Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Debat:
Dyre varer – mere økologi:
Indkøbsaftalerne er en fælles udfordring
I LFS Nyt nr. 3/2012 kunne man læse, at den nye indkøbsaftale for fødevarer til de københavnske institutioner er både ’dyr og dårlig’.
Vi ved, at der har været mange opstartsvanskeligheder og at institutionerne hver især, såvel som leverandøren, har ydet en kæmpe indsats for at få de nye aftaler til at fungere. Vi kan også godt forstå, hvis institutionerne i en overgangsperiode er frustrerede over at miste valgfriheden, når de skal vælge leverandør til børnemaden. Et leverandørskift fra en kendt leverandør til en ny og ukendt, hvor vareudbuddet ikke er helt det samme, kræver også en ekstra indsats fra institutionens side.
Imidlertid er det et uomgængeligt EU-lovkrav at vi skal sende vores indkøb i udbud, når de overstiger et vist beløb – og det gør institutionernes indkøb til børnemad. Inden for de rammer, arbejder vi løbende på at skaffe de bedst mulige aftaler, både hvad angår pris, kvalitet, etik og økologi.
Vi arbejder også fortsat på at finde nye veje og påvirke mulighederne for at få mere fleksible regler på området.
Blandt andet ved at deltage i en række rådgivende ekspertpaneler og ved at samarbejde med andre kommuner.
Mere økologi og større bæredygtighed
Regler og aftaler, der opleves som en begrænsning, kommer nemt til at overskygge de muligheder og fordele, som vi samtidig får gennem vores nye aftaler. Her er det værd at perspektivere lidt bredere og fremhæve de grønne fordele, som indkøbsaftalen fører med sig. For eksempel har vi nemmere ved at kontrollere, om leverandørerne også lever op til en række krav til kvalitet, økologi, miljø og sociale klausuler.
Som Danmarks største kommune og indkøber har vi et stort ansvar for at bidrage til miljømæssig og etisk forsvarlig bæredygtighed, når vi køber ind. Én leverandør frem for fire leverandører til en institution reducerer fx kørsel og co2-udledning.
Med indkøbsaftalen fremtidssikrer vi de økologiske måltider i daginstitutionerne, idet hele sortimentet er økologisk.
Det bliver derfor nemmere at nå målet om at alle måltider, der serveres i Københavns Kommune, skal være 90 pct. økologisk i 2015.
De høje krav til økologi i børnemaden, og dermed også indkøbsaftalerne, påvirker imidlertid institutionerne forskelligt, så institutioner der endnu ikke er omlagt til økologi, vil opleve at det er blevet dyrere at købe ind i modsætning til institutioner med en høj økologiprocent, der vil opnå en mindre besparelse på deres indkøb.
Hvis vi opstiller plusser og minusser over for hinanden, vil der til stadighed være institutioner, der oplever indkøbsaftalerne som en begrænsning og fordyrelse – men set i et bredere perspektiv er det vigtigste vel at vi alle har for øje, at vi inden for de rammer og regler vi nu engang er underlagt, har fokus på det egentlige: At de københavnske børn fortsat kan opleve en sund og livsglad spisekultur i daginstitutionerne og på skolerne. Det kræver fleksibilitet fra alle sider, en ekstra indsats af institutionerne og stor kreativitet fra vores engagerede og dygtige køkkenansvarlige.
Vi vil støtte, hvor vi kan med rådgivning og inspirationskurser – og fortsat søge at påvirke mulighederne for at få mere fleksible regler på området.
Med venlig hilsen
Kristina Koch Sloth,
Kontorchef, Børne- og Ungdomsforvaltningen,
Københavns Kommune