Kompetenceudvikling

Af Elisabeth Lockert Lange

Refleksion og sparring

Med en kombination af netundervisning, studiecafé og praksislæring har et forsøgsprojekt fra Københavns Socialpædagogiske Seminarium bibragt dagplejere og medhjælpere nye kompetencer. Kompetenceudviklingen skete i en tæt vekselvirkning mellem teori og praksis.

Hvordan får man bredt én medarbejders nye viden og nye kompetencer ud til resten af arbejdspladsen, sådan at hele arbejdspladsen får nytte af efteruddannelse og kompetenceudvikling? Det er ofte det store problem, og alt for mange nye kompetencer fra i øvrigt glimrende kurser er reelt spildt ulejlighed, ikke kun for arbejdsplads og kolleger men såmænd også ofte for den enkelte selv. For aldrig så snart er man hjemme fra kurset, før hverdagens ”plejer” vinder over den skrøbelige nye kompetence, som man jo står alene med. Og som derfor alt for sjældent får forandret arbejdspladsens pædagogiske praksis.

Hvis arbejdspladserne for alvor skal have glæde af kursuspengene og medarbejdernes tid, skal man ofte gribe kompetenceudvikling anderledes an. Det har Københavns Socialpædagogiske Seminarium gjort med deres forsøgs- og udviklingsprojekt Skolen uden mursten, også kaldet den fleksible, praksisnære AMU-uddannelse. Projektets kerne er skræddersyet individuel undervisning af pædagogmedhjælpere og dagplejere, nærmere betegnet netundervisning kombineret med dagligt arbejde og en mentorordning på arbejdspladsen (mentor = erfaren vejleder).

”Vores forsøgs- og udviklingsprojekt har vist varige resultater. Deltagerne har fået en undervisning, der i dag både er forankret i hverdagen og har sat sig spor i hele medarbejdergruppen”, fortæller uddannelsesleder Per Roth.

Projektet forløb fra efteråret 2004 til maj 2005. De 36 deltagere fra både daginstitutioner og dagplejen kom fra kommunerne Karlebo, Birkerød og Græsted-Gilleleje og gennemførte tilsammen 57 kurser.

”Ud fra visionen om den fleksible, lokale og murstensløse skole organiserede vi kurserne som ”et rullende uddannelsesbånd” med løbende optag. Deltagerne og deres institutioner kunne på den måde vælge netop de kurser og tidspunkter der passede dem bedst.”

Netstudierne og studier i praksis blev placeret på de dage, der passede institutionerne bedst. Derfor kunne selv små institutioner sende to til tre medarbejdere af sted samtidig. Og det er altid godt for alles udbytte.

Vekselvirkning

Selve undervisningen foregik flere forskellige steder, bl.a. i cyberspace, lokale studiecaféer og på selve arbejdspladsen. Studiecaféerne var det rum, hvor deltagerne sammen kunne reflektere, og på arbejdspladserne blev der lavet en masse konkret, såsom iagttagelser, interviews med kolleger og små projekter. Alt sammen i sparring med kolleger. Over nettet fik deltagerne opgaver, oplæg og vejledning først og fremmest omkring det at reflektere over egen praksis. Dette samlede netværk erstattede dermed det traditionelle ”hold”.

Kernen i projektet er den tætte kombination af praksisnær læring og refleksionerne over nettet. Deltagerne kan med andre ord reflektere over egen praksis over nettet umiddelbart efter de har afprøvet en pædagogisk praksis, og omvendt umiddelbart efter inspiration fra vejledningen afprøve en praksis.

”Denne tætte forbindelse mellem teoretiske refleksioner og praksis vurderer deltagerne som mere udbytterig end traditionel undervisning”, siger Per Roth.

Kombinationen af praksisnær læring og netbaseret undervisning har mange styrker, peger han på. Den er velegnet til at fremme fordybelse og refleksion og til at sikre at alle bliver set og er aktive. Den faglige udfordring tilpasses fint til den enkelte og til den enkeltes læringstempo, den skaber dialog mellem underviser og deltager i forhold til hendes konkrete praksis og ikke mindst er den egnet til at bevare refleksionen, så erfaringer kan formidles til hele arbejdspladsen.

”For at styrke denne vekselvirkning mellem teori og praksis var uddannelserne organiseret som splitkurser med en til to ugentlige kursusdage.”

Leder – medarbejder

Der findes mange begrundelser for efteruddannelse, fra arbejdsgiverens behov for at få løst et bestemt problem til medarbejderens behov for nye kompetencer. For den enkelte er efteruddannelse først og fremmest knyttet til et personligt ønske om udvikling – af den ene eller anden slags.

For at få det hele til at gå op i en højere enhed har Københavns Socialpædagogiske Seminarium valgt at lade planlægningen af efteruddannelsen ske i en åben dialog mellem deltager, arbejdsgiver og skole. Og med indgang hos arbejdsgiverne.

Derfor blev idéen først præsenteret for kommunernes pædagogiske konsulenter og dagplejeledere, og derefter indgik de aftaler om projektets rammer. Det næste trin var at mødes med institutionslederne, de skulle ”klædes på” til at tale med deltagerne fra deres institution, sådan at institutionens behov og deltagernes uddannelsesønsker kunne samstemmes. Samtalernes konklusioner førte til en række skriftlige ønsker og bud på kursustidspunkter.

”Alle lederne vurderer at denne samtale var meget værdifuld. Både de og medarbejderne blev langt mere bevidste om, hvad de ville, og de blev bedre til at formulere deres behov for kompetenceudvikling”, fremhæver Per Roth.

Den enkelte deltagers konkrete valg af uddannelse blev derimod lagt fast på baggrund af en individuel kompetenceafklaring. Denne afklaring tog en dag, hvor deltagerne først arbejdede i grupper for at få flere perspektiver på. Den efterfølgende individuelle samtale mundede ud i en læringskontrakt. Her blev den enkelte deltagers uddannelsesforløb skrevet ned. Nogle valgte udpræget uddannelse ud fra deres eget hoved, mens andre langt mere valgte ud fra institutionens og lederens behov.

”Måske kunne vi have sikret en mere åben dialog og konsensus ved at indgå i trepartsforhandlinger”, overvejer Per Roth.

Mentor

Over de tre måneder uddannelsen varede, gennemførte de 36 deltagere 57 forskellige kurser. Desuden blev der reflekteret over nettet, iagttaget, afprøvet og handlet i hverdagens praksis, og der blev udvekslet erfaringer og diskuteret i studiecaféerne.

”Praksisnær læring kan ikke stå alene. For at kunne ændre sin praksis er det nødvendigt at kunne se den med nye øjne, og det kræver distance og refleksion. Netop kombinationen af nærhed til praksis og distancen via netstudier og studiecaféer har fået deltagerne til at udvikle deres praksis”, peger Per Roth på.

Og så er der det springende punkt med udbredelsen af kompetenceudviklingen til hele arbejdspladsen. For at sikre dette kardinalpunkt havde hver enkelt deltager en mentor på sin arbejdsplads. Denne person havde den dobbeltfunktion at han eller hun både skulle støtte, opmuntre og sparre med deltageren og sikre at hele arbejdspladsen fik del i uddannelsens guldkorn. Det vil sige mentoren skulle understøtte vidensdelingen med kollegerne og understøtte at arbejdspladsen blev involveret i praksis.

På daginstitutionerne var mentoren en uddannet pædagog, i dagplejen en dagplejepædagog. ”Tilliden mellem mentor og deltager er meget vigtig. Deltageren må ikke opleve mentoren som kontrollant og kritiker. Derfor holdt vi en uddannelsesdag, hvor vi introducerede mentoren til opgaven. Desuden fik mentorerne stillet et forum for erfaringsudveksling til rådighed på den virtuelle platform.”

For dagplejerne betød valget af en dagplejepædagog som mentor at de ikke havde et dagligt arbejdsfælleskab, og dagplejepædagogen har jo faktisk en kontrolfunktion over for dagplejeren. Alligevel vurderede dagplejerne generelt mentorordningen positivt, fortæller Per Roth. Og mange fandt også en uofficiel mentor blandt kollegerne i legestuegruppen.

I denne uddannelse har det både været den enkelte deltager og hele arbejdspladsen som har været lærende.

”Derfor har vi i høj grad arbejdet med, hvordan den enkelte deltager får overført sin viden, så hele arbejdspladsen udvikler sin forståelse og praksis og dermed får øget kapaciteten. I evalueringen et halvt år efter fortalte mange institutionsledere at forløbet gav hele institutionen et blivende kvalitetsløft.”

Stor ros

Pernille Rilau er dagplejer i Birkerød kommune og har været en af deltagerne på uddannelsen. Og en meget begejstret deltager:

”Det er den meste fantastiske måde at gå på uddannelse på. Man er nødt til at være aktiv hele tiden, man kan slet ikke gemme sig, som man ofte kan på almindelige AMU-kurser. Det er fantastisk at man kan få et kursus, som er fuldstændig skræddersyet til lige præces én selv. Man kan lægge sit forløb tilrette, så det passer til ens hverdag, og det gjorde det perfekt i hvert fald for mig.”

Et andet plus, som Pernille Rilau fremhæver er muligheden for at fordybe sig i et enkelt emne, som man selv har valgt. Det er så aftalt på forhånd med mentor og underviser. Og it-delen er deltagerne på forhånd sat grundigt ind i.

”Jeg valgte børns kompetencer som emne og at kigge på min egen børnegruppe dengang, som havde nogle småproblemer. Men jeg valgte også at kigge på mit eget virke og min egen praksis. Jeg fik både gode redskaber og fik åbnet øjnene for nogle ting i mine egne handlinger. Det var virkelig, virkelig godt! Jeg har ikke fået så meget ud af et kursus før som dette. Det var meget velplanlagt, med samtaler inden om, hvad man var interesseret i og gerne ville udvikle kompetencer i. Og det blev forløbet så tilrettelagt efter. Måden kræver at man koncentrerer sig og kommer ud af busken så at sige.”

Som eneste lille minus er det manglende sociale samvær med de andre på uddannelse – men selv med det fremhæver Pernille Rilau at hun har fået utrolig meget ud af det.

”Det har ændret mit syn på nogle ting, helt klart. Og på min måde at gøre ting, bl.a. måden jeg møder børnene på. Selvfølgelig kræver det et vist mod at kigge på sin egen praksis, men det skal til i mit arbejde, vi er jo i så høj grad vores egen praksis.”

Pernille Rilau havde sin ”daglige” pædagog som mentor, og det fungerede fint. ”Det var fint at have en person jeg kunne kontakte og sparre med, hvis der var noget jeg gik i stå over. En sparringspartner til at sætte tanker i gang, det var meget brugbart. Og jeg havde ikke problemer med at det var min pædagog.” Pernille Rilau fik blod på tanden, så hun læser nu PGU på nettet, også på Københavns Socialpædagogiske Seminarium. Samtidig med hun passer sit job som dagplejer.