Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Debat
TRIO – tillidsrepræsentantens tvivlsomme rolle
Af Inger Riis Laursen
Der er vist noget, jeg har misforstået omkring TRIO-samarbejdet – samarbejdet mellem ledelse, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant.
Jeg troede, vi skulle indgå i et konstruktivt samarbejde om arbejdsmiljøet ud fra de roller, vi hver især har.
Men på et kursus i Arbejdsmiljø København for TRIO’en på min arbejdsplads, blev jeg belært anderledes, ikke mindst om min rolle som tillidsrepræsentant.
Jeg lærte (ja, det her er virkelige citater fra undervisere på kurset), at:
”TRIO skal tage ansvaret for at indrette sig efter nedskæringerne ved at sørge for et langt arbejdsliv uden sygefravær.” (Nej, jeg vil ej!)
”Vi skal tage stilling til arbejdspladsens indblanding i private forhold som for eksempel overvægt.” (Nej, igen)
”Vi skal ikke blot tage stilling til, om der er arbejdsmiljøforhold, der kan have betydning for sygefraværet, men i lige så høj grad om sygefraværet har betydning for arbejdsmiljøforholdene.” (Som tillidsrepræsentant vil jeg nu fortsat mene, at min rolle er at varetage en sygemeldt kollegas interesser.
(Det er selvfølgelig vigtigt at forholde sig til trivslen hos dem, der er tilbage og overbebyrdede, men ikke ved at give køb på støtten til den sygemeldte.))
”Der er sket en drejning i det nye arbejdsmiljøbegreb – tidligere hed det ”tilpasse arbejdet til mennesket”, nu hedder det i højere grad ”tilpasse mennesket til arbejdet.” (Er det rigtigt, og har fagbevægelsen godtaget det?)
”Der er opstået et nyt sprog i Københavns Kommune – nu taler man om at eksekvere frem for at effektivisere.” (Er det det, de kalder medindflydelse og medinddragelse?)
”Tvistmodellen er afskaffet, og TR-rollen helt forandret. Vi er ikke længere medarbejdernes forlængede arm, men arbejdsmiljøets og samarbejdets.” (Hvornår er det sket? Så er jeg ikke sikker på, jeg vil være tillidsrepræsentant).
”Vi har udsigt til mangel på arbejdskraft – derfor skal TRIO være med til at sikre nedsættelse af sygefraværet, så så mange som muligt er på arbejde.” (En ukritisk accepteret præmis, det med den fremtidige mangel på arbejdskraft, som jeg og mange andre ikke er enig i – LFS heller ikke, så vidt jeg har forstået. Og igen, det ansvar er altså for tungt for mine spinkle skuldre).
”TRIO skal sikre max produktion” og ”Vi er her ikke for at trives”. (Produktion af hvad? Er Socialforvaltningen en pølsefabrik? Og er det virkelig min rolle at sikre produktion? Jeg troede det var nok at bidrage til gode og rolige arbejdsforhold.)
Samtidig med at Københavns Kommune budgetterer med besparelser opnået gennem et lavere sygefravær, forventes vi som tillidsrepræsentanter at medvirke til at få vores kolleger til at gå syge på arbejde, sådan som jeg tolker det. Hvis det lavere sygefravær skal føre til besparelser, må det være, fordi man så kan nøjes med færre medarbejdere. Så min indsats som tillidsrepræsentant skal med andre ord lette forvaltningens bestræbelser for at fyre og skære ned.
Ja, tillidsrepræsentantrollen har virkelig ændret sig.
En stor ros til kurset: det var virkelig ærlige udmeldinger, vi fik. Det her handler om produktion, produktion og atter produktion, og vi skal ikke tro, vi er her for at trives.
Det efterlader mig bare med spørgsmålene: Hvad er LFS’ rolle i TRIO? Er konstruktionen og den måde, der undervises i TRIO i Arbejdsmiljø København, noget, LFS/de faglige organisationer har haft indflydelse på eller nikket til?
Svar til Inger Riis Laursen
Jeg har snakket med Arbejdsmiljø København, AMK, som har lavet et længere svar på dit indlæg. Svaret er for langt til bladet, og da vi ikke ønsker at klippe i svaret, så er det lagt på LFS’ hjemmeside under debat.
I dit indlæg retter du også spørgsmålene til LFS, så jeg vil forsøge at svare på de fleste af de spørgsmål, der ligger i de udsagn du kommenterer.
”TRIO skal tage ansvaret for at indrette sig efter nedskæringerne ved at sørge for et langt arbejdsliv uden sygefravær.”
LFS mener ikke at Trioen skal bære ansvaret for at indrette sig efter nedskæringer. Trioen bør medvirke til at påvise konsekvenserne af nedskæringer, medvirke til at bekæmpe nedskæringer, men den skal også, efter eventuelle nedskæringer, medvirke til at arbejdet tilrettelægges, så de ansattes arbejdsmiljø og trivsel sikres i størst mulig omfang.
”Vi skal tage stilling til arbejdspladsens indblanding i private forhold som for eksempel overvægt.”
LFS mener ikke at Trioen har til opgave at blande sig i private forhold, herunder vægt, rygning, motion og kost. Det kan være en personalepolitisk vedtagelse, men ikke en umiddelbar opgave for Trioen. Man kan dog sagtens forestille sig at flere af elementerne indgår i det pædagogiske arbejde med børn, unge og brugerne og derfor også inddrager medarbejderne, når de er på arbejde.
”Der er sket en drejning i det nye arbejdsmiljøbegreb – tidligere hed det ”tilpasse arbejdet til mennesket”, nu hedder det i højere grad ”tilpasse mennesket til arbejdet.
LFS mener helt klart at vi skal arbejde for at arbejdet skal tilpasses mennesket og ikke omvendt. Det er i øvrigt også vedtaget i EU’s forebyg-gelsesprincipper og gælder også herhjemme, men det er da helt rigtigt at det ikke er det vi ser sker, og derfor skal arbejdsmiljøarbejdet også intensiveres.
”Tvistmodellen er afskaffet, og TR-rollen helt forandret. Vi er ikke længere medarbejdernes forlængede arm, men arbejdsmiljøets og samarbejdets.”
LFS mener ikke at TR-rollen er forandret. TR’eren er sine medarbejderes repræsentant og indgår som sådan i samarbejdet i Trioen. Indholdet i arbejdet ændrer sig løbende, men det grundlæggende er ikke forandret, nemlig kollegernes tillidsvalgte repræsentant.
”TRIO skal sikre max produktion”. ”Det her handler om produktion, produktion og atter produktion, og vi skal ikke tro, vi er her for at trives”.
LFS mener ikke at det er Trioens opgave at sikre ”max produktion”, men derimod samarbejde, indflydelse, arbejdsmiljø og trivsel.
LFS er ikke af den opfattelse at AMK lægger vægt på produktion, og det er heller ikke kursets beskrevne indhold. Kurset er et konkret kursus om Trio-samarbejdet med fokus på fravær og fastholdelse.
”Det efterlader mig bare med spørgsmålene: Hvad er LFS’ rolle i TRIO? Er konstruktionen og den måde, der undervises i TRIO i Arbejdsmiljø København, noget, LFS/de faglige organisationer har haft indflydelse på eller nikket til?”
LFS har siden 1992 arbejdet med at etablere og styrke Triosamarbejde, da vi ser et godt Triosamarbejde som den bedste måde at sikre samarbejdet, arbejdsmiljøet, trivslen og medindflydelsen. LFS har tidligere, i samarbejde med AMK, holdt temadage om Trio-samarbejdet med fokus på samarbejde, sygefravær og forandringsprocesser. Temadage som der har været stor tilfredshed med.
AMK er en selvstændig arbejdsmiljørådgivningsenhed. LFS samarbejder meget med AMK men har ingen direkte indflydelse på AMK’s kursus-udbud, men der er ingen tvivl om at AMK lytter til eventuelle bemærkninger, og netop derfor har vi også diskuteret dit indlæg med AMK.
Det er i øvrigt min opfattelse at AMK’s uddybende svar på LFS’ hjemmeside er med til at give et bredt sammenhængende svar på din kritik.
Venlig hilsen
Faglig sekretær, Olaf Christensen