Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Uddrag af udtalelse fra det landsdækkende fagforeningsmøde den 15. juni 2012.
Mødet blev holdt hos Dansk El-Forbund København (og LFS var repræsenteret).
Der er en anden vej ud af krisen
Hvis krisen skal overvindes, må der tænkes og handles fremadrettet. Der er ikke brug for en strategi der skaber flere hænder, men en strategi der skaber flere job.
Vi opfordrer LO, FTF og AC til at fastholde, at behovet for mere arbejde og øget arbejdsudbud i første omgang skal sikres ved, at der skabes jobs til de mange arbejdsløse, at de unge sikres praktik- og uddannelsespladser og ved nedbringelse af sygefravær gennem en stor og effektiv indsats på arbejdsmiljøområdet.
Er der stadig behov for mere arbejdskraft, når disse mål er nået, så drøfter vi selvfølgelig gerne andre og nye muligheder for øget arbejdsudbud. Men tingene må komme i den rigtige rækkefølge.
Mødet opfordrer til at der arbejdes på at organisere et større tillidsrepræ-sentant- og organisationsmøde med dagsordenen: »En ny politik for Danmark«. Der opfordres til at konferencen holdes inden oktober.
Mødet opfordrer til at der organiseres aktiviteter på lokalt plan.
Mødet opfordrer til, at der iværksættes en kampagne for ændringer i dagpengesystemet, så ingen uforskyldt mister ret til dagpenge og til at optjeningsperioden til dagpengeret nedsættes.
Underskrevet af mødeledere: Anders Olesen, Byggefagenes Samvirke og Anders Munk, LO Aarhus.