Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Medarbejderen
"Hvorfor så fjernt fra virkeligheden?"
Af Elisabeth Lockert Lange
En analyse udarbejdet på et talgrundlag, som ikke svarer til dagtilbuddenes virkelighed, koblet med alt for lidt medarbejderindflydelse. Det er den helt korte tilbagemelding på dagtilbudsanalysen fra medarbejderrepræsentant Anne Nurken. Hun - og kolleger - er fagligt kritiske over for de fremlagte effektiviseringsmål i analysen. Visionerne i rapporten giver hun derimod pæne ord med på vejen.
Anne Nurken er tillidsrepræsentant på Jydeholmen ogmedlem af AfdelingsMed i Center 1, og hun har påtaget sig opgaven at se på analysen og dens konsekvenser med medarbejdernes øjne. Og det er kritiske øjne.
Det grundlæggende problem ligger helt i starten af forløbet, det vil sige i sommeren 2010, hvor alle medarbejdere i dagtilbuddene skulle indlevere data om brugerfremmøde.
"Vi fik aldrig at vide hvad tallene skulle bruges til, men vi har fra start sagt at en registrering ikke bør ske i en sommerferieperiode. Vi ved heller ikke hvordan de tal er blevet omregnet til de resultater, som ligger i analysen. Men vi ved at tallene i analysen ikke svarer til vores virkelighed i forhold til brugerfremmøde", fortæller hun og tilføjer, at hun og kollegerne har arbejdet meget grundigt og indgående med analysen, både i arbejdsgrupper og udvalg.
Medarbejderindflydelsen er hun heller ikke imponeret over. Ingen medarbejdere har deltaget i udarbejdelse af selve analysen, andet end altså med at indlevere data. Derefter blev analysen et par måneder forsinket. Hvilket betød at de fire
arbejdsgrupper som blev nedsat med fokus på nye lokaler, nye tilbud, kørsel og ressourceudnyttelse - med deltagelse af medarbejderrepræsentanter - kun fik en og en halv måned til at komme frem med bud på, hvordan effektiviseringerne i
analysen kunne implementeres. I slutningen af juni blev det hele fremlagt ved et orienterende møde.
"Hele processen har været forhastet. Med en rapport der skulle være klar midt i juni, var der ingen tid til refleksion, og vi har ingen mulighed haft for at få svar på vores mange spørgsmål. Et så stort projekt burde gøres mere grundigt mener
vi."
Hovedproblemet er med andre ord at rapporten er udarbejdet på forkerte tal, som ikke hænger sammen med medarbejdernes virkelighed. Eller er der gået noget galt i omregningen til resultaterne i analysen, undrer de.
"De regner fremmødet meget lavere end det reelt er, både hos os og andre steder. På samme måde med hjemmedage, de beskrives som huller, men de timer bruges på andre brugere, foruden andet pædagogisk arbejde som bl.a. handleplansmøder og handleplansoplæg. Og med forkerte data så er vi allerede tabt."
Analysen konkluderer fx at der i gennemsnit er ni timer uden brugere. Hvor de timer kommer fra, forstår medarbejderne ikke.
"Vi har gennemgået analysen fra ende til anden - hvorfor så fjernt fra virkeligheden? Vi forstår ikke, hvor de tal, der er i rapporten, kommer fra, men vi har aldrig fået mulighed for at få diskussionen. Vi er jo kritiske, fordi vi tager vores faglighed alvorligt, men i fagligheden ligger også at vi gerne vil have indflydelse, gerne vil have svar på vores spørgsmål, gerne vil forstå meningen med tingene", siger hun og tilføjer:
"Og når man ikke får svar på sine tvivl og spørgsmål, så starter spekulationerne. Frustrationer tager over."
Bekymringer
Som medarbejdere på Jydeholmen ser rapporten, handler den primært om effektivisering, om besparelser. Bl.a. af kørsel, hvilket jo kan se meget fornuftigt ud.
"Og det er det også, men vores bekymring går på, om brugerne kommer til at få alt for lidt indflydelse på, hvor de skal arbejde, og hvilke tilbud de kan få. Det kan blive konsekvensen, hvis det er kørslen og nærheden til bolig, der bliver
afgørende."
Et af forslagene til en besparelse på kørsel er at ferielukke en uge om sommeren. Det vil uden tvivl spare på kørsel, men vil der være en total besparelse, når de nødvendige vikarer er betalt, tænker medarbejderne.
"Desuden er der det rent personalemæssige i det. Vi har ret til tre uger ferie i sammenhæng, og med en lukket uge bestemmer arbejdsgiveren meget af feriens placering. Da vi her på Jydeholmen samtidig har lukket mellem jul og nytår, er det fire af vores ferieuger, vi ikke selv kan placere. Det kan være et stort problem for privatlivet."
Sagen er at der er så meget tvivl om så mange ting i rapportens bud på fremtiden i dagtilbuddene, at bekymringerne står i kø.
Der er bekymringen over de varslede fleksible arbejdstider og eventuelt kortere arbejdsuge vækker stor bekymring.
"Vi kan jo blive tvunget til at gå ned i tid og indirekte også i løn, det er vi selvfølgelig meget bekymrede for. Og spørgsmålet er om der overhovedet er behov for en lang åbningstid. Eller om vi griber ind over de nuværende klubtilbud."
Der er bekymringen over de ekstra brugere uden ekstra ressourcer.
"Der er 65 brugere her på Jydeholmen, og der planlægges med 53 nye pladser i de nye rammer (i Center 1 og Kvintetten). Men ikke ekstra hænder til det."
Og der er bekymring over kompetencer. Med de 154 borgere som ikke er visiteret, men som "vil have gavn af et tilbud", som der står i rapporten (og hvorfor er de i øvrigt ikke visiteret, hvis de har behovet, undrer medarbejdere sig over), så vil der være nye grupper, som personalet ikke har kompetencerne
til at tage kvalificeret hånd om."Er der så heller ikke ressourcer til at give os de kompetencer?"
"Vi har mange spørgsmål", siger Anne Nurken og håber at medarbejderne får mulighed for at stille dem - og får svar - på en centertemadag den 19.september. Den glæder hun sig til.
"For vi er positive men vi er også kritiske, for vi taler de udviklingshæmmede borgeres sag, og vi er nogen af dem, der kender dem bedst."
I det hele taget er der bestemt gode idéer i rapporten, understreger hun. Det er godt at man vil effektivisere kørslen, så brugerne ikke skal sidde så længe i bus. Selvom det er vigtigt at gøre det, så det ikke påvirker deres valgmuligheder og trivsel. Det er også fint at man vil gøre noget ved de slidte rammer, hun kunne ikke være mere enig. Og der er glimrende idéer med natur, kunst, musik og teater. Men alt sammen kræver ressourcer, ressourcer det er svært at finde.
"Vi håber det bliver mere konkret i den endelige rapport. Og så håber vi at der også kommer de nødvendige etiske overvejelser med ind - og Handicapkonventionen og Serviceloven. Det skal hænge sammen, ikke mindst for brugerne."
Den største frustration lige nu er den manglende demokratiske
proces, de manglende svar.
"Vi har gjort et stort stykke arbejde, vi har været med processen, og vi har forsøgt at få ejerskab til den, men det er ikke muligt, når vi ingen svar får. Og nej vi er ikke negative, vi er fagligt engagerede og kritiske. Men når man ikke får
svar, så starter spekulationerne og frygten for skjulte dagordener."