Troldebørn

Af Tine Sejbæk

Kig på jeres afmagt

Pædagoger, der arbejder med “troldebørn”, er – i højere grad end andre – nødt til at vende blikket indad. Det er også særlig nødvendigt med en god stemning i personalegruppen for at kunne gøre sit arbejde ordentligt, mener Susanne Broeng. Hun er aktuel med en bog om at arbejde med børn, der har en udviklingsforstyrrelse.

“Pædagoger siger ofte til mig ”Der må da findes en metode eller teknik, man kan bruge til at tackle disse børn”. Men sådan er det ikke. Det svære er, at man er nødt til at vende blikket indad mod sig selv. Mod sin egen afmagt. Og undersøge “Hvor er det, jeg kommer til kort og har brug for at udvikle mig fagligt og personligt?” Så man tager ansvar for relationen og finder ud af, hvad man selv kan gøre i stedet for at reagere med afmagt over for troldebørn”.

Det siger Susanne Broeng, forfatter til bogen “Kan troldebørn elskes?”, der udkom fornylig. Hun er socialrådgiver, cand.scient.soc. og familieterapeut fra The Kempler Institute of Scandinavia. Hun har selvstændig praksis og har i mange år arbejdet med familier, hvor ét eller flere børn har en udviklingsforstyrrelse. Bl.a. som familieterapeut og som leder af en døgninstitution for børn med psykiske og sociale vanskeligheder. Når hun har valgt at kalde børn med OCD, ADHD, Tourette, autisme, nedsat intelligens m. fl. for “troldebørn”, er det fordi, ordet trold giver hende associationer til noget positivt og anderledes, der pirrer hendes nysgerrighed.

Et af hovedbudskaberne i hendes bog er, at dét at være voksen med troldebørn giver mange oplevelser af afmagt på egne og barnets vegne. Troldebørn får langt mere skæld ud end almindelige børn og er derfor i risiko for at udvikle et dobbelthandicap – det vil sige både at have en udviklingsforstyrrelse samt lav selvfølelse på grund af de negative reaktioner. Troldebørn er i øvrigt ofte ensomme og savner venner, de kan dele deres tanker og følelser med! For at hindre, at barnet får et dobbelthandicap, som vil påvirke deres sociale liv, må voksne tage ansvar for deres egen afmagt og ikke lade barnet bære den.

“Afmagten opstår, når man f.eks. kan mærke, at man er vred eller frustreret – når barnet bare skal gøre, som man siger! Når man registrerer de følelser over for et barn med et handicap, må man stoppe op. Evt. kan man bede om hjælp fra sin ægtefælle. Eller snakke med sine kolleger om, hvad man kan gøre i stedet for. Og sørge for at få supervision”.

Susanne Broeng mener, at man som pædagog er nødt til at arbejde med sig selv for at kunne være sammen med troldebørn.

“Det er mere nødvendigt end i forhold til almindeligt fungerende børn, fordi troldebørn udfordrer vores grænser på en anden måde!”

Man skal som professionel kigge på sig selv via undervisning, supervision og personaletræning. For nogle kan det være nødvendigt med terapi, fordi de gennem arbejdet med troldebørn kommer i kontakt med svære, personlige erfaringer.

“Man bliver måske mindet om, at man selv er blevet slået. Man kan blive mindet om, at man ikke selv er blevet forstået. Eller man har måske selv oplevet svigt. Vi har alle erindringer fra vores opvækst om ting, der ikke er lykkedes. Nogle mere end andre. Og gennem arbejdet med troldebørn kan vi komme i kontakt med egne, smertelige erindringer”.

Se bag adfærden

Ifølge Susanne Broeng er det uhyre vigtigt at se bagved barnets adfærd og møde barnet bag handicappet. Barnet inviterer ofte til frustration og afvisning, men har brug for lige det modsatte – at blive elsket for at være netop, som det er.

“Man må undlade at reagere på barnets adfærd med irettesættelser. Man kan ikke opdrage sig ud af en udviklingsforstyrrelse! Barnet kan ikke “tage sig sammen”, men vil lukke af, hvis det hele tiden bliver mødt med kritik. Man skal hele tiden huske, at der er en grund til barnets tilsyneladende umulige og uforståeligt adfærd. Måske kan barnet ikke forstå den sammenhæng, det skal fungere i! Man skal være nysgerrig efter, hvad barnets adfærd er et udtryk for”.

“Hvis barnet f.eks. er meget uroligt i børnehaven eller kommer til at sparke et andet barn, siger man typisk “Lad være” eller skælder på anden måde ud. Det vigtige er hele tiden at have øje for: Hvad ligger bag? Hvad er det for en frustration, barnet ikke kan håndtere selv? Er der sket noget i forhold til de andre børn, som jeg ikke er klar over? Måske er der for mange forstyrrelser i rummet? Hvis barnet bare får at vide, at det ikke må sparke, aner det måske ikke, hvad det skal gøre i stedet for”, siger Susanne Broeng.

Når man har reflekteret over, hvad der ligger bag, er det en god idé dernæst at aflæse barnet, f.eks. sige “Måske er der for meget uro herinde - lad os gå ud”.

“Med tiden skulle man gerne være på forkant, det vil sige lære barnet så godt at kende, at man ved, at lige om lidt kommer der nok til at ske noget problematisk. Fordi der f.eks. er for meget uro. Så man får hjulpet barnet, inden det går galt”.

Det sværeste for pædagoger i forhold til at arbejde med troldebørn er ifølge Susanne Broeng, at der ikke bare findes en metode, der vil få barnet til at fungere anderledes og mere tilpasset de voksnes behov, men at de voksne netop skal kigge på sig selv.

“Fokus må ændres fra at se på barnet som et barn, der skal “forandres” til et fokus på sig selv som voksen. F.eks. “Hvad er svært for mig? Kan jeg overhovedet holde ud at være sammen med et troldebarn?”

“Men det er også vigtigt at få så meget viden som muligt om de børn. Om hvad det f.eks. vil sige at have en empatiforstyrrelse, en ADHD problematik eller OCD”.

Et af hendes vigtige budskaber er også, at der i sampillet med børn med psykiske udviklingsforstyrrelser ofte opstår misafstemning frem for afstemning. Det vil sige, at barnets udtryk ikke bliver forstået, og dermed bliver svaret ikke i overensstemmelse med det, barnet har brug for.

“Misafstemning betyder, at man f.eks. irettesætter et barn, der i virkeligheden har brug for en hånd om skulderen. Man reagerer ud fra sig selv – uden at “se” barnet. Hvis man f.eks. til børn, der har svært ved at forstå en besked, bliver ved med at sige “Hør nu efter”, eller “Det har jeg jo sagt”, så er man ikke afstemt efter, hvor barnet er lige nu. Det er f.eks. afstemt at sige “Når du råber eller sparker, ser det ud som om, du i virkeligheden gerne vil ind i legen. Det vil jeg godt hjælpe dig med”.

Susanne Broeng oplever ofte, at pædagoger, når de er pressede, har svært ved at være så præcise i kontakten, som de er nødt til at være.

“Så kan de let komme til at misafstemme. Det kan både være af personlige grunde, fordi de f.eks. har haft en træls morgen, eller på grund af stort stress niveau på arbejdspladsen. Så er der ikke ro nok til at være afstemt i kontakten”.

Hun mener, at det, i en personalegruppe hvor man arbejder med troldebørn, er vigtigt at tage hånd om det psykiske arbejdsmiljø.

“Når man er sammen med de børn, skal man være så autentisk tilstede som muligt. Og det er svært, hvis der ikke er plads til forskellighed, hvis der ikke er åbenhed, eller hvis der f.eks. er spændinger blandt personalet. Så her er det faktisk endnu vigtigere med åbenhed og et godt arbejdsklima, end når man arbejder med typiske børn. I en almindelig børnehave er børnene ikke helt så sensitive over for, om pædagogerne har noget kørende med hinanden. Troldebørn er ekstra sarte over for at blive mødt ordentligt. Derfor er de afhængige af, at de voksne omkring dem tager hånd om sig selv”, siger Susanne Broeng.

Sådan støtter I forældrene

Susanne Broeng beskæftiger sig i bogen “Kan troldebørn elskes?” også med, hvordan en diagnose påvirker familieliv, parforhold og evt. søskende. Hvilket det gør i dramatisk grad. Både før og efter, at deres barn får en diagnose, går forældre gennem en sorgproces. Det er en ganske vanskelig proces at opgive drømmen om et normalt barn og i stedet glæde sig over måske at få et velfungerende handicappet barn.

“Skal man som pædagog støtte forældre i den proces, er det utroligt vigtigt at huske, at den sorgproces er meget langvarig. Det tager år at acceptere, at ens barn har et handicap og aldrig bliver normalt fungerende. Som pædagog kan man tænke “Jammen, det har vi da snakket om”. Men her må man sætte sin egen utålmodighed til side. Det vigtige er at være meget anerkendende over for forældrenes følelser. Ellers oplever de sig ikke mødt i deres smerte”.

Det er Susanne Broengs erfaring, at forældres sorg ofte er uforløst eller kan forsvinde bag skyldfølelse.

“Mange forældre går rundt i flere år og tror, at de ikke er gode nok som opdragere. I daginstitutionen har de måske også indirekte fået at vide “Hvad er det, I gør galt, siden jeres barn ikke fungerer?” Derfor er det ofte en lettelse at få diagnosen. Så er det ikke én selv, der er noget galt med! Men det ændrer jo ikke på, at forældrene har gået rundt i årevis og haft skyldfølelse. Så deres billede af sig selv som gode nok forældre er blevet såret”.

“Derfor kan det som professionel være svært at komme igennem til forældrene. De kan være vrede og bitre over ikke at være blevet set som gode nok forældre. Som udenforstående kan det være svært at få øje på sorgen – for ofte møder vi dem som vrede. Men bagved er smerten!”

Hun mener, at pædagoger og andre professionelle skal møde forældre “på deres følelser”. Det er nødvendigt, at den professionelle med sin indlevelse møder familien i den kærlighed og smerte, der dominerer deres emotionelle niveau.

“Der sker ofte det i mødet mellem professionelle og forældre, at forældre snakker om, hvad de har brug for til barnet – f.eks. støtte, afl astning eller en særlig skole. Men det, vi som professionelle har brug for at være optaget af, er: Hvorfor er det vigtigt for dem? Hvilken belastning oplever de? Man skal have fat i sin egen empati og f.eks. sige:“Jeg kan godt forstå, I har brug for afl astning til at holde en weekend med de af jeres børn, der ikke fejler noget”. Som professionelle kommer vi nogle gange til at snakke om det forkerte. For hvis vi ikke taler om den følelsesmæssige side først, får vi ikke kontakten med dem!”

“I øvrigt er det sådan, at når forældre bliver set for, at det er hårdt for dem, så falder behovet for foranstaltninger! Mange forældre til børn med handicap bliver oplevet som meget krævende, men det er ofte fordi, de ikke bliver mødt på smerten og sorgen. Så kommer frustrationen ud som krav om mere støtte eller som kritik af, at deres børn ikke får nok opmærksomhed”.

Mange forældre til troldebørn oplever desuden at miste kontakt med familie og venner. I større eller mindre grad. “Det er en ekstra sorg. Vennerne kører måske trætte af ens tilsyneladende “umulige” barn, og familien begynder at rette på én som forældre. Der er ofte ikke en forståelse for, at problemerne skyldes, der er noget særligt på færde med barnet. Familie og venner kommer tit til at overskride grænser og virke krænkende på forældrene”.

“Jeg talte fornylig med en mor, der har to børn med udviklingsforstyrrelser. Hun havde i forbindelse med en konfi rmation familien fået at vide, at hun var velkommen, men det var hendes børn ikke! Sådan noget er en stor smerte, og det er forfærdeligt, når der ikke er rummelighed eller forståelse i familien”, siger Susanne Broeng.

“Kan troldebørn elskes?” af Susanne Broeng samt speciallæge Bjarne B. Nielsen, der står for afsnit, hvor diagnoserne beskrives. I bogen kommer forældre og børn også til orde. Forlaget Frydenlund.

Sådan nedtrapper du konflikter med troldebørn

Det er altid den voksnes ansvar, at relationen mellem barn og voksen er så god som mulig. Selv om barnet har en adfærd, der er provokerende, uforståelig eller grænseoverskridende, er det stadig den voksne, der har ansvaret for, at det ikke udvikler sig til konflikt, mener Susanne Broeng.

Det konfliktnedtrappende arbejde består ifølge hende af:
• At “se” barnets reaktion som barnets mest kompetente reaktion på noget, som ikke er i orden for barnet, og som det ikke kan give udtryk for på anden måde.
• Det anerkendende og ligeværdige sprog, hvor “jeg” taler for mig, og “jeg” er nysgerrig og interesseret i “dig” og “det, som du er vred over”.
• At aflede, flytte fokus til noget andet, som er mindre konfliktfyldt, for senere, når der er ro, at vende tilbage til konflikten – hvis det giver mening!
• At tydeliggøre personlige grænser, hvad “jeg” vil have og ikke have; og ikke sætte grænser for den anden ved at sige “du skal lade være med”...
• At udtrykke sig med en stemmeføring, der er præget af ro, som er følelsesmæssig neutral og udtrykker personlig autoritet: at jeg mener det, jeg siger!
• At der “rækkes en hånd ud” til barnet. Den, der er i konflikt, som er vred og opkørt, oplever sig ofte alene, ikke hørt og ikke mødt. Det er derfor vigtigt at give barnet anerkendelse af de følelser, som barnet er fyldt af, og samtidig hjælpe barnet til at gøre noget andet end at lade konflikten kulminere.
Kilde:”Kan troldebørn elskes?”

Mit barn har ADHD og OCD

Hvordan er det gradvist at erkende, at ens barn er anderledes? At opleve barnet få en diagnose (og senere én til) og have svært ved at acceptere, at forstyrrelserne måske ikke går over igen? Hvordan er det at have et barn, der er så uroligt, at det skal have medicin for at klare hverdagen? Og som bl.a. lider af tvangstanker og umotiveret angst for at dø?

Lotte Gerdes, mor til to drenge, hvor den ældste er anderledes, giver nogle af svarene i bogen “Barn i bevægelse”. Den er lige udkommet og er den første danske bog, der beskriver familielivet med et barn med DAMP/OCD. Lotte Gerdes har gennem fem år ført dagbog over at være mor til et barn med OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) og ADHD (opmærksomhedsforstyrrelse og hyperaktivitet). Om familielivet, strabadserne, fortvivlelsen og glimtene af optimisme. Om de utroligt store udfordringer hun og den øvrige familie har måttet klare. Om hvordan hverdagen f.eks. har måttet planlægges i alle detaljer, hvis læsset ikke skulle vælte.

“Barn i bevægelse” har forord af en af Danmarks største specialister på området, professor og overlæge Per Hove Thomsen. Bogen er særdeles god at få viden fra. Ikke kun for forældre, men i høj grad også for professionelle.

“Barn i bevægelse. Om at være forældre til et barn med OCD og ADHD/DAMP”. 182 sider. Indb. Forlaget Documentas. 229 kroner.