Tab dig! lyder et mantra

Af Elisabeth Lockert Lange

Historien kunne også hedde: når menneskers overvægt bruges som argument for ikke at give dem deres retmæssige ydelse fx pension. Underforstået:hvis du bare taber dig, så kan du alt, inklusiv arbejde. Uanset om du, som pædagogen i denne historie, er opereret tre gange for diskusprolaps, tager 60 piller om dagen for at dæmpe smerterne og stort set intet kan.

Er du (for) tyk? Så skal du virkelig passe på at du ikke pådrager dig en arbejdsskade eller på anden måde får svært ved at arbejde.

Sammenhængen? Jo, alle argumenter vil pludselig komme til at handle om din vægt. Åbenbart tror nogle kommuner, bl.a. København, at fx en diskusprolaps vil forsvinde som dug for solen, bare du taber dig 25 kilo.

Det er i hvert fald det, man kan udlede af den stabel papirer, som er skrevet frem og tilbage omkring pædagog Kirsten Jørgensen, efter hun i 2006 pådrog sig en arbejdsskade. Hun kom tre gange akut under kniven og fik fjernet diskusprolapser uden at hjalp på hendes ryg. Den fjerde gang hun akut blev indlagt, ville de ikke operere, for som lægen konstaterede:”der er jo ikke mere at gøre her”.

Med en sådan kronisk tilstand handler det om smertebehandling, og hun er nu ”stabiliseret” med 60 piller om dagen for at holde smerter fra diskus-prolapserne og de efterfølgende operationer bare nogenlunde i skak. Siden sin arbejdsskade har hun taget ca. 25 kilo på dels på grund af medicinen,dels fordi ryggen forhindrer hende i at motionere.

LFS Nyt møder den 33-årige pædagog på hendes vej til en af de utallige behandlinger, som skal gøre hende tilværelse bare nogenlunde tålelig. Og ja, vist er hun stor. Men derfra og til at Københavns Kommune giver hende afslag på at ville rejse en førtidspensionssag efter hendes arbejdsskade, og istedet insisterer på at hun, hvis hun taber sig gennem kost og motion, får sin arbejdsevne tilbage, er stik mod vurderingerne fra alle de læger, som har undersøgt hende. Al lægelig ekspertise, også kommunens egen, vurderer nemlig at hendes helbredstilstand ikke kommer til at forandres ved et
vægttab. Hendes ryg er ødelagt, og det er den uafhængigt af, om hun vejer 70 eller 90 kilo.

”Jeg kan ingen ting, jeg kan ikke engang klare min egen firkant. Mit liv er vendt helt på hovedet. Jeg kan ikke planlægge noget, for smerterne er der hele tiden og konstant, uanset om jeg gør noget eller ej. I ryg og ben og hoved og arme. Koncentrationen svigter derfor også. Jeg kan fx ikke læse en bog. Hvis jeg skal have mere medicin end jeg får nu, skal jeg indlægges, siger lægerne, for så kan det ikke forsvares at jeg er hjemme.”

Hun er da også tydeligt medtaget, kan fx ikke sidde på stolen særlig længe af gange, men må op og stå. Alligevel har hun bevaret både sit humør og sin humor.

”Men det er hårdt også at skulle være socialrådgiver for sig selv i denne tilstand for at kunne være med i min egen sag.”

Heldigvis er der en anden socialrådgiver på sagen. Ret tidligt i forløbet kontakter Kirsten Jørgensen sin fagforening, og det er LFS’ socialrådgiver, Susanne Brink Andersen, som starter arbejdsskadesagen og senere forløbet med ansøgning om førtidspension.

Tre operationer

Arbejdsskaden sker i december 2006 på Enveloppen på Christianshavn,hvor Kirsten Jørgensen er ansat. Konkret løfter hun et barn, mens hun står i knæ under en bred hylde, kort sagt i en akavet stilling. Hun mærker et smæld i ryggen og en smerte, som bliver værre og værre i løbet af dagen. Allerede dagen efter kontakter hun sin læge, som siger hold i ryggen og ro. Men smerterne bliver værre og værre over julen, så lægen sender hende til fysioterapi.

Hun er sygemeldt fra dagen efter og vender aldrig tilbage til børnehaven, til både hendes egen og deres store fortrydelse. Faktisk er institutionens ledelse meget large og trækker fyringen så langt de kan, helt frem til november 2008 (eller 07 – det tjekker jeg med Susanne tirsdag morgen), så de fortjener ros for at vente så længe på hende.

”Jeg blev uddannet som pædagog i 2003 og var meget glad for mit arbejde i Enveloppen. Både de og jeg håbede at jeg kunne vende tilbage, de sagde så fint ”du ringer når du er klar.” Til de ikke kunne trække den længere.”

Ca. tre måneder efter arbejdsulykken, mens hun går til behandlinger for ryggen, kommer hun til at hoste. Alt går i sort, hun er ved at besvime. En tilstedeværende ven hjælper hende i seng, hun ringer efter lægen, som ud fra sit kendskab til Kirsten Jørgensens smerter indlægger hende akut.
Hun opereres for en diskusprolaps. Den bliver ikke den sidste for nu går det slag i slag med i alt tre prolapser og tre operationer. Imellem dem genoptræning og fysioterapi, som ikke gavner. Skanning, lægetjek og igen henvist til operation. Efterbehandling, stabilisering af tilstanden, og så er der al ventetiden.

”Intet af det hjælper, og det gør bare helvedes ondt”, siger Kirsten Jørgensen, som bruger de fleste af sine (sygedag) penge til taxaer frem og tilbage til hospital og behandlinger.

”Jeg svæver i et dødvande hele tiden, mens jeg går til behandlinger. Der er lang vej til nogen afklaring på mit helbred, pensionsmuligheder og arbejds-skadesag.”

I 2009 bliver Kirsten Jørgensen igen akutindlagt og opereret for en diskusprolaps, og igen står den på optræning. Og igen et dødvande og stadig ingen bedring.

Oveni får hun en gradvist øgende hovedpine, som antageligvis skyldes operationerne i ryggen, hvor lægerne får punkteret en hinde, som transporterer væske mellem ryggen og hjernen. Det giver en hovedpine, som ikke forsvinder.

”Det hjælper heller ikke at jeg spænder så meget i kroppenpå grund af smerter”, tilføjer hun.

Ikke mere at gøre

Kirsten Jørgensen er nu tilknyttet Rigshospitalets smertecenter, som styrer hendes særlige kombination af medicin – efter at have prøvet adskillige præparater. Hun behandles dermed smertemæssigt optimalt, selvom det stadig betyder konstante smerter, manglende koncentration og manglende evne til at gøre ret meget. Økonomisk er det svimlende beløb, alene tilskuddet til medicin løber op i 96.000 kr. i følge hendes sidsteopgørelse fra det centrale tilskudsregister.

I 2011 bliver hun igen akut indlagt, efter hun går i sort, fordi hun flytter benet fra en position til en anden. Denne gang afviser lægen at operere endnu engang. Som han siger:

”der er jo ikke mere at gøre her” med henvisning til at de foregående operationer ikke har hjulpet. Hendes tilstand er med andre ord kronisk.

Man forsøger sig også med en såkaldt bagstrengsstimuli. Det er en lille elektrisk anordning tilkoblet dioder sat på de smertende dele af hendes krop. Idéen er at den via impulser måske kan gå ind og ”bedøve”, så smerterne bliver mindre. Hun går med den i tre måneder, men da den ingen effekt har– og altså ikke på grund af hendes vægt – opgiver man at indoperere den.

I september 2011 skriver smerteklinikken deres vurdering, som entydigt lyder at Kirsten Jørgensens arbejdsevne er ”varigt og væsentligt nedsat til det ubetydelige”. Hendes tilstand er ”kronisk, varig og uden udsigt til bedring”. Hendes tilstand har intet at gøre med hendes vægt, og et vægttab vil ”udelukkende være medvirkende til at bedre hendes livskvalitet.”

Kirsten Jørgensen er derfor et oplagt emne for en førtidspension.

”Og hun vælger derfor at søge førtidspension på det foreliggende materiale, hvilket pensionsloven giver mulighed for”, siger LFS’ socialrådgiver Susanne Brink Andersen.

Det første afslag på at lade hendes sag overgå til behandling efter reglerne om førtidspension får Kirsten Jørgensen (og Susanne Brink Andersen) i september 2011. Kommunen mener ikke at alle behandlingsmuligheder er udtømt, og de peger konkret på et vægttab. Og det gentager de trods alleindikationer på det modsatte, det vil sige uanset hvad diverse læger siger. Disse eksperters vurderinger nævnes i afslagene men tilsidesættes i afgørelserne.

Endnu et afslag

I marts 2012 får Kirsten Jørgensen i forbindelse med sin ansøgning tilbudt foretræde for et pensionsteam i socialcentret og møder op med sin kæreste, en meget tynd mand, som, præciserer hun over for centret, spiser akkurat det samme som hun selv.

To dage efter ligger næste afslag: hun opfylder ikke betingelserne for at få førtidspension. Afslaget er mærkeligt at læse, for de første to sider er en beskrivelse af hendes sygehistorie med citater fra læger som entydigt siger ”kronisk tilstand uden udsigt til bedring”, og motion og vægttab somudelukkende i bedste fald kun kan give en lidt bedre livskvalitet, aldrig genskabe den tabte arbejdsevne.

Når man har læst denne entydige vurdering, tror man nærmest det er en fejl, når det så alligevel ender med et afslag, fordi som der står ”alle muligheder i forhold til bedring af det almene funktionsniveau ikke er udtømt”, og at dettevil kunne have ”en mindre afsmittende effekt i forhold til arbejdsevnen”.

Det er et vægttab, der er løsningen på det hele. Så bare af med fedtet og ud og afsted i arbejdsprøvning eller lignende. Og ryggen og alle smerterne? Socialcenter København erkender at Kirsten Jørgensen har skånebehov, og de vil da heller ikke selv kunne pege på hvilke arbejdsfunktioner hun kan klare. Men det mener de skam heller ikke at de er forpligtet til med den begrundelse at hun selv har valgt at rejse sagen.

Susanne Brink Andersen er aldeles uenig og fastholder i sin efterfølgende anke på Kirsten Jørgensens vegne midt i april, at kommunen skal anvise hvilke job de mener hun vil kunne klare. Og i juni i et brev til Beskæftigelsesankenævnet. Alternativt få oplyst hvor i loven kommunen finder belæg for sin påstand.

Overfor Beskæftigelsesankenævnet henviser Susanne Brink Andersen til Ankestyrelsens undersøgelse af Lægekonsulenternes arbejde fra april i år, hvor der står at kommunen skal ”kunne henvise til realistiske behandlings-forslag fra en undersøgende læge”, når nu kommunen siger at bebehandlingsmulighederne ikke er udtømt. Sagen er jo at alle undersøgende læger i enstemmighed her taler om en kronisk tilstand med konstante smerter. En tilstand som intet har med vægt at gøre.

”Og en tilkending af førtidspension handler altså ikke om, hvorvidt ens livskvalitet måske kan bedres ved at tabe nogle kilo, den handler om arbejdsevne og mangel på samme.”

Og der står den så nu. Eller rettere ligger, som anke i Beskæftigelses-ankenævnet. Og der kommer den til at ligge længe, da de har meddelt at deres sædvanlige seks måneders ventetid er udvidet til ni til ti måneder.

Kirsten Jørgensens arbejdsskade er anerkendt som arbejdsskade, og ménprocenten er forhøjet til foreløbig 30 pct. I forhold til erhvervsevnetab vides det endnu ikke, præcis hvor det ender. I mellemtiden er hendes sygedagpenge derimod stoppet, som konsekvens af afslaget på pension. Hun lever derfor nu af kontanthjælp.