Børnetegninger

Af Tine Sejbæk

Tal med børn om deres tegninger!

Som pædagoger skal I se, kommentere og tage børns tegninger alvorligt. Det siger psykolog Hanne Bistrup, der mener, at børnetegninger er et genialt redskab til kommunikation mellem pædagoger og børn. Selv har hun brugt børns tegninger i flere årtier og er aktuel med en bog om børnetegninger og deres rigdom.

“Børns tegninger udtrykker SÅ mange ting, hvis man træner sig i at se det. De er ikke bare små, søde dekorationer til væggen. Der er et materiale i tegninger, som kan udnyttes mere, end det bliver. Børn er jo ikke ret gamle, før de lærer at sortere i dét, de siger. Der går meget længere tid, før de begynder at sortere i det, de tegner!”

Det siger Hanne Bistrup, da vi en solbeskinnet vinterdag mødes i hendes lyse lejlighed med udsigt over Søerne. Og det er ikke underligt, at hun er entusiatisk. Hun har beskæftiget sig med børns tegninger i 25 år og er aktuel med bogen “Børnetegninger”, som er fuld af tegninger, hun har samlet fra børn gennem årene. I bogen beskriver hun bl.a. børns tegneudvikling og tegningers betydninger. Fx får læseren eksempler på, hvordan man ser tegn på trivsel, og hvordan man spotter tegn på sorg, angst og overgreb i børns tegninger.

Hanne Bistrup, der fornylig gik på efterløn, er uddannet pædagog. I 1984 blev hun desuden cand.psych. og har siden arbejdet for bl.a. PPR i Holbæk og Børneklinikken i København. I 1995 fik hun egen praksis, hvor hun lavede børneundersøgelser, primært af børn henvist fra kommunen. Derudover har hun fx også lavet kurser i børnetegninger i institutioner og superviseret pædagogisk personale. Gennem alle årene som psykolog har hun brugt børns tegninger som et redskab – på tre måder.

“Jeg har brugt tegningerne til at observere barnet: hvad har vi med at gøre? Og til at snakke med børn om dét, de tegner. I stedet for bare at spørge: hvordan har du det? Desuden har jeg brugt tegninger i formidlingen af mit arbejde. Det er f.eks. nemmere at forklare forældre, at deres barn har nogle vanskeligheder, hvis man kan se det i barnets tegninger. F.eks. “Jeres datter fejler ikke noget som sådan, men det er triste tegninger, hun laver”. Det gør indtryk”.

Hanne Bistrup har erfaret, at den “gyldne” tid for børnetegninger er perioden, hvor børn er fire-fem-seks-syv år gamle.

“Dér får man rigtig meget ud af at se på deres tegninger. De KAN noget tegnemæssigt samtidig med, at de endnu ikke er for generte i forhold til at udtrykke sig”, siger Hanne Bistrup. Hun mener, at det er vigtigt, at voksne hjælper børn med at udvikle deres tegnfærdigheder. På samme måde som, at det er vigtigt at hjælpe med at udvikle det talte sprog.

“Hvis vi voksne synes, at det er vigtigt at tegne, så synes børnene det også. I stedet for bare at se tegninger som “det der krims krams børn hygger sig med”. Hvis børn oplever, at det er spændende, dét de laver, og at vi gerne vil se på det og snakke med dem om det, så udvikler de det. Man skal tage alvorligt, at det er en udtryksmåde, og gerne støtte barnet i at blive god til det. Ikke fordi, at det skal være kunst. Men børn vil gerne ses og kommenteres for dét, de foretager sig. Man kan se mange af de samme ting i børns leg, som man kan opdage i deres tegninger – men tegningen ligger der som et dokument. En tegning er et fingeraftryk, der bliver stående, hvis man ikke smider den ud!”

Man må godt gå tæt på

Hanne Bistrup har erfaret, at det er en god idé at lade børn tegne deres familie. “Dét elsker de. Selvfølgelig er der børn, der har ondt i familien. Men man kan hjælpe ved at sige, at det også er i orden. Det behøver ikke nødvendigvis at være en tegning af en lykkelig familie. En pædagog fortalte mig fx, at hun havde et barn i sin børnehave, hvor moren var død. Og derfor kunne hun ikke lide at bede pigen om at tegne sin familie. Men det er jo pigens livsvilkår. Og en tegning kunne sikkert afføde en masse snak om, hvordan det er ikke at have en mor. Man skal ikke være bange for børns følelser. Som pædagog kan man være usikker på, hvad der dukker frem.”Er vi gode nok til at samle børnene op?”, spørger nogle. Ja, det er I. Pædagoger er generelt gode til at hjælpe børn, der har det svært. Det skal I ikke vige tilbage for”.

Når man skal have en samtale i gang med et barn, det har lavet en tegning af sin familie, er det ifølge Hanne Bistrup en god idé at stille “dumme spørgsmål”.

“Det har en formidabel virkning. Spørg “Hvem er det? Hvordan er det? Hvorfor? Hvordan?” Hvor det er barnet, der svarer og er eksperten. Man skal lade barnet fortælle og så gå ind i en dialog”. Og ifølge Hanne Bistrup kan man godt tillade sig at gå tæt på i den dialog. “Især hvis man har barnet alene eller kun er et par stykker sammen. Selvfølgelig ikke, hvis man sidder med en flok på 25. Men generelt skal man ikke vige tilbage for at snakke om følelser. Man må stille børn spørgsmål og vise dem, at man gerne vil lytte. Nogle forældre kan ikke lide, at barnet er for fortrolig med pædagogerne. Men som udgangspunkt skal man være positivt nysgerrig overfor barnet. Og hvis der så kommer en forælder bagefter og siger, at “Det kommer ikke jer ved”, så må man sige “Ok – men jeg syntes bare, at dit barn havde godt af at fortælle om det”. Og så skal man være klar over, at hvis der er noget, der fylder i børn og tager deres energi, så er det hemmeligheder!”

Hanne Bistrup mener, at man nogle gange skal kræve noget af børn tegnemæssigt for at løfte dem op til en ny udvikling.

“Da jeg blev pædagog i 1969, skulle man ikke kræve noget – det at tegne skulle være ren, kreativ udfoldelse. Det er synd, for vi kræver så meget af børn på andre måder. Man kan godt bruge sit sprog til vrøvle vers og sine tegninger til krims krams. Men engang imellem kan man godt lave noget målrettet. Børn bliver jo glade for at se, at de kan. Man kræver fx noget ved at sætte børn på opgaven “Tegn din familie”. For nogle børn er det uoverskueligt. Men snak med dem. Spørg først: hvem er din familie? Og istedet for at sige “Så tegn dem”, kan man sige “Jamen, så tegn først din far. Så tegn din tante...start i den ene ende. Du begynder ét sted - og så én til”. På samme måde som man ikke behøver sige “Gå ind og ryd op på dit værelse”- man kan være konkret og sige “Gå først ind og put legoklodserne op i kassen”. Man guider barnet. Mange voksne roser børns tegninger

uhæmmet og siger “Hvor er det fint!!” Uanset hvad.”

“Men den gode pædagog støtter børn ved at opmuntre dem og samtidig være ærlig og sige sin mening om det, de laver. Ros barnet, når det har lavet noget særligt godt. Og det modsatte, hvis det er overfladisk eller ligegyldigt”, siger Hanne Bistrup og fortsætter: “Desuden er det en god anledning til at lære børn at omgås materialer med respekt. At sætte hætter på tusserne, ikke bruge mere papir end nødvendigt osv. På den måde lærer børn at få et medansvar for deres egen adfærd”.

Sådan ser I trivsel og mistrivsel

Noget af dét, man fx kan se i børns tegninger, er deres spatiale evner, dvs deres rum- og retningssans, som bl.a. hænger sammen med skolemodenhed (se Nadjas og Sebastians tegninger). Med hensyn til børns brug af farver, er det Hanne Bistrups erfaring, at det kræver et vist overskud at bruge mange farver.

“En anden ting er, at hvis noget er meget vigtigt at det bliver tegnet korrekt, så er børn tilbøjelige til kun at bruge én farve. Fx hvis det er en maskine”, siger hun og forklarer, at den kønsmæssige tendens er, at piger kan lide at dekorere smukke farver på de blomster og sommerfugle, de tegner. Mens drenge er mere optaget af funktionen. Man skal fx kunne se, at det er en traktor. Men det er ikke vigtigt, at den er smuk. Små børn i to års alderen er meget materialefikserede. De afprøver farver. Når de er tre-fire år, begynder de at blive optaget af resultatet, de begynder at udvælge farver.

“Alle børn har en periode, hvor de har en yndlingsfarve, f.eks. grøn eller lilla. Det er normalt. Men hvis et barn kun bruger én farve over lang tid, vil jeg begynde at blive bekymret. Deprimerede børn udfolder sig ikke meget i farver. I det hele taget er de ikke vilde med at tegne. Det kræver energi og overskud”.

Når man ser på en tegning, er de umiddelbare tegn på trivsel f.eks. glæde i ansigterne og farver.

“Man skal også registrere sin egen reaktion på tegningen: bliver man i godt humør af at se på den? Men barnet behøver ikke være trist, fordi det laver en enkelt trist tegning. Man skal vurdere dets tilstand ud fra flere”

Tegn på mistrivsel kan bl.a. være, at der på tegningen er tårer, og at barnet fx har tegnet sig selv væltet. “Hvis et barn ikke trives, er det som regel samme tema, der går igen i tegningerne. Barnet bearbejder det svære eller sorgfulde ved at tegne det igen og igen. Hvis der gentagne gange fx er tårer og tristhed i tegningerne, så er der noget om, at barnet har det skidt”. Deciderede faresignaler i børns tegninger kan være, at de tegner vold (buler og blå mærker) eller nøgne mennesker. Børn tegner normalt ikke nøgne mennesker. Men det sker ofte hos børn, der har været udsat for overgreb. Blod er som regel heller ikke noget positivt tegn.

“Man skal altid spørge til det, hvis man ser blod. Blod er for børn et symbol i retning af at gå i stykker. Der kommer kun blod ud af én selv på tegningen, hvis man føler, at man er gået i stykker – eller er bange for at gøre det”. Selvfølgelig er det en fordel at kende til børns tegneudvikling, mener Hanne Bistrup.

“Men mit ærinde er i virkeligheden at gøre opmærksom på den fantastiske rigdom, børns tegninger rummer. Som et redskab til observation og kommunikation. Og til at styrke børns selvværd. For børn får selvværd af at blive set. Og så er det sjovere at være pædagog, hvis man sætter sig ind i sådan noget som børns tegninger!”

“Børnetegninger. Spor fra barndomslandets univers”. Hanne Bistrup, forlaget Frydenlund.

Børns tegneudvikling

Kradsestadiet (1-3 år) – de allerførste forsøg på at lave farvespor til ønsket om at lave noget, der forestiller noget bestemt (symbolsprog).

Det præ-skematiske stadium (3-6 år) – fra ren motorisk aktivitet til mere målrettede forsøg på at lave noget, der repræsenterer virkeligheden for barnet. Dette understøttes ofte af sprog. Farverne bliver nu nøje udvalgte.

Skemastadiet (7-9 år) – den samme række motiver gengives med stor stabilitet og præges af barnets viden og ønske om at formidle egen viden.

Begyndende realisme (9-11 år) – skemategningerne forlades langsomt til fordel for mere naturlige gengivelser med stor vægt lagt på detaljerne. Det skal være rigtigt! Der kommer profiltegninger og mere rummelighed og perspektiv i tegningerne af husene.

Det pseudo-naturalistiske stadium (11-13 år) – konkret, virkelighedsnært. Den barnlige spontanitet mindskes til fordel for en mere fotografisk gengivelse. Lys og skygge lægges på. Der sker en intellektuel udvikling af flere og flere detaljer, der tegnes måske historier. De børn, der endnu ikke har oplevet at få succes med deres tegninger, vil som regel stå af her!
Kilde “Børnetegninger” af Hanne Bistrup.