Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Læserbrev
”Sådan er det ikke helt i det virkelige liv”
Kommentarer og tanker om LFS’ sidste lederindlæg skrevet af Jan Hoby, og tanker om måden ”dialogen” forvaltes på, mellem LFS, forvaltning og politikere.
Da jeg læste ”Lederen” blev jeg egentlig i tvivl om Jan Hoby kan tillade sig at definere, hvad der er de sande og reelle værdier i Københavns Kommune, uden at skue i sit eget bagland, hvor de sande værdier bliver ”produceret” i store mængder.
Det jeg læser er totalt blottet for vilje til dialog med forvaltning og politikere om værdier. Det finder jeg absolut bekymrende. Det er også total blottet for respekt for de værdier, institutionerne skaber – hver eneste dag!!
Når Jan nu også selv tager det fornemme ord Etik med i Lederen, synes jeg egentlig, at indlægget ligeledes er blottet for bare en lille smule etisk sans.
Forhåbentlig er vi en del LFS’ere, som ikke genkender ”den barske, respektløse, brutale, katastrofale, giftige virkelig”, som Jan selv i lederen, skriger til himlen med.
Jeg kender i hvert fald en del af dem ”herude”, som mener de har et meningsfyldt arbejde, som skaber rum og rammer, hvor børn trives og udvikles, og som skaber positiv udvikling og kvalitet! Institutioner, som har en institutionskultur, hvor LFS’ere trives og lever med personalepolitikker, som er fuld af positive og omsorgsfulde værdier. Rummelige arbejdsplader hvor både unge og ”gamle” trives, og hvor der tages hensyn til svage og udsatte medarbejdere – personalepolitiker med menneskelige ansigter!!!
Sådan ser virkelighedens verden også ud og gudskelov for det! For hvem ville arbejde i en daginstitution, af Hoby-slagsen, og bruge sit liv til noget som ikke har mening for én. Jeg mener faktisk, at betingelserne for meningsfuldhed er tilstede!
Selvforvaltning og decentralisering har netop givet daginstitutionerne mulighed for at tage nogle kvalificerede valg i forhold til forbrug af personaleressourcer, sygdom, ja i stort set alle henseender! Vi har netop fået friheden til at forvalte en pose penge, så den matcher de værdier, der fastsættes i den enkelte institution.
– Og så let er den pose penge nu heller ikke!
Så den sande værdi i dagligdagen i daginstitutionen stemmer måske meget godt overens med Københavns Kommunes værdier i forhold til personalepolitik, gode udviklingsrum for børn og unge – der er i hvert fald større sammenhæng med kommunens formulerede værdier ude på ”gulvet” i den enkelte daginstitution, end de dommedagsprofetier, der bliver udstukket i lederen!
Således synes jeg slutteligt, at det ville klæde Jan /LFS at gøre sig mere umage med sin egen performance (når nu vi er i den terminologi)! Specielt selvfølgelig i forhold til at jeg synes, det er hamrende vigtigt lige nu, hvor vi står i en forvaltningssammenlægningsperiode, at vi: daginstitutioner og faglige organisationer lægger op til en konstruktiv, visionær, positiv dialog med vores nye forvaltning og videre op i systemet!
Hvordan skal vi ellers berige hinanden med viden, facts fra det virkelige liv, svære problemstillinger vi ønsker løst og have
indflydelse på?
Der er masser af tage fat på, det ved vi jo alle – men tingene udvikler sig…..og måske er det ikke tiden til politiske dundertaler …så bliver det Jan/LFS selv signalerer ud i verden jo også bare et floskelfyldt ideologisk skoleridt!!!!!