1. maj

Af Elisabeth Lockert Lange

En politisk dag

1. maj er en gammel sag, men for mange mennesker stadig lige levende. Hvad siger de unge til den: er den forældet eller et klenodie?

Når dette læses er den traditionelle 1. maj holdt her i gården i LFS. Som altid festligt med politiske taler, røde sange og gøgl for børnene. De fl este ved at 1. maj er arbejderbevægelsens internationale kampdag. Mange ved sikkert også at den som kampdag betragtet går langt tilbage i tid. Nærmere betegnet til 1889, hvor den – på 100-året for den franske revolution blev stiftet på socialisternes internationale kongres.

Upolitisk har 1.maj endnu længere tilbage i tiden været en festdag, nemlig Valborgsdag, hvor man fejrede, at nu var foråret kommet. Så dansede man om majstangen og fejrede forår og frugtbarhed. Med de mange positive symboler der ligger i det, er det forståeligt at man netop valgte denne dag til en spirende arbejderbevægelse, som satsede på håb for fremtiden.

Allerede i 1890 blev den første 1. maj som kampdag markeret med demonstrationer, taler og faner både herhjemme og i mange andre lande. Herhjemme skete det med kravet om otte timers arbejde under den kendte parole ”8 Timers Arbejde, 8 Timers Frihed, 8 Timers Hvile”.

Med det krav holdt arbejderne 1. maj i Fælledparken – om eftermiddagen. Om eftermiddagen fordi politiet og regeringen faktisk var i vildrede med, hvordan de skulle tackle en demonstration. De ønskede at undgå uro, og de ønskede i hvert fald ikke en gentagelse af ”Slaget på Fælleden”, hvor arbejdere og politi stødte sammen under en demonstration i 1872. Dette sammenstød udviklede sig til et voldsomt slagsmål, da politiet forsøgte at forhindre demonstrationen. Og ”slaget” blev eftefølgende et symbol på arbejdernes undertrykkelse.

Den danske regering valgte at forbyde demonstration i gaderne, men gav lov til mødet på Fælleden om eftermiddagen. Det kompromis gav to forskellige reaktioner. Én gruppe arbejdere mødtes på Fælleden og holdt taler og undgik al demonstration i gaderne i et forsøg på at undgå tumult. En anden gruppe arbejdere trodsede forbudet mod at demonstrere i gaderne. De blev mødt af politiet i Griffenfeldtsgade – med bøder.

I andre byer i landet, for det var ikke kun i København man tog 1. maj til sig, valgte arbejderne at fejre 1. maj om aftenen. Det lyder måske lidt fejt, men en 1. maj fejring i arbejdstiden kunne let være ensbetydende med en fyring. I det hele taget blev der gennem årene lagt forskellige forhindringer og forbud ud (fx at gå med udslåede røde faner, men så gik man med de røde sammenrullede og hvide udslåede!)

Septemberforlig

Solidariteten mellem arbejdere også på tværs af landegrænser var livsvigtig. Jo fl ere, jo stærkere. Ikke mindst i en arbejdskamp mærker man fællesskabets betydning. Det viste sig i 1899. På det tidspunkt var der mange strejker og lockouter, og folk fi k jo ikke løn når de strejkede. De blev hjulpet med penge af udenlandske arbejderorganisationer, og allerede da var man helt bevidst om at et stærkt fællesskab var alfa og omega.

Til sidst syntes arbejdsgiverne det var nok med de ublu krav. De lockoutede hele bundtet. Ca. 40.000 arbejdere. Det endte først i storkonfl ikt, siden – til glæde for både arbejdsgivere og arbejdere, i det såkaldte septemberforlig. Det fungerede som en slags grundlov for arbejdsmarkedets parter i årene fremover.

I og med forliget blev arbejderne anerkendt som en part med en vis magt, og for 1. maj betød det tilladelse til at gå i procession i Københavns gader. Arbejdernes internationale kamp var et accepteret faktum.

Kravet om en otte timers arbejdsdag blev i øvrigt opnået i 1920.

Udviklingen gennem det 20. århundrede gik mod større indfl ydelse, mere parlamentarisme og fl ere sejre af politisk vej. Alt sammen var det med til at gøre 1. maj til i højere grad et symbol end et konkret pres gennem massedemonstrationer. Det ændrer selvfølgelig både betydningen og opfattelsen af 1. maj, og vægten glider fra kamp mod undertrykkelse over til fest for demokratiet.

Alligevel kan man af de skiftende paroler gennem tiden forvisse sig om at der stadig var store og væsentlige ting at slås for: fx ”Spanien hold ud” i 1937, 1946s ”Socialisme og Frihed”, ”Solidaritet vejen til fred – det sydlige Afrika” i 1978 og i 1989 ”Sammenhold i Fagbevægelsen – mod højrebølgen.” Kilde: Lise Fritzbøger: 1.maj: Arbejdernes Internationale Kamp og Festdag. (Arbejdermuseet)

Forældet eller?

Man skal ikke længere kæmpe for at fejre 1. maj. I dag er dagen en fridag for de allerfleste.

Faktisk taler og skriver man i stigende grad om at 1. maj primært eller ligefrem kun er blevet en (folke)festdag. Og at når de unge fl okkes i Fælledparken er det for bajerne, musikken og stemningen. Historien betyder ikke noget. Men er det reelt sådan? I gården i LFS bliver der fx ikke færre og færre år for år, som man ellers kunne frygte, hvis de har ret, de som fremhæver at de unge ikke er til faner og 1. maj. Ja faktisk ikke i særlig høj grad er til fagforeninger, fagpolitisk engagement og fagpolitiske aktivitet i det hele taget.

Og selvfølgelig er der nogen der har det sådan. Men der er også dem, der har det modsat. For hvem 1. maj har en betydning. LFS Nyt har talt med en af de aktive og fagpolitisk bevidste unge, som blev fusioneret ind i LFS sammen med de andre pædagogmedhjælpere på de selvejende daginstitutioner i København.

Michael Andersen er pædagogmedhjælper på femte år, han er suppleant for tillidsmanden på sin arbejdsplads Thomas P. Hejles Fritidshjem (hvor han også stiller op til posten som tillidsrepræsentant efter den afgående). Han deltog i tre år i det tidligere PMF Københavns bestyrelse og er nu valgt ind i Almenområdets bestyrelse. Desuden er han aktiv i faggruppeudvalget for pædagogmedhjælpere.

Og han er der selvfølgelig 1. maj – det er der bare slet ingen tvivl om. Selvom han klart erkender at hands grunde til at dukke op er nogle helt andre end de var for få år siden. Dengang handlede det om at have fri og drikke bajere.

”Men nu vil jeg gerne vise respekt og anerkendelse for dem, som gennem tiderne har kæmpet for bedre vilkår på arbejdspladserne. Samtidig vil jeg også gerne påvirke nogle samfundsmæssige forhold, som jeg er utilfreds med, og som jeg gerne ser ændret. Det er et oplagt sted at gøre opmærksom på det. Vi bliver jo hele tiden skåret ned på institutionerne. Samtidig er det en god signalværdi til dem der ikke er aktive, ikke kun fagpolitisk men i det hele taget. Et signal om at de bør tage et ansvar for samfundet.”

Respet og ansvar

Et af problemerne som Michael Andersen ser det, er tidens alt for store fokus på jeg’et og individet. ”Vi bør jo kæmpe for fælleskabet, vi vil dybest set alle sammen fællesskabet, vi vil jo hinanden. Og derfor kommer der jo også mange 1. maj. Selvfølgelig er det også en folkefest, men for mig er det først og fremmest en kampdag. En politisk dag.”

Det generelt lidt tamme fagpolitiske engagement tilskriver han en opgivende holdning.

”Mange opgiver at kæmpe for noget, siger at det nytter ikke noget alligevel. Men hvis de er utilfredse er det jo netop vigtigt at gøre noget og ændre på tingene. På arbejdspladsen oplever jeg at det er de yngre som har mest drivkraft, derfor er det pudsigt at det netop ofte er dem der alligevel ikke er medlemmer i fagforeningen. Men de vil noget, så der er et stort potentiale tror jeg. De ældre ved hvad fagforeningen har skabt og gjort, og de er medlemmer, men de vælger ofte ikke at tage så meget del. Måske handler det igen om det individfokuserede – folk føler de står alene. Og det er der vi skal have kampånden ind. Der er mere brug for fællesskabet end individualisme. Man kan sagtens være et individ i et fællesskab.”

Han foreslår at man måske med fordel kan få fl ere græsrodsbevægelser med i arrangementerne. Organisationer med samme værdier som fagbevægelsen. Det kunne måske appellerede til nogle, som ellers synes fagbevægelsen kan være lidt pamperagtig.

”Det er fi nt med fest og musik og gøgl. Men det handler også om fede snakke, om at sætte sig ind i ting og være engagerede. 1. maj er ikke politisk nok for mig. Den handler jo om kampen for ligeværdige forhold og muligheder. Først og fremmest handler det om at tage ansvar – og ikke kun 1. maj. Alle årets dage.”