Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fagforeningen
"Vi skal have ordentlige dagtilbud som vi kan være bekendt."
Af Elisabeth Lockert Lange
I LFS' høringssvar til dagtilbudsanalysen er der både ros og ris. Mellem gode udviklingstoner så bekymrer ord om kortere arbejdsuger fagforeningen.
LFS har afgivet høringssvar på Rapport om udvikling af dagtilbud til borgere med handicap, i daglig tale Dagtilbudsanalysen. En rapport som LFS har fulgt, men ingen indflydelse har haft på.
Der er både ros og ris. En glæde over hvad der ser ud som en "positiv udvikling for både brugere og personale", ikke mindst i forhold til nye fysiske rammer og samling af tilbud på hver side af havnen. Selvom det er vigtigt at ønsket om effektivisering af kørslen som også ligger i samlingen af tilbud ikke spænder ben for kerneydelsen: det rette tilbud til den enkelte borger.
Og så er der betænkeligheden ved at medinddragelsen efter medarbejdernes mening på langt de fleste dele udelukkende har været forbeholdt ledelserne i de to centre.
"Den dialog og de spørgsmål, medarbejderne havde tilplanen, blev ikke imødekommet på omtalte møde den 23. juni 2011", skriver LFS. Og "lidt tyndt" er det efter LFS' mening at analysens grundlag blot skulle stamme fra ét dagtilbud.
Kortere arbejdsuger? En samling af dagtilbuddene bør dog give mulighed for at fastholde de fleste medarbejdere i fuldtidsansættelser, vurderer LFS, som naturligvis har den indstilling og det krav, at alle stillinger bevares som fuldtidsstillinger. Man skal jo helst kunne leve af at arbejde i faget, som faglig sekretær Bodil Henriques udtrykker det.
På samme måde ligger der en indskrænkning af den enkelte medarbejders frihed, når der lukkes en uge i sommerferieperioden. Alle har jo ret til tre ugers sammenhængende ferie. Samtidig vil der før og efter lukkeugen være fuldt brugerfremmøde, men kun halvt personalefremmøde.
Udvidelsen af Kunstskolen går LFS helhjertet ind for. Men om udvidelse af jobshoppen skriver LFS: "Spændende initiativ, men stadig meget ressourcekrævende. Med diverse nedskæringer af personaleressourcer frygter vi, at det igen bliver de mest krævende brugere, der betaler."
Og i forhold til de andre spændende initiativer fremhæver Bodil Henriques, hvor vigtigt det er at medarbejderne uddannes, at man giver dem kompetencerne til at varetage tilbuddene. Og som det allervigtigste:
"Vi skal holde fokus på kerneydelsen, det handler om borgerne. Og vi skal have ordentlige dagtilbud som vi kan være bekendt."