Valmuen

I flere dimensioner

Af Elisabeth Lockert Lange

Et kultur-skulptur tema i børnehaven Valmuen giver samling, viden og sjov.

Væggen består ved første blik af et hav af større og mindre ting som hænger i tråde, sidder fast i et hønsenet og bevæger sig i luften. Efterhånden dannes der et mønster eller rettere man ser mønstrene i vægskulpturen. Der er linjer i det, temaer.

Det tydeligste og mest udfoldede er ”transport”. Der er en figur, en dame der går, et hjul, en cykel, en ufo, en rakat, en hestevogn, en bærestol, en bil, en luftballon osv. Et andet tema er ”kommunikation”, så der sidder blandt mange andre ting en lille rød postkasse, et tastatur og en blyant.

Det hele startede i januar med en oprydning efter jul, og med fokuspunkterne kultur og skulptur i årsplanen. Lennert Røngren og Lone Engelsmann fandt en rulle hønsenet og tænkte: hvad kan vi bruge det til…De legede videre og udviklede ideen om at lave en kultur-skulptur, som skulle være temainddelt, mobil og i flere dimensioner. De startede med tidslinjen og så tog det ene det andet.

Nu er de og stuens 20 børn i fuld gang med skulpturen, og det er virkelig noget der optager børnene. Nye emner ud over transport og kommunikation er allerede skrevet på væggen og sætter gang i tanker og fantasi: mad og tøj.

Hvor det ender ved ingen, for sådan arbejder de på stuen, som er den ene af Valmuens to børnehavestuer. Tingene får lov at udvikle sig sammen med børnene.

”Vi har ingen begrænsninger, kultur-skulptur-temaet skal vare hele året, og det kan fylde hele stuen. Intet er færdigt, alt kan udvikle sig hele tiden”, fortæller Lone Engelsmann og præciserer (med et smil) at der er tale om en verdenspræmiere: der har aldrig før været en kultur-skulptur.

Stort set alt er hjemmelavet. Undtagelser er fx den lille røde postkasse, som de købte, da de var inde og se Post Danmarks udstilling om postens historie. Netop turene og besøgene på museer af alle slags er noget Valmue-stuen er kendt for. Hver torsdag tager alle 20 børn med på tur sammen med Lennert Røngren og Lone Engelsmann (det har vi skrevet om her i bladet i nr 13/2004). Og selvfølgelig bruger de også netop disse ture som inspiration, så det hele går op i højere enhed. Nogle dage arbejder de i aldersopdelte grupper, og her bruger de også temaerne.

Temaet transport er det de har arbejdet mest i dybden med indtil nu. Det er lavet som en udviklingsrække, en tidslinje, som starter med at man går på sine ben og tager hele udviklingen derfra. Alt det som er sat på udviklingsrækken, det vil sige hønsenettet, er noget alle på stuen er enige om og i fællesskab har besluttet skal med. Det vælger de i fællesskab ved morgensamlingen, for det skal ikke kun være de voksne, der bestemmer. På den måde er det i lige høj grad alles projekt.

Rødder og udvikling

Efter temaet transport kom kommunikation – der er mange måder og områder man kan kommunikere på. Alene kropssprog er et kapitel for sig, og det brugte de da også tid på, så på en morgensamling fik alle børnene mulighed for med egen krop at vise forskellig kommunikation, som de andre i gruppen kunne aflæse.

Bag hønsenettet med alle tingene hænger der et hav af flag. ”Vi har jo alle sammen aner og rødder rundt om i verden, så det synes vi passer i et kulturtema. Så talte vi om hvor vi alle sam- men kommer fra. Nogle af børnene her er jo indlysende fra andre steder i verden end Danmark, men når det kommer til stykket har vi jo alle sammen aner mange steder fra. Og temaet med flag gør at børnene lærer hinanden og deres rødder at kende”, peger Lennert Røngren.

Børnene flokkes om kultur-skulpturen, de er ofte henne og lege med tingene og røre.

”Men de tager dem ikke ned. De er meget bevidste om at der skal passes ordentligt på det. Det er en af de ting de lærer af det. Men de får også en masse andet ud af det, bl.a. viden om mange ting og deres udvikling. Børn er jo født nysgerrige, og her får de viden om bl.a. historie og kultur. Det er også dejligt for børnene at dette er noget de har skabt sammen, det nyder de”, siger Lone Engelsmann.

I starten handlede det meget om former, geometri, trekanter, cylindre osv. Og så udviklede det sig til at blive udviklingsforløb.

”Transport ligger som en tidslinje, vi har brugt tid på at formidle udviklingsforløbet i det. Og også kommunikation er der meget udvikling over. Fx har vi fortalt børnene at dengang vi var børn måtte vi blive hjemme, hvis vi ventede på at nogen skulle ringe. Og børnene fanger pointen, at ting ”står ovenpå hinanden” i udvikling. Derfor er det godt at være med til at udvikle noget selv, fremfor at tro at der sidder nogen kloge hoveder et sted og ordner alt det der”, siger Lennert Røngren. Så temaer får lov at udvikle sig med udgangspunkt i tidslinjen, indtil ”vi bliver trætte af den og finder på noget andet.”

Samlende

Det skal være sjovt for både børn og voksne. Børnene synes da også tydeligvis at det er sjovt. De er også meget stolte; hver gang der er sket noget nyt, trækker de forældrene hen for at se det.

”Og vi synes det er sjovt, det giver inspiration til alle at skabe noget. Så keder vi os ikke, og det vil vi ikke. Vi har en bevidst holdning til hverdagen, langtidsplanlægning af noget, og korttidsplanlægning af andet, og så rum til at helt spontane ting kan ske. Vi er altid i gang med noget som ikke er planlagt, fordi vi har skabt luft til at denne slags idéer kan ske”, fortæller Lennert Røngren.

Evne til det spontane giver de videre til børnene. Og denne evne til det spontane og omskiftelige er der god brug for i fremtiden. ”Børn er naturtalenter udi omskiftelighed. De bliver slet ikke frustrede over det. Selvfølgelig har vi spilleregler, først og fremmest for hvordan vi er sammen indbyrdes, men ud over det kan der ske en masse”, supplerer Lone Engelsmann.

Ud over at det er sjovt, har det også en dybere mening. ”Dette er en tid hvor alle hver især finder sit eget kulturelle særpræg. Og så hiver og trækker man i hver sin retning, så vi trækkes fra hinanden, i stedet for at se hvad vi er og kan være fælles om. Vi vil gerne være med til at samle folk, samle kulturerne, og det gør dette projekt”, siger Lennert Røngren og fortsætter:

”Fx når man ser tørklædesager og den slags. Det er alt sammen med til at polarisere og trække os i forskellige ofte modsatte retninger. Det gælder både kultur, religion og ja såmænd også fodbold, at det nogle gange får voldsomme udtryk. Og det er da ok at folk råber til fx en fodboldkamp, men grundlæggende er vi jo mennesker og heldige ved at vi er på jorden. Det vigtigste er glæden over at vi er her og er her sammen. Kort sagt har vi mere at være fælles om end uenige om.”