Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Bagsiden
Børne-hjemmeside om kulturhistorie
En helt ny hjemmeside for børn om den lokale kulturarv har set dagens lys på Gentofte Hovedbibliotek. www.kulturjagt.dk (link er ikke længere aktivt, red.) er åbnet.
Kulturjagt.dk tager udgangspunkt i Gentofte Kommuneatlas fra 2005, som er en præsentation af Gentoftes lokale miljøer og særpræg, men for det voksne publikum. Kulturjagt.dk derimod henvender sig til skoleelever i 3.-5. klasse og formidler via flere interaktive elementer viden om lokalhistorie og bymiljøer i Gentofte Kommune. Børnene kan her gå på opdagelse med et imagoskop i gamle kort og billeder, lægge billeder ind fra deres egne ture ude i kulturlandskabet, høre historier fortalt af to børnekulturguider, tage tidsmaskinen og sammenligne billeder, quizze og meget mere.
I stedet for at kigge på et støvet gammelt maleri på et museum, kan børn her komme helt tæt på motiverne og ikke mindst de store og små historier der ligger bag. Ikke to børn tænker og lærer ens. På kulturjagt.dk bestemmer børnene selv hvilke historier der er vigtige for dem. Et barn vil gå på opdagelse i de poetiske slotte og landsteder, mens et andet barn vil være tiltrukket af mekanik og kraften der driver damplokomotivet. Kulturjagt.dk giver således det enkelte barn et unikt forhold til sin egen lokale kulturarv.
Kulturjagt.dk er blevet til i et samarbejde mellem Lokalhistorisk Arkiv, Kulturafdelingen og skolerne i Gentofte, Øregaard Museum, Kroppedal Museum og Kulturarvsstyrelsen. Hjemmesiden byder i første omgang på en spændende formidling af den lokale kulturarv i Gentofte Kommune, men det er meningen, at kulturjagt.dk hurtigt skal blive en portal for lignende sites fra andre kommuner, der tager udgangspunkt i projektets erfaringer og model.