye evner som de kan glæde sig over og være stolte af. De fleste spiller kun denne ene uge, men enkelte af spillerne er hærdede KIFU'ere.

I løbet af kampen kommer nogle hen til os der står på sidelinjen og spørger stolt, om de ikke er gode, om det ikke var et flot skud, om vi så at de scorede. De viser stolt deres t-shirt med Foldboldskolens logo og taler samtidig spændt om, hvor mange og hvem der kommer af spillere fra Brøndby. Og efter en lang, våd og energisk kamp vokser spændingen, mens de pakker deres våde ting og trækker hen mod en overdækket terrasse.
At have gæster med hvert år er selvfølgelig mest for spillernes skyld. De glæder sig vildt, tager fotos af sig selv sammen med de beundrede elitespillere og fryder sig, når de senere ser dem på tv. Men det går også den anden vej, fortæller Dorte Mørk.

"Vi oplever at folk kan være nervøse, for hvad taler man med en udviklings-hæmmet om? Så den gode oplevelse det altid er for dem at møde vores spillere, det fjerner fordomme."