Den pædagogiske resource

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Den røde tråd for tillidsrepræsentant Martina Wellm og hendes deltagelse i Børne- og Ungdomsudvalgets arbejdsgruppe til afbureaukratisering af overflødige regler og unødvendig dokumentation er børnene. Alt tager udgangspunkt i dem og i frontpersonalets tid til at være sammen med dem.

Martina Wellm kom ret hovedkulds ind i arbejdsgruppen til afbureaukratisering af de mange regler, konstruktioner og uhensigtsmæssigheder, som Børne- og Ungdomsforvaltningens ansatte lever med og under. Vist på et afbud, fortæller hun, da vi mødes. Men hun valgte at sige ja uden at vide helt præcist hvad det var.

Det ved hun nu. Og at der er brug for regelhæmmende tiltag, det er hun ikke i tvivl om. Som hun siger ganske direkte:
”Det er vigtigt at beskytte den pædagogiske ressource, frontmedarbejderens indsats helt ude ved børnene. Alle krav om andet end det direkte børnearbejde betyder mindre tid til børnene, uanset hvordan du vender og drejer det. Og det er ude hos børnene arbejdet bliver gjort, der kontakten til barnet er, og der indsatsen virkelig batter.”

Ubeskrevet rent fagligt er hun ikke. Hun har været tillidsrepræsentant i vuggestuen Luna i otte år, både mens hun var pædagogmedhjælper og nu som uddannet pædagog.

Og hun glæder sig over at politikerne ville have praktikere som hende selv med i dette arbejde, så også frontpersonalets forslag til afbureaukratisering kunne komme med.

”Det er vigtigt, for det er for ressourcekrævende ude i institutionerne med de form- og dokumentationskrav der er i forhold til læreplaner, handleplaner, sprogtest, ansøgningsprocedure og så videre, både i forhold til tiltagenes beskaffenhed og mængde.”

Arbejdsgrupperne har været hurtigt arbejdende.
På første møde kom der råforslag, så hjem og argumentere og skrive dem, på andet møde folde dem ud, og i sidste ende kommenterede og sorterede forvaltningen dem i tre grupper, forslag til at gå videre, forslag til uddybning og forslag som forvaltningen vurderede ikke skulle gå videre til det politiske niveau.

”Der foregik en drøftelse af forslagene hele tiden, og jeg synes vi havde en god indflydelse, så vi kunne få noget af vores hjerteblod med. Men vi var ikke nødvendigvis enige.”

Reproducerer data

Forslagene fra LFS’erne handlede dybest set om at beskytte frontmedarbejderen og den pædagogiske ressource ude ved børn og borger.
”Der bliver fjernet ressourcer uanset, så man må beskytte den ressource der er derude. Og den eneste måde er at smide noget væk. Det skal tages meget alvorligt”, siger hun og peger på det dilemma der ligger i at der sker en akkumulering af de opgaver og regler, der løbende implementeres i pædagogens arbejde. Mere og mere kommer til, men det ”gamle” dør kun langsomt ud. Tag fx læreplanerne.

”Dokumentationen fungerer ofte som en kontrolfunktion, det skal der opponeres imod. Læreplanerne er et harmoniseringstiltag, som har kørt siden 2004, altså i otte år. Der er seks læreplanstemaer og et antal fokuspunkter hver år. Alle har arbejdet med det, alle institutioner har været igennem alle temaer og punkter og har arbejdet med målformuleringer, metoder og aktiviteter, evaluering og dokumentation, helt ude i forreste led. Læringen er derude nu. Den er implementeret.

Nu bør man skrue op for tilliden til pædagogerne og ned på papirarbejdet.”
Martina Wellm bød selv ind med et forslag om at koordinere al den megen data, som frontmedarbejderen skal producere til adskillige forskellige eksterne instanser. Hun giver et eksempel. Støttepædagogkorpset vil gerne arbejde sammen med pædagogen ud fra en bestemt metodikmodel. Og socialrådgiveren vil gerne arbejde ud fra en anden. I begge metoder ligger der formkrav og dokumentationskrav, og det kan sagtens være den samme pædagog, som skal forholde sig til begge. Pædagogen producerer derfor stort set samme data på forskellig måde, til forskellige eksterne samarbejdspartnere.

”Min tanke var at vi reproducerer de samme data om og om igen i forskellige sammenhænge, og mit forslag var at vi burde minimere og koordinere de udefrakommende form og metodekrav. Det vil sige et forslag om samkøring af den megen dokumentation, så de eksterne instanser selv kan udtrække deres data. Men forvaltningen vurderede at forslaget ville reducere kvaliteten af data.

Jeg mener at man ikke kan få både optimal datakvalitet og optimalt pædagogisk virke”, siger hun og præciserer:

”Dokumentation gøres oftest for andre, så det opleves unødvendigt. Evaluering er noget andet, hvis den er kontekstbaseret fremmer den fagligheden og skaber den viden der kan trækkes data ud fra. Så hvorfor ikke have tillid til at pædagogerne i situationen vælger den bedste metode, som er vurderet ud fra og målrettet den unikke opgavevaretagelse, og dermed skaber den bedst mulige kvalitet i det pædagogiske arbejde?”

Ophobningen

Opgaverne, ud over børnearbejdet, er mange. Klyngerne blev som bekendt indført for et år siden, og de er meget ressourcekrævende og afføder en bureaukratisk proces med nye forældrebestyrelser, nye samarbejdsudvalg, nye møder og nye kombinationer. Samtidig bibeholdes den samme mødevirksomhed ude på institutionerne. Tiden går fra børnene.

Oven i kommer pionerprojektet, et positivt projekt hvor man tager udgangspunkt i og ved lære af det bedste. Men ressourcekrævende alligevel. Og selvom man bliver dækket ind med vikar sker der en kvalitetsforringelse, for det er med arbejderne der trækkes ud og dermed ikke kan varetage deres opgave, peger Martina Wellm på.

”Jeg ville ønske at Børne- og Ungdomsforvaltningen tænkte sig bedre om med hvilken hastighed og timing, de søsætter nye tiltag. De skal tænke i koordinering og tidsrammer, og i bedre information. Og løbende sikre at man får taget noget væk igen, så opgaverne ikke akkumulerer. Og vi taler om komplicerede ting, som involverer mange mennesker, ofte på tværs af forvaltninger og ikke om enkle administrative processer.”

Sprogtest, både tre-års og fem-års, blev – af LFS’ere – foreslået afskaffet. Et meget ressourcekrævende arbejde, som spænder ben for tilliden til pædagogens faglige skøn.

”Sprogligt set er der et stort spænd for normaliteten for tre-årige børn. Det gør noget ved børnene at befinde sig i en testsituation, og resultatet af en sådan test er omdiskuteret.

Og det gør noget ved forældrene. Testen kan opfattes som et mangelsyn i forhold til barnet, og det syn kan nemt brede sig ud i familien.”

Membranerne

Martina Wellm håber at forvaltning og politikere i højere grad vil tænke i at foregribe og forebygge denne ophobning af bureaukrati, frem for kun at udbedre det som ikke fungerer.
”Vi skulle nødigt igen og igen reproducere gamle logikker, men i stedet tænke i koordinering og reducering af opgaver før de rammer institutionerne. Det vil fx sige at udvikle principper for, hvad man kan gøre, når man ønsker at implementere nye formkrav eller projekter der berører frontmedarbejderne.

Billedligt talt at man etablerer en beskyttende membran over det pædagogiske personale, hvor der tages et kritisk blik på de regler og tiltag, man ønsker skal trænge igennem denne membran for derved at sikre kerneopgaven.”

Hun er meget spændt på, hvad der kommer ud af det, om der om ikke andet er ord, som lægger sig som små tankespirer i hovedet på nogle beslutningstagere til senere, når de skal lave noget nyt.

”Også hvis det ikke sker lige her og nu. Men at det bliver taget til efterretning i en eller anden form. Mit håb er også at der kommer et lignende forløb igen, og at vi får lidt bedre tid til at forberede os og samle erfaringer fra hele byen. Jeg kender jo kun min egen institution, og selvom jeg forsøgte at få feedback fra institutionerne i klyngen og institutionerne på Østerbro, så kunne det ikke nås i processen. Der var for kort tid til at melde tilbage, og man skal lige have tid til at se kritisk på, hvor i arbejdet bureaukratiet har sneget sig ind og er blevet vane.

Så gentag det næste år”, lyder Martina Wellms opfordring til børne- og ungdomspolitikerne.