Ny struktur på stofmisbrugerområdet

Af Elisabeth Lockert Lange

En tikkende bombe

En ny struktur for stofmisbrugsområdet er på trapperne. Som udgangspunkt ingen dårlig idé og ikke noget dårligt forslag, mener LFS, det fjerner bare ikke den tikkende bombe, der er er på området – problemerne med kapaciteten.

Fire modtageenheder, fire behandlingsenheder og to dagcentre med værestedsfunktion. En ny struktur på stofmisbrugsområdet i København er på vej, og sandsynligheden taler for at den i hovedtræk bliver som det forslag, der ligger til politisk diskussion netop nu. Måske er den, når dette læses, allerede vedtaget for blot at mangle sin ikrafttræden den 1. september i år, som er den forventede dato. I LFS vurderer man at en ny struktur på stofmisbrugsområdet grundlæggende er en rigtig god idé. Først og fremmest fordi der er kommet mange nye brugergrupper til, som naturligt nok skaber nye behov på området.

Hovedproblemet på stofmisbrugsområdet gennem de sidste år løses dog ikke med en ny struktur. Det dominerende problem på området er nemlig den store tilgang af nye grupper, det vil sige samlet set bliver der flere og flere stofmisbrugere. Denne udvikling er kendt – og anerkendt – af alle. Så sent som i februar sidste år beskrev Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen den i et notat: ”Skøn over det fremtidige kapacitetsbehov for Københavns Kommunes indsats over for stofmisbrugere.”

I notatet står der bl.a. ”Det skønnes at antallet af stofmisbrugere, der efterspørger behandling vil vokse med mellem 50 og 150 på årsbasis.” Forvaltningen vurderer at tilgangen overvejende vil være i skikkelse af misbrugere med hash eller kokain som hovedstof, og at der derfor vil være et udbygningsbehov på området i 2005 til 2007 med flere både ambulante pladser, døgnpladser, værestedstilbud og støttekontaktpersoner.

På basis af Sundhedsstyrelsens skøn over den samlede gruppe stofmisbrugere, vurderer forvaltningen i notatet fra sidste år at mellem 6000 og 6500 personer i København har et behandlingskrævende misbrug. Hovedparten er opiatmisbrugere eller blandingsmisbrugere, i daglig tale ”de gamle heroinmisbrugere”. Af dem kendes ca. 5000 i behandlingssystemet. I 2004 var der 2802 i behandling.

Voksende ny gruppe

Notatet formoder imidlertid at der er ”et stort og uregistreret mørketal, når det drejer sig om fremtidens behandlingskrævende hash- og kokainmisbrugere” – og tilsvarende for misbrugere blandt etniske minoriteter. Sagt på en anden måde: det stigende misbrug af hash og kokain blandt især unge fører til en stigning i brugere som har behov for behandling. I 2004 skønnes antallet af unge med et truende forbrug at være mellem 300 og 500, næsten alle med misbrug af hash eller kokain. Derimod kommer der stort set ikke flere opiat(heroin)misbrugere til.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forsøger sig i notatet med en prognose for 2006 og 2009. I 2006 forventer de ca 2900 brugere og i 2009 ca. 3300 brugere.

lav tilgang af nye generelt yngre hash- og kokainafhængige misbrugere. Og denne øgede tilgang er da også en anerkendt sag både på området, i forvaltningen og blandt politikere. Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS peger på at forslaget som hun ser det, omprioriterer ressourcer fra de ældre misbrugere til de nye grupper.

”Vi støtter idéen om en ny struktur, og der er masser af gode intentioner i strukturforslaget. Problemet er penge. Man vil løse både et strukturelt problem og et ressourceproblem med en ny struktur, og det kan man ikke. Derfor er politikerne nødt til at kigge på kapacitetsproblemet på området. De kan ikke lukke øjnene for problemstillingen, ingen er jo uenig i at kapacitetsproblemet er der. Vores bekymring er at den vil ramme de svageste grupper, det vil sige de mest nedslidte, dem som har brug for en personlig relation til en behander. Og det skal jo ikke være de ”gamle” misbrugere, som skal betale prisen for at der bliver flere unge misbrugere”, vurderer Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS.

Den nye gruppe

Det konkrete forslag til en ny struktur opererer med en større entydighed.

Fire modtageenheder, som er de døre, som alle stofmisbrugere går ind af til behandlingssystemet. Dertil fire behandlingsenheder som hver især er knyttet sammen med en modtageenhed til én enhed med én ledelse. Derudover er der i den nye struktur to dagcentre med værestedsfunktion. De skal være supplement til behandlingsenhederne. Disse tre elementer skal erstatte de nuværende ambulatorier og rådgivningscentre.

I modtagecentrene skal de ”gamle heroinmisbrugere” visiteres til behandlingscentrene. Ofte får de som del af deres behandling medicin, bl.a. metadon som substitutionsbehandling.

De nye grupper af hash- og kokainmisbrugere ”bliver” i princippet i modtagecentret og får stoffri behandling. Modtageenhederne skal alene tilbyde et tidsbegrænset behandlingsforløb, det vil sige forvaltningen opererer med et såkaldt flowkrav. For modtageenheden er der to måneder til udredning og inden for denne tid skal misbrugeren være enten i behandling i modtageenheden (uden substitutionsmedicin) eller visiteret videre til en behandlingsenhed, en af kommunens egne specialinstitutioner eller til et andet behandlingstilbud, betalt via enteprisepuljen. Det præcise flowkrav for færdigbehandling står lidt uklart, sandsynligvis lander det på 3 til 6 måneder.

Forskellen mellem de nye og de gamle grupper er meget stor, og de føler ingen fælles ”stofmisbrugsidentitet”, tværtimod. Bl.a. ville substitutionsbehandling være helt udelukket i forhold til den nye gruppe misbrugere. ”Jeg mener det er socialpolitisk rigtigt at konstruere et tilbud, som er på de nye brugeres præmisser, og det forsøger man at gøre med denne struktur. Målet er, at de nye brugere forholdsvis hurtigt færdigbehandles i selve modtageenheden eller i dag- eller døgntilbud, som de visiteres til”, siger Ulla Baggesgaard.

Den gamle gruppe

De nye behandlingsenheder varetager behandlingen af de ”gamle” misbrugere. Men uden den værestedsfunktion, som de nuværende ambulatorier har nu. Eller rettere: de må da gerne etablere værestedslignende tilbud, hvis de har ressourcer til det. Som der står i forvaltningens orientering til medarbejderne ”I det omfang, behandlingsenheden har kapacitet, kan den tilbyde brugerne rådgivende samtaler og pædagogiske tilbud.”

”Men kapaciteten og ressourcerne er jo netop problematikken. Så tilbudet i de nye behandlingsenheder må nødvendigvis blive meget tyndere end i de nuværende ambulatorier. Her er værestedsfunktionen en meget vigtigt del af grundlaget for behandlingsindsatsen med bl.a. observation, relation og omsorg. Men et stort klientpres kan let gøre det umuligt at have en sådan værestedsfunktion – i den nye struktur er der jo ikke mere noget loft over antallet af indskrevne brugere, og modtageenhederne skal jo visitere videre efter nogle måneder”, siger Ulla Baggesgaard og tilføjer:

”Forvaltningen anbefaler behandlingsenhederne at opnå stordriftfordele, for at undgå tilsanding, som de skriver. Det skal kunne lade sig gøre mener man ved at den relative ensartethed i brugergruppen og en målrettet drift med afgrænsede team giver mulighed for at servicere et relativt stort antal brugere i behandlingsenheden. Men der bliver jo ikke færre brugere af at man deler tilbudet op. Og med færre medarbejdere om flere brugere, så bliver behandlingstilbudet nødvendigvis tyndere. Min bekymring er helt konkret, om det relationsarbejde, der lige nu kendetegner ambulatorierne, helt vil forsvinde.”

Ulla Baggesgaard peger på at det også på andre måder kan vise sig at være en dårlig idé at fjerne værestedsfunktionen fra behandlingscentrene:

”Dels betyder det en nedprioritering af relations- og omsorgsarbejdet, som er afgørende i forhold til netop disse brugere. Dels betyder det at brugerne reelt skal flytte sig fysisk fra behandlingssted til værested. Og vil de gøre det? Eller vil de gå på gaden eller bare hjem til sig selv og isolere sig?”

Brug for politisk handling

Som et supplement til strukturforslaget forslår hun derfor et samlet specialtilbud til gruppen af tunge udadreagerende brugere, dem er der ca. 150 af og netop de kan i særdeleshed risikere at blive tabere i den nye struktur.

”I dette tilbud bør man forankre såvel behandling, omsorg og pleje som værestedsfunktion. Hertil kunne også knyttes andre tilbud til denne gruppe. Fordelen ved det er at det vil kunne sikre kontinuitet og kvalitet i arbejdet med en meget vanskelig gruppe brugere. vurderer Ulla Baggesgaard. Hun tilføjer at man desuden bør overveje at bevare værestederne i fysisk sammenhæng med behandlingsenhederne, hvor det bygningsmæssigt kan lade sig gøre.

”Det vil øge muligheden for at udføre relations- og observationsarbejdet som en del af behandlingsarbejdet, samtidig med at det sikkert vil øge brugernes brug af værestederne, når de ikke skal rejse på tværs af byen for at få en kop kaffe og en snak.”

Og medarbejderne? Omstruktureringen skal gå i nul – det vil sige ingen skal fyres som konsekvens af forandringerne. Til gengæld ved ingen heller præcis hvor de arbejder pr. 1. september. ”Konkret betyder det at medarbejderne skal ud og ønske sig deres fremtidige arbejdssted. Derfor er de selvfølgelig i en utryg situation, hvor de reelt ikke ved hvad de skal lave fra september, og hvor.”

Samtidig er det klart at der i forhold til de nye misbrugsgrupper kan opstå et behov for efteruddannelse, når behandlingen af dem skal varetages i modtageenheden. Det vil være afgørende for kvaliteten i behandlingsarbejdet, og der er behov for både egentlig efteruddannelse og for erfaringsudveksling, vurderer Ulla Baggesgaard.

Hun gør det klart at der nu er brug for politisk handling: ”Kapacitetsproblemet og tilgangen af mange nye brugere må tages seriøst nu. Der er en tendens til, at de politiske diskussioner på dette område handler om kanyler på Vesterbro og behovet for fi- xerum. Det er væsentlige problemstillinger, der skal løses, men det er ikke tilstrækkeligt. Tiden er inde til at tage kapacitetsproblemet seriøst. Ellers bliver det brugerne og medarbejderne, der kommer til at betale prisen. Og det kan vi ikke være bekendt!”