Unge har altid begået fejltagelser

Tekst: Tine Bjerre Larsen

Hvad enten de lige er blevet dømt og afsoner dom i et åbent fængsel eller er på prøveløsladelse, så tilbyder Central Toronto Youth Services hjælp til høj-risiko unge gennem opsøgende arbejde, rådgivning og støtte i eget miljø.

Han er uddannet soldat og har umiddelbart en udstråling, der gør, at man absolut ikke har lyst til at være uvenner med ham. Calvin Facey viser – uden et smil på læben – vej op til sit kontor på Central Toronto Youth Services, CTYS, som ligger midt i den pulserende og multikulturelle canadiske storby.

Da han fortæller sin historie om, hvordan han arbejdede som privatdetektiv i 80’erne og skulle få unge, som var løbet hjemmefra, opsporet, og formidlet en kontakt mellem dem og forældrene, så de kunne komme tilbage til dem, forvandler han sig pludselig til et stort grin.

Hans vej ind i socialarbejdet synes han selv er en god historie. Den startede, da han som privatdetektiv fandt ud af, at han var særligt god til at skabe tillid til de unge og forældrene, og han konkluderede at han ikke var på rette hylde, hvorefter han tog en master i sociale studier med fokus på voldelig adfærd. Siden har han arbejdet som socialarbejder med nogle af de tungeste og mest risikoramte unge i Toronto i den fondsstøttede organisation CTYS.

Calvin Facey kom til Central Toronto Youth Services i 2008, og han er i dag leder af alle Youth Justice-programmerne, en række programmer, som støtter rehabiliteringen af unge, der har begået lovovertrædelser.

Der er programmer for unge, uanset om de lige har fået en dom, søger kaution, afsoner en dom i åbent fængsel eller er på prøveløsladelse. Fælles mål for alle programmerne er at få fat i de unge med det samme og vise dem en anden fremtidsvej end den fortsatte kriminelle løbebane. Opskriften hedder lavbureaukratisk og socialt opsøgende arbejde i de unges lokalmiljø, hvor man tilbyder dem støtte, moralsk opbakning og styrke til at træffe bedre valg i deres liv, forklarer Calvin Facey.

”Vi har et virkeligt effektivt udslusningsprogram. Hvis en ung er i varetægt tre måneder før sin løsladelse, så bliver han indskrevet her, og så går vi i gang med at se på, hvordan vi kan integrere ham i samfundet, få ham tilbage i skole eller på arbejde, så han ikke starter fra scratch, når han kommer ud. Vi ved, at der er en høj grad af tilbagefald både før og efter varetægten, så mens de unge venter på fx at vende tilbage til arbejde, så sørger vi for, at de har alle de papirer, som de har brug for – sygesikring, pas, forsikringer og policer.”

Almindelige sociale færdigheder

I Youth Justice-programmet arbejder man tæt sammen med retsvæsenet, skoler, hjemmene og myndighederne i det lokalområde, hvor de unge bor. Calvin Facey og hans kolleger kommer hjem til de unge 1-2 gange om ugen for at hjælpe dem med at finde job og i det hele taget få en hverdag til at fungere.

”Vi arbejder med kognitiv terapi, og ellers er vi bare sammen med dem. Vi tager dem ud til frokost, vi går i biografen med dem og har samtaler bagefter og hjælper dem i det hele taget med at få sociale færdigheder. Det er vigtigt at de lærer de helt basale ting som at kunne fokusere på de positive ting og skille rigtig adfærd fra forkert.

Vi taler med dem om fx at sige nej til venner, de ikke vil se, men vi forbyder dem ikke at vende tilbage til deres venner, for vennerne er deres holdepunkt. Og det ville ingen effekt have, hvis vi gjorde det, for de vil sikkert gå direkte ud og finde den samme slags venner.”

Normalt er en 2-3 timers samtale en gang om ugen nok, hvis der ikke er fx misbrugsproblemer eller psykisk sygdom involveret. I de tilfælde bliver andre fagpersoner og institutioner inddraget.

”Mange sager er lukkede, og så kan en arbejdsplads ikke se, om den unge har været i fængsel, men hvis de er ude på prøveløsladelse, så får fx arbejdspladsen besked, og så er vi sammen med den unge for at skabe bro mellem den unge og arbejdsgiveren, der kan være bange for, at den unge vil stjæle.”

Er det ikke meget svært at få de unge kriminelle i arbejde og i det hele taget fungere normalt i samfundet?
”Det er for det meste let at hjælpe dem. Det er det sociale system, der komplicerer tingene, for det fungerer ikke for alle mennesker. Vi er det alternative system, som arbejder ud fra de unges behov og situation og arbejder med dem. Om de kan få et job afhænger af deres kvalifikationer, men vi opererer med forskellige grader af succes. Det kan være en succes, hvis en ung kan holde sig ude af problemer, men det kan også være en succes, hvis han kun én gang kommer i konflikt.

Succes er svært at måle, fordi det er meget individuelt, men jeg kan kun sige, at vores programmer er meget effektive.”

De unge er fremtiden

De unge, som bliver hjulpet gennem Central Toronto Youth Services, er alle slags unge, fortæller Calvin Facey.
”Det er hvide, sorte, fattige og ikke fattige, men mange unge kommer fra dårligt fungerende familier og familier med misbrugsproblemer. Alle unge kommer i knibe i større eller mindre grad, fordi unge vil undersøge ting og begå fejltagelser.

Det har ungdommen altid gjort, og derfor har vi loven til at styre og korrigere deres fejltagelser. Vi har ikke enorme problemer her i byen, men vi får det, hvis vi ikke gør en effektiv indsats for at samle dem op og hjælpe dem ud af problemerne i tide.”

Calvin Facey synes, at de unge får en fair chance i Canada, og sådan skal det være, for de unge er fremtiden, som skal forsørge de ældre, når de skal på pension, og derfor er det nødvendigt at satse på de unge. Også dem der kommer i konflikt med loven, mener han.

”Loven bliver håndhævet på en anden måde i dag end tidligere, fordi den har langt nemmere adgang til de unge. Hvis man begik kriminalitet tidligere, så ordnede man det som regel i lokalområdet mellem de involverede parter, men i dag bliver de unge indberettet for mindre ting som fx at ryge hash eller have været i slagsmål. Det ordnes ikke længere ved at fx inspektøren tager en snak med de unges forældre, og når loven først bliver involveret, så kommer der penge, sagførere og en masse aktører ind i billedet, så det bliver sådan en push-pull-situation”, siger han og tilføjer:

”Loven er loven, men så må vi forsøge at være på den rigtige side og hjælpe de unge. Det er bare ikke altid, at de er parat til den rehabilitering, man har tænkt sig, og så må man vente til de er det. Man kan ikke forcere processen. Jeg siger ikke, at der er nogen, som vi ikke kan hjælpe, men der er nogen, som ikke er parate til den hjælp.”